>Hvad skal vi gøre for at få mere arbejdskraft ind i den pirmære og sekundere sektor

Reducer statens budget til 20% eller mindre af det nuværende, og fratag folketinget mulighed for at låne til overforbrug. Ti år senere vil jeg garantere dig for, at Danmark er på top 3 over verdens rigeste nationer.

@Niklas. Du har misset en vigtig pointe i mit oplæg:

Grænsen mellem privat og offentlig er imidlertid flydende. I opgangstider er den private sektor meget tilfreds med at outsource velfærdsydelser til det offentlige, mens den private sektors jagt på indtjeningsmuligheder i nedgangstiders gør mange af de selv samme ydelser økonomisk rentable. Det kommer der ikke mere beskæftigelse ud af. Arbejdspladserne flyttes blot mellem de to sektorer.

Men den med at få skrevet ind i grundloven, at staten ikke må låne til overforbrug, er jeg hel med på. Sådan fungerer det i Folkekirken. Det gør somme tider nas, men det virker.

Jeg tænker, at hvis grundforudsætningen er, at landets produktion alligevel skal forsørge dem, der er på overførselsindkomst, så kan vi lige så godt få noget nyttigt for pengene. Vi ville få verdens reneste byer og strande, og vore børn ville blive kvalt i kærlig omsorg.

Du har en anden pointe vedr. bankvæsenet, som jeg faktisk klippede ud af mit oplæg, for at det ikke skulle blive for langt. Det er mit indtryk, at den finansielle sektor ligesom den offentlige er begyndt at have sit eget liv, løsrevet fra den produktive virkelighed. Se f.eks. den aktuelle gældskrise. Tror du virkelig, der er produktion nok i hele verden til at dække al den gæld??? Jeg tvivler stærkt.

Jeg tænker, at hvis grundforudsætningen er, at landets produktion alligevel skal forsørge dem, der er på overførselsindkomst, så kan vi lige så godt få noget nyttigt for pengene. Vi ville få verdens reneste byer og strande, og vore børn ville blive kvalt i kærlig omsorg.

Grundforudsætningen er allerede, at landets produktion forsørger modtagere af overførselsydelser. Det er bare ikke rigtigt erkendt endnu, da en stor del af beløbet til dette underhold tager omvejen over personskatten. Men i sidste ende er det jo det økonomiske liv, der finansierer samfundet.

Sådan uden videre at kunne 'få noget nyttigt for pengene', ville være et drømmescenarie, ja. Men desværre ikke muligt med det nuværende fagretlige system. Det kan naturligvis ændres, men meget alvorlige konflikter og generalstrejker må forudses i den forbindelse. Desuden bør der rent menneskeligt udvises en vis varsomhed med 'tvangsarbejde', som der jo i en vis forstand ville blive tale om. Der vil være en betydelig risiko for, at den almindelige retsfølelsen krænkes, hvis det offentlige får magt til at pålægge borgerne arbejdsopgaver, de ikke selv har søgt. Umyndiggørelse og fratag af frihed giver som regel bagslag, vi ser det bl.a. i vores nuværende aktiveringscirkus.

@Toke, så har du misforstået mig megameget!

Tanken om tvangsudskrivning til arbejde er end ikke faldet mig ind, før du bringer det op. Jeg forestiller mig, at erstatte en væsentlig del af overførselsindkomsterne med løn på en eller anden endnu ikke særlig gennemtænkt måde.

Når du tænker sådanne løsninger, er du nødt til at tænke dem ud i deres yderste konsekvens.

Den yderste konsekvens er, at arbejdsløse og uarbejdsdygtige overlades til en langsom sultedød, sådan som man næsten gør i Storbritanien. I disse dage kan vi alle følge med i nyhederne, om hvad dette fører med sig. Velbekomme!

Det er ikke fordi jeg er tilhænger af INGEN offentlig velfærd, jeg ser bare et problem i at alle har adgang til de samme offentligt finansierede ydelser. Jeg er mere tilhænger af at der kan være en forskel i hvad man har adgang til. Dog med den betingelse at du stadig kan overleve uanset indkomst. Der er ikke nogen der efterlades uden en minimal dækning. 

Hvis min arbejdsgiver skal betale min forsikring osv er jeg også nød til at gøre mig fortjent til det via min indsats - genere værdi for min arbejdsgiver. 

Derudover vil jeg gerne skelne mellem arbejdsløse og arbejdsduelige. Jeg syntes princippet om førtidspension er en rigtig god ide, således at man kan falde tilbage på noget. Men vores velfærdssamfund har i mine øjne udviklet sig til noget der ikke begrænser sig til et net der griber folk men et projekt om at hæve levestandarden for alle uanset indsats.Derfra de store udgifter. Jeg er mere tilhænger af at staten investerer i arbejdsskabende aktiviteter for div grupper fremfor passiv forsørgelse. Men det kræver et brud med vores grundlæggende lighedstanke. 

Mit indtryk af urolighederne i England er at disse mennesker netop er fastløst i passiv forsørgelse pga en holdning om at staten bør forsørge dem frem for at aktivere dem. 

Hvis man fra barns-ben af er 100% klar over at man skal arbejde for at overleve så tænker man væsenntlig anderledes end hvis man kan se det offentlige nok sørger for mig alligevel. Eller endnu værre vokser på med en tro på at det er ens ret at det offentlige forsørger en uanset indsats!

 (Ellers en rigtig god artikkel)

Tak for uddybning. Det hjalp på min forståelse.

Jeg ser for så vidt ingen problemer i at gøre betaling for velfærdsydelser til en del af ansættelsesaftalen. Måske kan det også øge friheden, fordi arbejdsgiver/arbejdstager kan forhandle sig frem til, hvilken løsning der i det givne tilfælde er optimal, i stedet for at være henvist til offentlige pakkeløsninger.

NEWSFLASH: Der er noget vi to er helt enige om: Lighed eksisterer ikke, har aldrig gjort det, og vil aldrig komme til det. Det er heller ikke muligt at fremlægge en holdbar argumentation for, hvorfor vi alle skulle være lige. I mine øjne strider det klart mod hele evolutionstanken. Derfor er vi også helt enige i

Men vores velfærdssamfund har i mine øjne udviklet sig til noget der ikke begrænser sig til et net der griber folk men et projekt om at hæve levestandarden for alle uanset indsats

England, Grækenland, Syrien... det er alle sammen eksempler på befolkninger, der gør oprør mod regeringer, der ikke længere magter at indfri forventningerne til velstand. Ligesom den franske revolution i 1789. Derfor tror jeg at forventningsstyring er det vigtigste politiske redskab, og ikke overbudspolitik og andre fantasifulde løsninger.

Helt enig, Torben Mark - eller sagt på en anden måde: Al værdi kommer nedefra - nemlig fra folkets efterspørgsel. Hvis ingen efterspørger noget, vil intet blive skabt.

Derfor er der ikke noget at sige til, at når myndighederne sætter folket i dårligt humør med forbud og skræmmekampagner for at forhindre dem i at forbruge de varer og ydelser de ønsker, så vil det naturnødvendigvis føre til lavere efterspørgsel og dermed lavere aktivitet og værdiskabelse.

Så er det måske ikke skatten, men momsen, vi skulle afskaffe?

Moms er da også skat?

Jo da. Jeg brugte lidt uklart skat = personskat. Uden at have belæg for det, så tror jeg bare, at nedsættelse af moms vil have en hurtigere virkning på forbruget.

Når folk ikke efterspørger noget, så er det måske fordi at de er bange for fremtiden.

Ikke så meget med regler og forbud. Men mere hvordan KRISEN udvikler sig.

Det er stadigt ikke gået op for KK at landet har en økonomisk krise, eller hele verden er i økonomisk krise. Og det har intet med forbud at gøre.

Jeg ved altså godt, hvordan nationalproduktet udregnes ;-)

Jeg ved også, hvad priselasticitet og krydselasticitet er for noget, så forudsætningen for, at damen kan leve af at nusse mig i håret er, at min basale behov er godt og grundigt dækket. Ellers vil jeg få min kone til at nusse mig ganske gratis.

Det er ikke min påstand, at kun fysiske produkter har selvstændig værdi, men jeg har meget svært ved at komme i tanke om nogen form for immateriel ydelse, der ikke på én eller anden måde er baseret på fysiske produkter, så jeg fastholder min påstand.

Angående den finansielle sektor, henviser jeg til mit svar ovenfor.

+1

Det er korrekt, men man må alligevel delvist skelne.

Tager vi Danmarks servicegiganter Mærsk og ISS, så er der jo tale om virksomheder på lige fod med industri og andre producenter af konkrete fysiske goder.

Men tager vi et servicefag som i en supermarked- eller discountkæde. Så vil de vokse og have grobund for flere ansatte alene ud fra, at vi bliver, og er blevet, flere mennesker i Danmark, selv om alle de ekstra mennesker, vi bliver, får penge af staten og er på offentlig forsørgelse.

Samtidigt er der også forskel på om en virksomhed er en eksportvirksomhed, eller en lokal virksomhed rettet mod kun det danske marked. Der er mere værdiskabelse i globale eksportvirksomheder.

Det stemmer ikke at:

Siden 1960'erne er der nedlagt jobs i servicefagene, som pga. høj minimumsløn og dagpengesats og høje skatter ikke længere er rentable

Som dokumenteret af Danmarks Statistik steg beskæftigelsen i den private servicesektor med 9 procentpoint i perioden 1960-2007. Det svarer til 480.000 arbejdspladser.

Jeg er dog enig med dig i, at minimumslønnen hindrer mange i at få den tilknytning til arbejdsmarkedet, der på sigt kan gøre dem selvforsørgende. Har f.eks. bemærket, at der på nogle fine hoteller i udlandet stadig findes elevatorførere, selv om deres eneste opgave er at trykke på en knap.

Hvis det er OK med dig, har jeg tænkt mig at ignore

Denne sætning i artiklen foroven: "Det korte af det lange er, at den aktuelle arbejdsstyrke samlet set rigeligt dækker behovet for den beskæftigelse, der er nødvendig for at drive Danmark." er ren nonsens!

som udokumenteret politiker-retorik

Jeg skrev om lavtlønnede servicejobs, som i dag er forsvundet eller erstattet af offentlige.

Du kan ignorere min sidste sætning, men den står ved magt. Det er ren volapyk og udtryk for en kollektivistisk tankegang. Se også Torbens kommentar, som er mere specifik.

Du har fuldstændig ret i at mange lavtlønnede servicejobs er forsvundet. Det var bl.a. på grund af disse, vi i min barndom levede bedre om vinteren, fordi min far kunne tage ekstratjans som manuel snekaster. Andre er så kommet til, f.eks. vrimler det med pizzabude.

Desværre er det ofte de lavtlønnede jobs, der er lettest at automatisere. Det er ikke længe siden, jeg hørte, at kassedamen også snart hører fortiden til.

Den sidste sætning... Nu har jeg læst Torbens kommentar flere gange, og jeg finder altså intet i den, der argumenterer mod min påstand. Hvis det er nonsens, hvorfor går 108.564,3 personer så ledige. Det er vel ikke allesammen, der ikke gider arbejde, fordi dagpengene er for høje?

Selv i et højautomatiseret samfund er der brug for mange lavtlønsjob, men disse jobs er bare ikke rentable nok. Hushjælp, benzintankere, sekretærjobs, havearbejdere etc. Du kan mene man selv kan vaske og stryge sit tøj, lave mad og passe sine børn, selv klippe hæk og slå græs, selv kan tanke bilen og selv skrive sine mails, men det er trods alt tidsrøvere og fx i USA lever mange tidligere ludfattige mexicanere af den slags jobs, men her er arbejdstiden nogen højere. Den spiller selvfølgelig også en rolle. Men ved lavere skatter vil folk jo typisk arbejde mere. Ved højere aktivitet og gang i samfundet er der også brug for flere ekspedienter, fitness instruktører og lign. Ligeledes lavlønsjob. Men jo bedre at folk laver noget end at de lever af offentlig forsørgelse.

Der er plads til en hel del mere beskæftigelse i Danmark. Du har ret i, modsat hvad mainstreet Keynes-økonomer mener, at beskæftigelse ikke automatiske stiger med samme tempo som man udvider arbejdsudbuddet. Men vi så i 2006-2007 at stor aktivitet i samfundet i sig selv kan trække arbejdsudbuddet op. Ergo; hvis der er efterspørgelse efter arbejde, vil der også være folk der er interesseret i at arbejde. Og det er selvfølgelig fordi der ikke kun er omkring 100.000 ledige men jo betydeligt flere, herunder også en del på efterløn, førtidspension og andre permanente forsørgelsesordninger, som egentlig godt vil arbejde og tjene penge hvis der er mulighed herfor. Som der er ledige i nærområderne som Sverige og Polen, og selv folk i Afrika der hellere end gerne ville bo i et skur på din grund og sørge for at din have blev vedligeholdt.

Så du har ret så langt, at det ikke alene hjælper at smide flere folk ud på arbejdsmarkedet, hvis ikke der på den anden side sker strukturreformer der øger aktiviteten i samfundet, så efterspørgelsessiden også stimuleres. Og her tænkes på dagpengerestriktioner, lavere indkomstskatter, lavere kapitalskatter osv. som jeg nævnte først.

Afskaffelse af alle boligskatter og moms på serviceydelser ville have hurtigst effekt på efterspørgelsessiden.

Den sidste sætning er kollektivistisk volapyk fordi du ikke kan eller skal bestemme "behovet" for beskæftigelse eller hvad det kræves for at "drive" Danmark. Der er uandede muligheder, hvis man fører en bedre eller blot mindre politik. Der er plads til millioner af flere arbejdspladser i Danmark om det var. Only the sky is the limit.

Tusind tak for dit udtømmende svar. Nu forstår jeg meget bedre dine synspunkter :-)

Lige for at begynde bagfra:

Den sidste sætning er kollektivistisk volapyk fordi du ikke kan eller skal bestemme "behovet" for beskæftigelse eller hvad det kræves for at "drive" Danmark

Du er den første, der har kaldt mig kollektivist, og med superlativet "volapyk" antager jeg, at du ikke mener det positivt. Selv opfatter jeg mig som individualist, og det er jeg ret sikker på, de fleste i min omgangskreds også gør. Men nu ser jeg, det er fordi, du antager, at jeg vil "... bestemme behovet ...". Det er en misforståelse, jeg konstaterede blot på baggrund af den faktiske udvikling i perioden 1948-2007. Men nok om det, du er tilgivet :-)

Din grundtese er:

Selv i et højautomatiseret samfund er der brug for mange lavtlønsjob

som du primært bygger på en parallel til arbejdsmarkedet i USA. Der er imidlertid nogle kulturforskelle og geografiske forskelle, der vanskeliggør denne sammenligning. USA er en nation af entreprenører, mens Danmark er en nation af indbyggere, der siden højmiddelalderen er blevet opdraget til at "nogen" bestemmer over dem. Derfor kan amerikanske adfærdsmodeller ikke uden betydelige korrektioner overføres til danske forhold.

Der imidlertid (mindst) et træk ved den amerikanske kultur, der er helt afgørende for dine konklusioner, nemlig accepten af uligheden som grobund for vækst. Det er jo her de politiske vande for alvor skiller her i Danmark, og årsagen til, at Det Liberale Projekt kun kan lykkes, hvis det bæres af en klar forventningsstyring af vælgerne. (se ovenfor).

Lad os lige kigge lidt på realiteterne. Når jeg scanner hen over læserne af 180grader er der tydeligvis ikke mange, det anser sig selv som lavtlønsmodtager, eller som i deres vildeste mareridt kan forestille sig, at de nogensinde bliver det. Altså bygger løsningen på at "vi" (180g læsere) skal løse samfundets problemer ved at ændre vilkårene for "dem" (lavtlønsmodtagerne).

Det fremgår ikke helt af din argumentation, hvor høj du regner med at gennemsnitslønnen vil være for en lavtlønsmodtager, så derfor tillader jeg mig at antage, at den vil ligge et sted mellem kontanthjælpen og højeste dagpengesats. Endvidere antager jeg LA's skatteforudsætninger. Ud fra disse forudsætninger kan jeg ikke se, at det bliver lavtlønsmodtagerne, der kommer til at sætte gang i efterspørgslen, for deres reelle rådighedsbeløb vil ikke ændre sig væsentligt i forhold til deres nuværende vilkår, når de også skal sætte penge af betaling for tjenesteydelser, der i dag er skattefinansieret.

Efter disse forbehold vil jeg gerne afslutte med et stort ønske om, at du alligevel har ret i substansen, for værdigheden ved at have et arbejde og klare sig selv er så kostbar, at det opvejer de fleste minusser ved at befinde sig i bunden af samfundets indkomstskala.

For igen at omtale årene 2006-7 igen, som af alle Keynes-økonomer anses som katastrofale, så kom faktisk mange lavtlønsjob op at stå i den periode, fx 20.000 fra de højeste match-grupper (4 og 5), som ellers af alle eksperter var tilsagt aldrig at komme (evt. tilbage) på arbejdsmarkedet. 2006-7 var en social revolution i den henseende, noget ingen på venstrefløjen øjensynligt kærer sig om. De kunne ikke døje at boligejerne bliver rigere mens de sov, uanset at det kom alle til gavn, selv de aller svageste.