Kære borgerlige-liberale medmennesker,
I forlængelse af min første klumme, hvor jeg belyser hvorfor det måske ikke tegner alt for lyst for regeringens vækst-drømme på baggrund af BoligJob-planen, vil jeg fortælle om en anden mulig årsag til det manglende iværksætteri, og deraf følgende virkelyst og selvforsørgelse.
Hvis man får lysten til iværksætteri mens man står i ledighedskøen og venter på sin meningsløse aktivering, så er der mulighed for at få supplerende dagpenge mens man driver sin virksomhed på hobby-basis. Det kan man mene om hvad man vil, men faktum er, at man som ledig har meget begrænset kredit-værdighed, og derfor ikke bare springer ud uden et sikkerhedsnet, hvis virksomhedsdrømmen ikke bærer frugt. Og slet ikke hvis man har indbetalt til en forsikringsordning i en længere årrække.
Når man henvender sig til sin a-kasse, for at overgå fra almindelige dagpenge til supplerende dagpenge (hvilket vil sige at der modregnes i dagpengene dag for dag man kan beskæftige sig selv med indtægtsgivende arbejde), så brager man direkte ind i en mur af mistænkeliggørelse og bureaukrati.
Man skal søge om tilladelse til at forsøge at blive selvforsørgende, og hive andre med sig ud af ledigheden. Lige som man som barn skulle have tilladelse til at være længe oppe, eller tage til fest hos Ole i Agerskov. For som bureaukraten fortalte mig, så var der jo ikke tale om en erhvervsstøtteordning.
Nej, vorherrebevares da. Den slags har vi vist rigeligt af i forvejen, tænke jeg.
Umiddelbart lyder det ikke så omfattende, når man læser på det store internet:
Når du søger om tilladelse, skal du lave en nærmere beskrivelse af din selvstændige virksomhed. Beskrivelsen skal indeholde oplysninger om:
- Virksomhedens branche.
- Omfanget af virksomheden.
- Driftens tilrettelæggelse.
- Dine præcise arbejdsopgaver.
- Annoncering.
- Hvordan arbejdet i virksomheden vil kunne udføres udelukkende uden for normal arbejdstid. Normal arbejdstid defineres som den pågældende branches normale arbejdstid.
Du skal også udfylde en blanket fra Arbejdsdirektoratet med oplysninger om din selvstændige virksomhed. Du kan finde blanketten her under pjecer og blanketter. Du er samtidig velkommen til at kontakte A-kassen for nærmere vejledning.
Tak, tak. Men så begynder man at grave. Og hvis man ikke afstiver sit hul, så risikerer man nemt at blive begravet i bureaukrati og formularer.
I første fase bliver man belært af en bureaukrat. Man får at vide at man er i farezonen for at fuske med de penge man selv har indbetalt gennem en længere årrække, og at man derfor fremadrettet vil være under skærpet tilsyn. Jeg takkede ydmygt for opmærksomheden.
I anden fase udfordres ens skriftlige evner til fulde. Man skal udfylde en halv regnskov af formularer og blanketter, med mere og mindre relevante informationer om virksomhedsprojektet. Min egen a-kasse forklarer sin grænseløse nysgerrighed således:
Hvorfor skal jeg svare på så mange spørgsmål? Hvorfor hænger A-kassen sig i detaljer? Hvorfor spørger A-kassen om noget, der virker indlysende?
Svaret er enkelt: Vi skal træffe den rigtige afgørelse om din ret til dagpenge. Vi skal også sikre vores medlemmer mod senere ubehagelige overraskelser, hvis det viser sig, at der ikke var ret til dagpenge samtidig med selvstændig virksomhed. Det kan betyde tilbagebetaling af ret betydelige beløb.
Vi har også brug for din besvarelse af skemaerne, når der udelukkende er tale om, at din ægtefælle/samlever driver virksomheden, uden at du hverken ejer eller deltager i driften. Oplysningerne skal vi bruge for at kunne vurdere, om virksomheden overhovedet har betydning for din ret til dagpenge.
Vores medlemmer repræsenterer næsten alle brancher, og ledere er desuden individualister, som har hver deres måde at drive virksomhed på. Du er derfor den eneste, der kan give Akassen en dækkende beskrivelse af virksomheden og dens virke.
Fair nok. Jeg kan sagtens forstå, at a-kassen skal vide hvilken type virksomhed jeg ønsker at drive, hvor jeg vil drive den, selskabsformen, og hvordan jeg forventer økonomien udvikler sig.
Men se så lige disse spørgsmål, fra a-kassens egenproducerede formular:
Hvor mange timer forventer du at bruge på virksomheden pr. uge?
Hvor mange timer forventer du, at andre (f.eks. ansatte eller ulønnet hjælp) bruger pr. uge?
Ansattes løn og timetal?
Både jeg og mine ansatte agter at bruge lige præcis den mængde tid og energi, som skal til for at selvforsørgelsen er sikret mest muligt, al den stund vi ikke bliver underbudt og udkonkurreret af alverdens offentlige instanser.
Hvordan jeg aflønner mine ansatte er sagen aldeles uvedkommende, for de er ikke medlemmer af Jeres a-kasse, og ønsker ikke at dele deres privatøkonomi med andre.
Endnu et perle-spørgsmål fra ansøgningen om tilladelse til forsøg på selvforsørgelse er dette:
Beskriv hvordan alt arbejde til enhver tid også kan udføres uden for normal arbejdstid? Vil dine kunder kunne acceptere, at al kontakt med dig om nødvendigt kun kan foregå uden for normal arbejdstid? Hvordan kan kontakt til leverandører mv. foregå efter kl. 17?
Har I hørt om mobiltelefoner og e-mails, spørger jeg bare. Hele ansøgningsskemaet har en let duft af industrisamfunds-tankegang.
Modellen hvor jeg formidler noget arbejde, til nogle mennesker som ellers ville trække på de offentlige kasser – men uden at jeg selv udfører arbejdet for kunderne, eller personligt tjener alverden på formidlingen – er tilsyneladende helt ukendt i det offentlige system.
Men så er det jo dejligt, at der er flere formularer der venter på mig. For Arbejdsdirektoratet skal have stort set de samme oplysninger, blot i en anden rækkefølge. Til dette formål har de ladet formularen AR259 fremstille og distribuere.
Da nu a-kassen og Arbejdsdirektoratet var tilgodeset med deres blanketter, som jeg udfyldte med farvet skrift for at understrege min optimisme og kreativitet, så skulle jeg lige vente op til 14 dage på min tilladelse. Den kom efter 10 dage.
10 dage hvor jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. 10 dage hvor iværksætter-trangen, og en afgrundsdyb trang til selvforsørgelse måtte holdes nede, mens juryen voterede.
Tilladelsen kom, og jeg kunne endelig søsætte hjemmesiden, og de andre markedsføringstiltag jeg havde klar. Jeg glædede mig til at gøre en aktiv indsats for at skabe vækst, velstand og uafhængighed af det offentlige, i samme grad som et lille barn på vej ind i BR med sin velhavende farmor. Missionen var klar, og energien i top.
Resten af historien beskrev jeg i min første klumme.
