”Toget ankommer på perronen - 5 minutter for sent. Ud på Århus banegård vælter det med trætte rejsende efter en lang weekend i København. Jeg sætter mig ind i toget, og sætter kursen mod Aalborg. Jeg finder efter lidt søgen frem til en næsten tom stillekupe. At dømme efter mængden af skrald har vognen været fyldt godt op. Jeg sætter mig til rette i midten af kupeen og sukker et par gange med tanke på de næste 2 timer i selskab med DSB.
Få minutter efter afgang kommer en høj mandlig togkonduktør for at se min billet. Efter lidt fumlen finder jeg billetten, og konduktøren nikker anerkendende og går videre. I løbet af den næste halve times tid passere konduktøren mig flere gange. I takt med, at vi kommer tættere på Aalborg falder jeg mere og mere hen. Det ændres dog med ét, da den larmende stilhed bliver brudt. Konduktøren har fået øje på en kuffert der tilsyneladende mangler en ejermand, da der ikke sidder nogen personer under kufferten. Han spørg søgende folk i nærheden om de kender noget til kufferten. Det gør vi ikke og få sekunder senere er kupeen en kuffert fattigere. Under hele forløbet sidder jeg med en følelse af, at konduktøren ikke er glad for situation. Kufferten bliver slæbt med ud bagved og undersøgt for eventuelle bomber.
Toget suser forbi den ene lille flække efter den anden, og har efterhånden nået Hobro, da en høj yngre kvinde rejser sig fra sit sæde for at tjekke til sin kuffert. Hun kigger forvirrende på hattehylden, hvor hun placerede sin kuffert. I de næste sekunder udspiller der sig et sandt drama, da hun forvirrede prøver at finde sin kuffert. Med nærmest panisk røst brydes stilheden endnu en gang, da hun fortvivlende spørg rundt i kupeen, om nogen dog har set noget til hendes kuffert. Vi kan dog hurtigt berolige hende med, at konduktøren har taget den. Få minutter senere kommer konduktøren tilbage med kufferten. Man kunne som udgangspunkt forvente, at han ville komme med en mindre undskyldning. Scenen afsluttes dog med, at konduktøren lidt vredt får forklaret den uheldige pige, at hun aldrig må lade sin bagage være uden for syne - det handler om sikkerhed”
Ovenstående episode står for mig som en rammende beskrivelse af, hvor vi i løbet af de sidste 10 år som samfund har bevæget os hen. Rationaliteten, fornuften, evnen til selv at tænke er skubbet i baggrunden. I stedet har vi fået kontrol og mere styringen fra big morther. Jeg bebrejder sådan set ikke konduktøren. Siden 9/11 2001 har de danske politikere dag efter dag, uge efter uge kæmpet en indædt kamp for, at tage alt magt fra borgerne. Forbud, påbud, nye regler og love. Terrorpakke 1, 2, og vel snart også nummer 3. Vi må ikke noget længere. Alt skal være forbudt. Vi skal være bange for alt. Vi kan ikke tage vare på vores eget liv, og derfor skal der lovgives om alt. Jeg er træt! Træt af regler, træt af det stigende bureaukrati der bliver skabt i takt med, at der kommer nye regler, love og håbløse kontrolnidstandser. Det er åbenbart hvad man får ud af, at have en LIBERAL regering ved magten i 9 år. Jeg gruer for fremtiden!
