Mr. Olesen goes to Copenhagen - åbent brev til OBO

Kære Ole, først et forsigtigt til lykke med din kandidatur for Liberal Alliance

Jeppe.Juhl

23/09/2010

Kære Ole,

først et forsigtigt til lykke med din kandidatur for Liberal Alliance. Jeg skriver udtrykkeligt ’forsigtigt’, fordi empirien desværre i den grad tilsiger, at risikoen for at forvandle sig fra en smuk, ideologisk og visionær politisk blomst til en mørk, pragmatisk og kynisk kandestøber-tidsel er overhængende for alle I, der vælger at blive professionelle politikere.

Jeg er til gengæld overbevist om, at netop du – som gammel Christiansborg journalist – er mere end almindelig klar over denne fare. Jeg er uden at vide det næsten overbevist om, at du kender og elsker Frank Capra klassikeren Mr. Smith goes to Washington, der den dag i dag, 71 år efter den premierede, ikke uden grund stadig er både meget aktuel og seværdig. Men hvor Jimmys Stewart’s karakter var dybt naiv, så er du det ikke. Du kender spillets regler. Og netop derfor bør der hvile et forventningens pres på dine skuldre.

Jeg har netop læst den sidste side af din bog ’Taberfabrikken’, som man kunne downloade på din hjemmeside, og er meget imponeret. Jeg slugte bogen i et grangiveligt hug. Den er simpelt hen fremragende. Ja, den er i mine øjne noget af det ypperste politisk-økonomiske litteratur, der er udgivet på dansk i årevis, og Danmark ville blive et bedre land, såfremt den var obligatorisk læsning på gymnasier og universiteter.

Det er jo ikke noget tilfælde, at du har gjort Taberfabrikken gratis tilgængelig på din hjemmeside. Den er vel nærmest en slags politisk signatur. Nu håber jeg – og mange med mig – at du ikke laver en Anders Fogh på os. Vi forventer, at du og Liberal Alliance i løbet af nogle meget hårde år, hvor mange grimme  kompromisser (i starten?) bliver en uundgåelig del af jeres politiske hverdag, kan lægge grobunden for indholdet af din næste bog:

”Farvel til velfærdsstaten, goddag til selvværdsstaten”

 

Kilde: