Den 9.november 1938 lancerede naziregeringen ondsindede pogromer i hvilke tusinder blev taget til fange og sendt til koncentrationslejre, mens skarer af unge nazibøller smadrede vinduerne i jødiske hjem og butikker. Krystalnatten sendte et mørkt ildevarslende varsel om en morderisk fremtid for Europa.
Næsten præcist 67 år senere har andre skarer af unge bøller overtaget gaderne i et orgie af brutal vold, komplet med racemæssige og religiøst motiverede drab. Men der er en sær forskel.
Dengang var volden rettet mod en hadet racemæssig og religiøs minoritet i den indfødte majoritets navn. I dag er det en racemæssig og religiøs immigrantminoritet der initierer en terrorkampagne mod den indfødte majoritet.
Europa lærte aldrig den virkelige lektion om nazismens onder. I stedet for at afvise nazismens dybeste præmisser har Europa forvandlet dem til en ny form, således at Europa ikke længere søger at likvidere sine raceminoriteter, men i stedet gør disse minoriteter magtfuldkomne til udførelsen af europæernes selvlikvidering.
Standardsynet på nazismen er, at roden til nazirædslerne var overmåde selvsikkerhed og selviskhed, hvilket gav nazisterne selvtilliden til at påtvinge deres interesser med magt. I virkeligheden viser selv en overfladisk undersøgelse af nazipropagandaen det modsatte. Mere end advokerende for rationel vished, var nazisterne dogmatiske subjektivister. Hermann Göring erklærede famøst at, ”to plus to er fem, hvis Føreren ønsker det” – hvilket inspirerede deres had til sindet og deres tilbedelse af umenneskelig vold. Og hvad angår selvinteressen, var nazisterne helt igennem kollektivister, der fastholdt, at individets interesser må skånselsløst ofres i racens interesse. Hitler deklarerede ”Du bist nichts, dein Volk ist alles” – ”Du er intet, din race er alt”.
Men hvad sker der hvis man tror – som det er tilfældet med de fleste akademikere og mainstream venstreorienterede – at vished og selviskhed var fundamentale nazistiske laster? Så vil man være parat til at acceptere ethvert nazistisk fundament – så længe de ordnes i en mere skeptisk selvundervurderende form.
Det er præcist hvad Europa har gjort. Europæerne har accepteret ideer, der stammer direkte fra nazismen – både i deres filosofiske fundament og i deres historiske afstamning – men i en mere ”politisk korrekt” version.
Ideologien for disse altruistiske nazister er multikulturalisme.
Jeg fik min første anelse af dette for nogle år siden som filosofistuderende, da jeg blev bevidst om en akademisk kontrovers over afsløringerne, at to indflydelsesrige filosoffer fra det tyvende århundrede – Martin Heidegger og Paul de Man – var nazisympatisører. Det meste af kontroversen drejede sig om denne involvering med nazisterne (Heidegger meldte sig ind i nazistpartiet, og de Man sympatiserede med nazisagen) formindskede værdien af fundene i deres filosofiske arbejde. Men få kommentarer adresserede den filosofiske lighed mellem naziideologien og ideerne af disse to filosoffer.
Dette er et afgørende spørgsmål, da Heidegger og de Man var grundlæggerne af den mest indflydelsesrige samtidige filosofiskole, kaldet ”Dekonstruktion”, der har fungeret som det teoretiske grundlag for multikulturalismen.
Essentielt er Dekonstruktion et angreb på fornuft til fordel for den samme dogmatiske subjektivisme opretholdt af nazisterne. Det er synspunktet, at der ikke findes sådan noget som objektiv sandhed, ingen måde at bevise noget med reference til fakta og beviser. Hvad er så basis for nogen antagelse af hvad der er sandt eller falskt, godt eller dårligt, rigtigt eller forkert? All disse ideer afgøres, ikke af fakta, men af et uundvigeligt spind af irrationelle antagelser og subjektive følelser. Og hvad former disse antagelser og følelser? Dagens dekonstruktionister konkluderer, at de formes af kollektive sociale kræfter, af moderne akademiers hellige treenighed ”race, klasse og køn”.
Her når vi til to essentielle ting omkring nazismen: afvisningen af fornuft og sindets favorisering af tilbedelse af dyriske følelser, og hævdelsen af det kollektive over det individuelle. Hvad adskiller så den moderne intellektuelles ideer fra nazisternes filosofi? Tillægget af en altruistisk tvist. Nazisterne var helt sikkert for selvopofrelse, da de advokerede for (og gennemtvang) opofrelsen af det individuelle selv for den kollektive racegrandiositet. Men de moderne intellektuelle erklærer, at de er endnu mere altruistiske, da de er villige til at ofre vor egen race til fordel for andre racer.
Dette er den essentielle mening med multikulturalismen. Multikulturalisterne accepterer de ondsindede antagelser, at individets ideer og værdier determineres af racen – men, siger de, kardinalsynden er at være racemæssigt selvhævdende. Altså, det værste man kan gøre, er at antage sin egen gruppekulturs universelle sandhed eller overlegenhed på bekostning af andres ideer og værdier. ”Alle kulturer er lige” er multikulturalisternes teori. I praksis betyder det, at vi må være parate til at underordne vor egen kultur – den vestlige civilisations kultur – for at vise vores ”respekt” for enhver anden kultur på kloden, fra eskimoer til patagoniere og videre til, skal vi sige, muslimer?
Meningen med multikulturalisme bliver tydeligst når den møder religionen Islam.
Muslimerne nedgør fornuft, ikke til fordel for personlige følelser, men til fordel for en tilsvarende subjektiv tro; i Islam, bliver to og to fem hvis Allah ønsker det. Og hvad angår relationer Islam og andre kulturer imellem, er Koranen meget tydelig. Folk fra andre kulturer skal tvinges til at konvertere til Islam – under trusler om død – undtagen nogle få hvis eksistens kan tolereres, så længe de accepterer status af ”dhimmi”, andenklasses borgere, der pligtskyldigt accepterer en række restriktioner, for ikke støde de sensitive muslimer.
Multikulturalisme er et program for selvpåført dhimmisering. Det er allerede vist til hvilken absurd længde vestlige multikulturalister er villige til at gå for at udslette vor egen kultur af underdanig respekt for muslimernes ”sensitivitet”. Eksemplerne rangerer fra det trivielle (fjernelsen af offentlig skulptur af en gris i England, da muslimerne anser grisen for et ”urent” dyr) til det ildevarslende, såsom Storbritannien´s lovforslag om at kriminalisere kritik af andres religion – essentielt bandlysende uenighed med Islam.
Men intetsteds er resultaterne mere ildevarslende end i Frankrig. Optøjerne beskrives som et produkt af Frankrig´s manglende evne til at ”assimilere” muslimske immigranter fra Nordafrika, og forskellige grunde angives som grund til dette fejlslag. Men den mest fundamentale grund er, at Europa for længst har tabt enhver interesse i at assimilere sine immigranter. Europa har faktisk helt opgivet selve ideen om assimilation. At indrullere andre i europæisk kultur – jamen den slags kulturel selvhævdelse vil svare til nazisternes selvhævdelse. I stedet har Europa gjort sig store bestræbelser på at tilpasse sig andre kulturer – ved at tilskynde immigranter til i årtier at leve afsondrede i deres egne enklaver.
Hvad der satte de seneste optøjer i gang, var ikke svær tilstedeværelse af politi og franske autoriteter i muslimske nabolag. Det var det faktum, at politiet indtil for nylig havde behandlet disse områder som ”no-go zoner”, efterladte til muslimernes egen varetagelse. Det var det franske politis forsøg på at opnå en vis grad af kontrol efter års multikulturalistiske tolerance, der satte optøjerne i gang.
Det er ikke blot det, at franske muslimer må assimilere sig fransk kultur. Det er det, at der må være en selvtillidsfuld kultur for dem at assimilere i. Man kan ikke assimilere i selvudslettelse.
I en nation som Amerika leder accepten af multikulturalisme til en slags langsom råddenskab i takt med at de distinktive ideer ved kulturens rod – Oplysningstidens idealer af vore forfædre – langsomt hensyner gennem negligering. Men en sådan nation kan i generationer ride på sit tidligere kulturelle momentum, tagende mange år at kollapse indefra – og det giver os lang tid at bekæmpe multikulturalismen i, før det er for sent. En nation som Frankrig der finder sig selv som vært for en stor minoritet af skingre religiøse muslimske immigranter helt igennem uberørte af Oplysningstidens intellektuelle og politiske traditioner, vil ikke tillades luksusen at dø gennem langsom råddenskab. Det må handle meget hurtigere for at redde sig selv.
Det er i gaderne af de parisiske forstæder man nu kan se de ultimative effekter af multikulturalismen – og en fornemmelse af ildevarsel om den mørke og morderiske fremtid der ligger Europa i vente.
Næsten præcist 67 år senere har andre skarer af unge bøller overtaget gaderne i et orgie af brutal vold, komplet med racemæssige og religiøst motiverede drab. Men der er en sær forskel.
Dengang var volden rettet mod en hadet racemæssig og religiøs minoritet i den indfødte majoritets navn. I dag er det en racemæssig og religiøs immigrantminoritet der initierer en terrorkampagne mod den indfødte majoritet.
Europa lærte aldrig den virkelige lektion om nazismens onder. I stedet for at afvise nazismens dybeste præmisser har Europa forvandlet dem til en ny form, således at Europa ikke længere søger at likvidere sine raceminoriteter, men i stedet gør disse minoriteter magtfuldkomne til udførelsen af europæernes selvlikvidering.
Standardsynet på nazismen er, at roden til nazirædslerne var overmåde selvsikkerhed og selviskhed, hvilket gav nazisterne selvtilliden til at påtvinge deres interesser med magt. I virkeligheden viser selv en overfladisk undersøgelse af nazipropagandaen det modsatte. Mere end advokerende for rationel vished, var nazisterne dogmatiske subjektivister. Hermann Göring erklærede famøst at, ”to plus to er fem, hvis Føreren ønsker det” – hvilket inspirerede deres had til sindet og deres tilbedelse af umenneskelig vold. Og hvad angår selvinteressen, var nazisterne helt igennem kollektivister, der fastholdt, at individets interesser må skånselsløst ofres i racens interesse. Hitler deklarerede ”Du bist nichts, dein Volk ist alles” – ”Du er intet, din race er alt”.
Men hvad sker der hvis man tror – som det er tilfældet med de fleste akademikere og mainstream venstreorienterede – at vished og selviskhed var fundamentale nazistiske laster? Så vil man være parat til at acceptere ethvert nazistisk fundament – så længe de ordnes i en mere skeptisk selvundervurderende form.
Det er præcist hvad Europa har gjort. Europæerne har accepteret ideer, der stammer direkte fra nazismen – både i deres filosofiske fundament og i deres historiske afstamning – men i en mere ”politisk korrekt” version.
Ideologien for disse altruistiske nazister er multikulturalisme.
Jeg fik min første anelse af dette for nogle år siden som filosofistuderende, da jeg blev bevidst om en akademisk kontrovers over afsløringerne, at to indflydelsesrige filosoffer fra det tyvende århundrede – Martin Heidegger og Paul de Man – var nazisympatisører. Det meste af kontroversen drejede sig om denne involvering med nazisterne (Heidegger meldte sig ind i nazistpartiet, og de Man sympatiserede med nazisagen) formindskede værdien af fundene i deres filosofiske arbejde. Men få kommentarer adresserede den filosofiske lighed mellem naziideologien og ideerne af disse to filosoffer.
Dette er et afgørende spørgsmål, da Heidegger og de Man var grundlæggerne af den mest indflydelsesrige samtidige filosofiskole, kaldet ”Dekonstruktion”, der har fungeret som det teoretiske grundlag for multikulturalismen.
Essentielt er Dekonstruktion et angreb på fornuft til fordel for den samme dogmatiske subjektivisme opretholdt af nazisterne. Det er synspunktet, at der ikke findes sådan noget som objektiv sandhed, ingen måde at bevise noget med reference til fakta og beviser. Hvad er så basis for nogen antagelse af hvad der er sandt eller falskt, godt eller dårligt, rigtigt eller forkert? All disse ideer afgøres, ikke af fakta, men af et uundvigeligt spind af irrationelle antagelser og subjektive følelser. Og hvad former disse antagelser og følelser? Dagens dekonstruktionister konkluderer, at de formes af kollektive sociale kræfter, af moderne akademiers hellige treenighed ”race, klasse og køn”.
Her når vi til to essentielle ting omkring nazismen: afvisningen af fornuft og sindets favorisering af tilbedelse af dyriske følelser, og hævdelsen af det kollektive over det individuelle. Hvad adskiller så den moderne intellektuelles ideer fra nazisternes filosofi? Tillægget af en altruistisk tvist. Nazisterne var helt sikkert for selvopofrelse, da de advokerede for (og gennemtvang) opofrelsen af det individuelle selv for den kollektive racegrandiositet. Men de moderne intellektuelle erklærer, at de er endnu mere altruistiske, da de er villige til at ofre vor egen race til fordel for andre racer.
Dette er den essentielle mening med multikulturalismen. Multikulturalisterne accepterer de ondsindede antagelser, at individets ideer og værdier determineres af racen – men, siger de, kardinalsynden er at være racemæssigt selvhævdende. Altså, det værste man kan gøre, er at antage sin egen gruppekulturs universelle sandhed eller overlegenhed på bekostning af andres ideer og værdier. ”Alle kulturer er lige” er multikulturalisternes teori. I praksis betyder det, at vi må være parate til at underordne vor egen kultur – den vestlige civilisations kultur – for at vise vores ”respekt” for enhver anden kultur på kloden, fra eskimoer til patagoniere og videre til, skal vi sige, muslimer?
Meningen med multikulturalisme bliver tydeligst når den møder religionen Islam.
Muslimerne nedgør fornuft, ikke til fordel for personlige følelser, men til fordel for en tilsvarende subjektiv tro; i Islam, bliver to og to fem hvis Allah ønsker det. Og hvad angår relationer Islam og andre kulturer imellem, er Koranen meget tydelig. Folk fra andre kulturer skal tvinges til at konvertere til Islam – under trusler om død – undtagen nogle få hvis eksistens kan tolereres, så længe de accepterer status af ”dhimmi”, andenklasses borgere, der pligtskyldigt accepterer en række restriktioner, for ikke støde de sensitive muslimer.
Multikulturalisme er et program for selvpåført dhimmisering. Det er allerede vist til hvilken absurd længde vestlige multikulturalister er villige til at gå for at udslette vor egen kultur af underdanig respekt for muslimernes ”sensitivitet”. Eksemplerne rangerer fra det trivielle (fjernelsen af offentlig skulptur af en gris i England, da muslimerne anser grisen for et ”urent” dyr) til det ildevarslende, såsom Storbritannien´s lovforslag om at kriminalisere kritik af andres religion – essentielt bandlysende uenighed med Islam.
Men intetsteds er resultaterne mere ildevarslende end i Frankrig. Optøjerne beskrives som et produkt af Frankrig´s manglende evne til at ”assimilere” muslimske immigranter fra Nordafrika, og forskellige grunde angives som grund til dette fejlslag. Men den mest fundamentale grund er, at Europa for længst har tabt enhver interesse i at assimilere sine immigranter. Europa har faktisk helt opgivet selve ideen om assimilation. At indrullere andre i europæisk kultur – jamen den slags kulturel selvhævdelse vil svare til nazisternes selvhævdelse. I stedet har Europa gjort sig store bestræbelser på at tilpasse sig andre kulturer – ved at tilskynde immigranter til i årtier at leve afsondrede i deres egne enklaver.
Hvad der satte de seneste optøjer i gang, var ikke svær tilstedeværelse af politi og franske autoriteter i muslimske nabolag. Det var det faktum, at politiet indtil for nylig havde behandlet disse områder som ”no-go zoner”, efterladte til muslimernes egen varetagelse. Det var det franske politis forsøg på at opnå en vis grad af kontrol efter års multikulturalistiske tolerance, der satte optøjerne i gang.
Det er ikke blot det, at franske muslimer må assimilere sig fransk kultur. Det er det, at der må være en selvtillidsfuld kultur for dem at assimilere i. Man kan ikke assimilere i selvudslettelse.
I en nation som Amerika leder accepten af multikulturalisme til en slags langsom råddenskab i takt med at de distinktive ideer ved kulturens rod – Oplysningstidens idealer af vore forfædre – langsomt hensyner gennem negligering. Men en sådan nation kan i generationer ride på sit tidligere kulturelle momentum, tagende mange år at kollapse indefra – og det giver os lang tid at bekæmpe multikulturalismen i, før det er for sent. En nation som Frankrig der finder sig selv som vært for en stor minoritet af skingre religiøse muslimske immigranter helt igennem uberørte af Oplysningstidens intellektuelle og politiske traditioner, vil ikke tillades luksusen at dø gennem langsom råddenskab. Det må handle meget hurtigere for at redde sig selv.
Det er i gaderne af de parisiske forstæder man nu kan se de ultimative effekter af multikulturalismen – og en fornemmelse af ildevarsel om den mørke og morderiske fremtid der ligger Europa i vente.
