+1

At lægge skylden på personalet er som at bebrejde arbejderne i et kommunistisk system, at de ikke yder lige så godt som arbejderne i et kapitalistisk.

Det fritager på ingen måde personalet fra deres ansvar for at de er uengagerede og sjuskede, men den primære årsag er systemet, der giver incitament til denne adfærd.

Problemet er at personalet med næb og klør beskytter systemet. Personalet ER systemet. Hvis DSR kom ud og anbefalede en opsplitning af sygehussektoren i små, privatiserede (eller bare uafhængige, selvejende) afdelinger med fri prisdannelse (dog stadig betalt af det offentlige) så ville det være mere plausibelt ikke at skyde på personalet.

Men nej, da sygeplejerskerne strejkede, var det da for mere frihed til at gøre deres arbejde bedre, eller mere system?

"Problemet er at personalet med næb og klør beskytter systemet. Personalet ER systemet."

Tror du virkelig, at alle - hver eneste én - som er ansat i sundhedssektoren er imod mere konkurrence, mere privatisering, mere fri prisdannelse, osv.? Pas på du ikke dænomiserer mennesker, som i virkeligheden er på din side, eller som med en smule positiv oplysning kunne komme det ...

Det er netop defor der er både rimeligt og fornuftigt at "diskriminere".

Har man indtryk af at nogen i en bestemt gruppe opfører sig på en bestemt måde så slutter man selvfølgeligt deraf at hele gruppen opfører sig sådan.

Er gruppen utilfredse med deres rygte så må de sgu' selv gøre noget ved det og ændre på tingene. Indtil da er de alle sammen udsatte for samme kritik.

Det er derfor det er rimeligt at sige at "Alle Finner går med kniv"!

Man kan også sige tilsvarende om kvinder, negre, tyskere, håndværkere og stort set alle andre grupper.

Kort sagt det gælder om at gribe i egen barm - også som gruppe.

Prøv at google NAWALT

"Har man indtryk af at nogen i en bestemt gruppe opfører sig på en bestemt måde så slutter man selvfølgeligt deraf at hele gruppen opfører sig sådan."

Et ubehageligt kollektivistisk synspunkt, hvis du spørger mig.

OK, you win. Jeg omformulerer min erklæring:

"Problemet er at et stort flertal af personalet med næb og klør beskytter systemet. Et stort flertal af personalet ER systemet."

Lidt mere kluntet, men ca. samme resultat. Kan vi diskuttere substans nu?

Det er meget meget simple market dynamik.

1. Får EN person en dårlig oplevelse, så finder 10 andre folk ud af det.

2. Får EN person en god oplevelse, så finder 2 andre folk ud af det.

Dette er hvorfor virksomheder (og burde være offentlig myndigheder) indstiller til deres medarbejder at alle skal få den bedst mulige behandling, således at goodwill ikke går ned for virksomheden - uheldigvis er goodwill ligegyldigt for offentlige instituitioner, og monopoler.

Altså man skal satse på at mindst 9 ud af 10 får en god oplevelse, således man kan bibeholde status quo..

Jeg har selv været med at vende en virksomheds goodwill, fra dårlig til god, basalt set var synspunktet fra udlandet, at man aldrig skal sende noget til den Danske afdeling for det blev aldrig lavet, eller virkede ikke..     Det eneste det tog for at vende denne negative good will, var at EN medarbejdere tog te-teen og sørgede for ALT blev udført til punkt og prikke, og der blev fulgt op på alt..   Dvs, intet blev glemt, intet blev lavet middelmådigt, og intet slap for at blive gennemgået..   Efter 12 måneder blev holdningen - hvis det skal laves, og laves godt, send det til den Danske afdeling..

Så man kan konstantere, at..

Hvis en gruppe ikke performer, og der bygges op enorm badwill at.

1. Der er ingen der følger op på at ting er gjordt ordenligt.

2. Der er ingen der tager ansvar for gruppen, ej heller at nogen i gruppen tager ansvar for at gruppen fungere.

3. Der er ingen der sørger for at "kunden" får en god oplevelse.

4. Der er ingen styring på gruppen.

Derfor kan man godt sige at personalet - som helhed - er problemet, da i virkligheden tager det ikke meget for at vende en negativ situation til noget positivt..  

Dårlig ledelse kan også underminere gruppens arbejde, men de kan kun bedømmes som en gruppe, da det kræver en insigt som "kunden" aldrig får, for at se hvad der rent faktisk sker inde i gruppe.

Så jeg mener ikke at det er forkert at formulere at det hele gruppen der er problemet..

Man må antage at de er i mindretal, ellers ville umeldingerne fra DSR nok se anderledes ud. DSRs ledelse er trods alt demokratisk valgt af medlemmerne.

Dette mindretal har så ikke formået at organisere sig eller på anden måde ladet sig selv komme til udtryk på nogen konsistent måde. Uanset årsagen til denne stilhed, er det en stilhed dette mindretal vælger at leve med, og dermed samtykker de.

Selvfølgelig findes der sundhedspersonale med disse holdninger, men som gruppe formår de ikke at udtrykke dem, og derfor er det rimeligt at sige at gruppen ikke har disse holdninger.

Se kommentar ovenfor.

Hvis de ansatte i Fona ikke er flinke, så får Fona et dårligt ry og det hæfter på dig hvis du er ansat dér. Derfor kan du kun arbejde på at forbedre tingene eller finde et andet sted at arbejde.

Sålænge ansatte i Fona ikke er flinke så hænger rygtet på dem.

Iøvrigt er kollektivisme at forlange at vi skal stå sammen om noget vi ellers ikke er fælles om. Det hér er det modsatte nemlig at skelne mellem sig selv (sine egne) og nogle andre. Det er meget fornuftigt at gøre sådan det skaber individualisme og tvinger folk til at tage ansvar for sig selv. Netop dette er også grunden til at de kulturradikale gerne vil forbyde os at diskriminere.

Det er helt forkert at skyde på personalet. Fejlen i det danske sundhedssystem er den planøkonomisk konstruktion, hvor personalet kun har et svagt incitament til at være engagerede og innovative mens det ikke har nogen væsentlig konsekvens at være "uengagerede og sjuskede".

Ansvaret ligger hos de fjolser, der er imod privatisering af sundhedsvæsenet.

Bingo. At man så udefra kan undre sig over manglen på engagement, er en anden sag. Men mennesker er enormt egoistiske - sæt dem i den rette* incitamentsstruktur og se, hvordan tingene pludselig kan ske.

*Med "rette" mener jeg:

- Sammenhæng mellem indsats og belønning

- Belønning skal være både økonomisk og i form af anerkendelse

- Tilstrækkelig belønning øger sandsynligheden for avancement

- Mulighed for at kvalificere sig til avancement

- Uanset hvor flad en struktur, der opereres med, skal der være formelle eller uformelle måder at avancere på.

Kære ErikH

Jeg er helt enig.

At der handles på tværs af reglerne blev bl.a. afsløret på Herlev Hospital, da det viste sig at journalerne fik indført et ønske fra patienten, om ikke at blive genoplivet ved hjertestop - helt uden at patienterne var blevet spurgt.

Usynlige regler og handlemåder, stridigheder med mere - er i modstrid med demokratiet, og er ikke i befolkningens interesse.

I sidste instans er dette tegn på, at folketings-demokratiet er ved at glide befolkningen af hænde. Befolkning og demokrati har brug for synlighed.

Læs min artikel om dette store demokratiske problem:  INTERNT BRØDNID=>FORSINKET KRÆFTBEHANDLING.

Med venlig hilsen

Ane K Due

Og det med at "travlhed" er lig med en "normal" arbejdsdag på 7½ time kan de fleste der har observeret offentligt ansatte nok nikke genkendende til. 

Men bevares, man skal jo også være frisk når man i fritiden kører en lille sidegesjæft som "privat udbyder" af f.eks operationer, med brug af hospitalets infrastruktur og udstyr. 

Men er det netop ikke et eksempel på et system, der "virker", men hvor hovedproblemet er tidsaspektet samt den personlige service. Den manglende priorietring mellem ting, der ikke kan vente, og ting der kan vente. Når der skal være behandlingsgaranti for mindre alvorlige lidelser går det jo ud over behandlingstiden for de alvorlige lidelser.

At blindtarmen sprænger før operation eller under operation er jo en komplikation som er statistisk forventelig.

Og det er jo positivt, at de faktisk opdager kræften i blindtarmen. De har altså ikke bare "smidt den ud", men faktisk sendt den til yderligere undersøgelse. Havde hun ikke fået blindtarmsbetændelse var den kræft aldrig blevet opdaget, før den sikkert var blevet ret stor og havde givet andre symptomer.

Systemet virkede ved et tilfælde; havde kræften nået sit aggresive stadie, så kunne den jo have spredt sig meget i løbet af de tre måneder det tog før hun blev opereret.

Så vidt jeg er orienteret smides intet bare i skraldespanden, alt bliver sendt ind og bliver analyseret.

Da jeg i en længere tid lå på hospitalet efter en trafikulykke observerede jeg to groteske fejl

1) en ældre dame, sikkert i 70'erne, fik lavet en ny hofte. Da hun kom ud af narkosen og vågnede opdagede de, at hun havde fået en ny hofte i den forkerte side. Hende havde jeg dog ikke talt med, og jeg ved ikke hvad der videre skete for hun blev kørt væk så snart rygtet var nået til de andre patienter på gangen.

2) en anden patient, "Falk", jeg talte rigtig meget med, en "yngre" mand, måske 40 år, havde fået lavet en ny hofte. Men han sagde det føltes forkert, at han havde ubegribelige smerter. Han lå og jamrede sig om natten, og efter en uges tid blev han kørt på enestue og døren lukket. Når han bad om smertestillende fik han af sygeplejersken at vide, at han ikke havde brug for mere morfin men en psykolog! Den hvidhårede overlæge, der opførte sig som en slags menneskelig gud i bedste horus-stil, farede som en vind med stormstyrke mellem patienterne en enkelt gang om dagen, men "Falk" var opgivet - det var åbenbart et psykologisk og ikke medicinsk tilfælde, havde man vedtaget. Selv jeg kunne se der var noget rivravruskende galt. Til alt held blev det jul, ca efter 14 dages jamren, og selve juleaften kom der så en yngre læge som afløser for overlægen. Han kiggede på Falk i 5 sekunder og sagde så : "Du skal faste fra nu og ned på operationsbordet så hurtig som muligt". Der var gået stafolykokker (eller hvad det var) fra hoften og længere op og helt ned i underbenet. Det var dette der selv for en lægmand var så tydeligt. Så blev jeg selv udskrevet, omkring nytår, men besøgte Falk et par gange senere. Sidst jeg så ham lå han uden hofte, som en slags vanskabning, fuldkommen væk på smertestillende. En dag var han væk.

Udover tåbelige regler indført af endnu tåbeligere politikere, så lider det danske sygehusvæsen af en fejl, som du beskriver glimrende med dine eksempler: Manglende evne til at tro på, at patienten faktisk selv har en kvalificeret mening om deres helbred.

Jeg kender en, der fik at vide, at hendes meningitis og 40 graders feber ikke var værd at undersøge, for det var bare hold i nakken, kun pga. af en årvågen Falck-mand blev en undersøgelse og behandling sat i gang. Samme person blev også sendt hjem fra hospitalet med en blodprop i benet. De nægtede at undersøge det, men ville gerne undersøge hendes arm. Det er jo helt hul i hovedet.

Ja, der går altså ikke røg af en brand der ikke er ild i, eller hvad man siger. Mon der findes nogen der IKKE har et førstehåndskendskab eller andenhåndskendskab hos familie eller bekendte der har oplevet noget lignende?

Der virker til at være en slags kultur præget af magtfuldkommenhed, fokus er faget, ikke patienten. Operationen lykkedes men patienten døde, altså en succes. 

Jo desvárre.

Kære Allan H. Nielsen,

Jeg er desværre uenig med dig.

Problemet er IKKE at politikerne IKKE laver retningslinier.

Politikerne laver masser af retningslinier.

Problemet er i stedet at politikerne er ved at miste magten over praksis.

Og det er alvorligt.

For det betyder at folketingsdemokratiets, altså de folkevalgtes, mulighed for at styre og påvirke dem der arbejder for skattekroner, er ved at forsvinde.

Demokratiet glider befolkningen af hænde.

At der handles efter usynlige regler blev bl.a. afsløret på Herlev Hospital, da det viste sig at journalerne fik indført et ønske fra patienten, om ikke at blive genoplivet ved hjertestop - helt uden at patienterne var blevet spurgt.

Dette - altså usynlige regler, stridigheder med mere - er i modstrid med demokratiet, og er ikke i befolkningens interesse.

Befolkning og demokrati har brug for synlighed.

Læs min artikel om dette store demokratiske problem:  INTERNT BRØDNID=>FORSINKET KRÆFTBEHANDLING.

Med venlig hilsen

Ane K Due

Problemet er i stedet at politikerne er ved at miste magten over praksis

Det er jo helt evident. Se bare gårsdagens historie med ham overlægen fra Odense, der til overflod tilmed hedder "Hovendal", som helt egenhændigt havde besluttet at Aalborg hospital ikke er godt nok, og derfor obstruerede politikernes ønske om behandlingsgaranti eller udnyttelse af ressourcerne bedst muligt. 

Det giver begrebet "fagidiot" en ny betydning. Det kan være at Aalborg ikke er verdens mest avancerede hospital, men patienter med agressiv kræft i bugspytkirtlen er sikkert lige glade - de vil bare behandles..

Hvis han ikke kan stå inde for kvaliteten af hans kollegaer, virker det ansvarligt ikke at sende patienter videre.

Men så må man gøre noget andet for at imødegå ventetiderne.

Det er fuldkommen rigtigt, men der er tilsyneladende tale om et helt subjektivt skøn. 

http://www.dagensmedicin.dk/Pages/PrintNewsArticle.aspx?printPageId=110416

»De er rigtig dygtige i Aalborg, men de behersker ikke hele paletten. Vi er meget ambitiøse for, at vores patienter får den bedste behandling og ikke får lavet unødvendigt kirurgi, og resultatet er optimalt - og der er kun den ene chance,«

...

»Det er for mig at se en usædvanlig og meget personlig udlægning af det, der ligger omkring det formaliserede samarbejde, som vi har med Aalborg, og derfor må det bringes i overensstemmelse med den generelle opfattelse vi har i regionen, og vi er helt uenige med ham‚« siger Peter Frandsen til TV2 Nyhederne.

Han understreger, at Sundhedstyrelsen har anerkendt Aalborg Sygehus som en behandlingsmuligheder for patienter med kræft i bugspytkirtlen, og han vil derfor snarest muligt sikre sig, at Odense Universitetshospital orienterer patienterne om alternative behandlingsmuligheder på alle andre hospitaler i Danmark.

 

Han er altså uenig i Sundhedsstyrelsen, og i øvrigt med f.eks Rigshospitalet der ikke har noget imod at henvise til Aalborg, som det fremgik af TV2. Er det ansvarligt at lade patienter vente 4-6 uger, fordi et hospital efter hans mening "ikke behersker hele paletten"? Alternativet selv ift behandling med "unødvendig kirurgi" er døden, som han selv siger er der kun denne ene chance.  Det afgørende ved den slags kræft er hurtig behandling. 

Han burde, hvis han mener det er uansvarligt, rejse problemstillingen over for Sundhedsstyrelsen, gerne sammen med de øvrige hospitalers speciallæger. Det nytter ikke han bare lader være med at henvise patienter, og på den måde fører "sundhedspolitik" med patienter som gidsler. 

ErikH, uanset hvor meget man klager og gør ved - så sker der ikke en skid!
I langt hovedparten af tilfældene hvor der klages over en læge, så får man afvist sagen.
Jeg blev opfordret til at klage over en læge - af andre læger, på et andet sygehus - og 2 af disse læger hjalp med at lave klagen, fremlægge dokumentation og udtalelser imod den første læge, alligevel blev sagen afvist i patientklagenævnet (efter 1 år!) da man mente at lægen var i god tro.

Dette på trods af flere andre involverede lægers klare opbakning, til mine oplevelser - og en klar forværrig af mine prognoser grundet første læges alvorlige mangel på at forholde sig til det faktuelle - og ikke blot min unge alder!

Jeg er virkelig ked af det på dine vegne Sandra og når man er syg har man jo netop ikke overskuddet til lange klagesager. Det er beskæmmende og jeg tror desværre enhver må tage sine forholdsregler med både privat sundhedsforsikring og helst også en opsparing der kunne financiere behandling på et udenlandsk privathospital.

Tak, du behøver nu ikke være så ked af det på mine vegne - jeg kan stadig brokke mig, klage og råbe stop, og så er alt slet ikke så slemt endda - men du, jeg og alle andre bør være kede af det på den gamle dame på 80, som ligger i sit eget skidt dag ud og dag ind, som kun når at få hjælp til to mundfulde lunkent mad inden sygeplejerskerne igen haster videre.
Min sidste sidekammerat på hospitalet - som ikke kunne gå, men dog alligevel fra plejehjemme var vandt til at komme op af sengen og i en stol. I samtlige 4 dage jeg var der, var hun ikke oppe, hun blev ikke vasket, hun fik ikke rent tøj eller sengelinned på. Og damen selv havde såmænd givet op!

Drops der ikke blev skiftet, så de havde tilbageløb fra 12 aften til 8 morgen. Medicin der skal gives i bestemt tidsinterval blev skubbet i op til 4 timer - jeg kan blive ved.

Det er horribelt at vi byder vores ældre og svage en sådan behandling. Jeg græmmes!

Lad mig lige gnide salt i såret.

I 1998 oplevede jeg lignende, beskidt behandling på det nærmeste regionssygehus og overvejede at klage.

Det fortog sig, for den, jeg skulle klage OVER, var jo i sidste ende regionsborgmesteren.

Den, der var formand for patientklagenævnet, som jeg skulle klæage TIL, var TRALLERAAAHHH! - du gætter det aldrig! - sørme også regionsborgmesteren!

Så kan regionsborgmesteren selv sidde og sortere klagerne i to bunker: Bunke 1: Relevante klager og Bunke 2: Irrelevante klager fra brokkerøve.

Sjovt nok var der ingen i Bunke 1.

Helt som i Albanien under socialismen.

Det er nemlig sådan det er!

Og systemet beskytter sig selv - til døde!

Mon ikke det var det nærmeste amtssygehus dengang - bare lige for at skralde en flue.

Sandt nok.

Men i dag er det det nærmeste regionssygehus, så begge benævnelser passer.

Hej Hank,

Jeg har selv været flere gange på hospitaler og du har fuldstændig ret. Behandlingen der er langt bedre end i Danmark, tro det eller lad være.

De såkaldte 3de verdenslande har på deres privathospitaler LANGT bedre service og behandling end i Danmark. Det er derfor ikke uden grund at medicinsk turisme blomstrer i Kina og Thailand.

Jeg vil stærkt anbefale folk med lidelser at tage på ferie dertil og samtidig få en ordentlig lægebehandling. Jeg kan personlig anbefale Bumrungrad og Samitivej i Bangkok.

"Danske læger har en arbejdsuge på 35 timer (betalt frokost). Al snak om travlhed er useriøst."

Vi kan godt blive enige om, at læger har komplicerede og stive overenskomster, men blandt de læger jeg kender er det ganske almindeligt, at man arbejder langt mere end 35 timer. At læger (som gruppe) skulle bruge mindre tid på arbejde end andre mennesker, den køber jeg ikke. En stor del af en læges løn er ofte overarbejde - overenskomsten på dette område er i øvrigt så kompliceret, at mange læger opgiver at forstå, om de får løn i overensstemmelse med deres kontrakt.

Rigtig mange steder udbetaler man ikke overarbejde længere men derimod afspadserer man... Så kan man jo altid diskuterer, hvorvidt det er godt eller skidt :-)

Lægerne kan afspadsere. Meget overarbejde foregår på private sygehuse.

Jeg deler desværre ikke din optimisme. Jeg tror desværre det bliver omvendt, fordi de gamle dinosaure blev skolet i en tid hvor de dels arbejdede langt mere og i et system hvor faglig dygtighed og ikke systemtro var afgørende for om man kom frem.

Jeg læste for 10-15 år siden en artikkel af en ældre overlæge der talte om de unge læger der arbejde alt for lidt til at få den rutine der skulle til for at blive dygtig. Han rådede folk til at finde en gråhåret overlæge eller en udenlansk læge hvis man havde muligheden.

Jeg håber jeg tager fejl.

Jeg håber også, du tager fejl :-)

Der er ingen tvivl om, at der kræves en mentalitetsændring i form af villighed til at arbejde længere - desværre er systemet rigidt og belønner ikke gode indsatser, og desværre er mange unge mennesker luddovne.

Men jeg synes nu, at jeg kan fornemme en klar mentalitetsforskel mellem de nuværende studerende og de lidt ældre læger - empatien og viljen til at udføre et ordenligt stykke arbejde er mere udbredt blandt yngre læger, der faktisk ofte råber op om de hjernedøde forhold og retningslinier. Men som ansættelsesprocedurerne er i dag, skal man vist ikke råbe alt for højt - desværre.

Men jeg synes nu, at jeg kan fornemme en klar mentalitetsforskel mellem de nuværende studerende og de lidt ældre læger

Den forskel vil forsvinde.

De ældre læger var sikkert også rare,empatiske og opsat på at forbedre livet for patienterne da de var nyuddannede, men efter mange år i det offentlige system blev de de arrogante nedladende røvhuller vi kender dem som.

Det samme vil ske for de nyuddannede læger.

Jeg har kender og er i familie med læger. Jeg spørger dem ofte, hvor de vil indlægges, hvis de skulle blive syge. Uden forskel peger de på et privathospital i udlandet. Hvilket er kun afhængig af sygdommens art.

Don't go to a hospital. It's a place where people die.

Og det er ikke engang løgn. 

Der findes nogle ret veldokumenterede eksempler på at strejke blandt læger markant reducerer dødeligheden på hospitaler. Det mest velkendte og gennemarbejdede eksempel er vistnok det fra Israel i 1983 http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/more_or_less/7408337.stm men man så det samme i Israel i 2000 http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2000-27-5-1-Aktuelt.aspx, og set lignende i Los Angeles, hvor en imndre strejke der varede en måned hurtigt fik dødsraten til at falde med 18% http://healthwyze.org/index.php/component/content/article/502-death-rates-drop-when-doctors-go-on-strike.html Jeg mener der var tale om noget lignende i Danmark, da sygeplejerskerne strejkede (sidst)

Man skal ikke overfortolke, men jeg personligt har en teori om, at en hel del mere behandling end vi går rundt og tror er hvad man kan kalde "eksperimentiel", og i mange andre tilfælde "overdrevet". Jeg har ikke spor lyst til at komme i klørene på det sjak, f.eks hvis jeg får kræft. Behandlingen ser heller ikke morsom ud, og hvor meget virker? En hospitalslæge vil sikkert være uenig.

Det er en pæn måde at formulere det på..

Jeg tror nærmere at mange er inkompetente, og bruger medicin uden at undersøge om det er nødvendigt.

Feks har jeg været inde til en læge.

Jeg føler mig deprimeret - Oh, her er en stak lykke piller (uden at undersøge sagen - jeg afslog, da jeg nægter at tage piller hvis lægen ikke kan forklare hvordan han kom til diagnosen).

Jeg har ondt i ørene - Oh, her er en stak pencilin.

m.v.

Jeg har hørt ligende fra familie medlemmer, hvor en beklagede sig over ondt i ryggen, og fik gigt medicin til at tage smerten, på trods af denne lidelse var udbret blandt hans søskende, og en del af dem kom af med rygsmerter ved at træne ryggen.

Men for lægerne er det - tag de her piller - Hvis du stiller spørgsmål ved deres diagnose bliver de fornærmet.

Feks havde jeg en mellemøre betændelse, og lægen uden at se mig, gav mig et recept på øre dråber, da jeg havde smerter uden lige, brugte jeg dem... Der stod på dem at man ikke måtte bruge dråberne hvis man havde hul på trommehinden - det viste sig, da lægen (en specialist) endelig havde tid til at kigge på det at jeg havde en sprungen trommehinde..   Han sage, det var ligemeget hvad der stod på medicienen, og at jeg skulle bare gøre hvad han sage...  Sjovt nok, har jeg i det øre store problemer med tinnitus, er halvdøv på øret, og den runger som jeg ved ikke hvad, stadigvæk her ca 2 år efter...  Jeg kan ikke påvise sammenhænget, men ......

Uden at de reelt kigger på problemet.

Det forkommer mig de fleste læger laver symptom behandling med medicin som har store bi-virkninger, hvor bivirkningerne ofte er værre end årsagen...   Samt som det ses i denne læges tilfælde at han fik fejlagtig både sukker syge, og nyre medicin, som - i min ikke lægelig viden - kan være dødelig for en der ikke lider af sygdommen...

Så jeg mener der seriøst, hvis du vil et langt liv, undgå lægen som pesten, og undgå hospitaler, og kun brug dem, hvis du vil dø hvis du ikke bruger dem.

+13.700.000.000^2

Det er måske typisk "mænd", men udover at blive lappet sammen efter uheld, skader osv - mekaniske ting, tror jeg aldrig jeg har oplevet at én eneste er blevet kureret for en sygdom. Man må erkende livets realiteter. Det er et lotteri. Med min levevis, jeg ryger og drikker t.ex for meget, bør jeg statistisk set få en slags livsstilsygdom med tiden. Men jeg har altid været frisk, altid været den der havde færrest sygedage på arbejdspladsen osv. Den slags findes også oppe i hovedet, tror jeg.

Og jeg gider ikke klamre mig til livet hvis det betyder operationer, smerter og dårlig livskvalitet - blot for et urealistisk håb. Jeg er ikke meget værd, som menneske, verden går ikke glip af en stor genialitet der kan frelse andre. Så for lang tid siden har jeg besluttet at jeg ikke vil gennemgå de sindssyge behandlinger jeg har set andre være udsat for, uden resultat. Det er også et urimeligt krav at stille til samfundet. Giv mig noget smertestillende, så spiser jeg nogle gulerødder og lidt god suppe og tager chancen.  Det er naturligvis nemt at være frisk og frejdig som ikke-syg, og det afhænger også af typen af sygdom, men det er noget jeg har reflekteret over i 20 år. 

BTW : Det virker bare til at ALLE har rigtig dårlige erfaringer med sygehusvæsenet. 

Man kan også bare dø. Det er næsten gratis.

Interessant. Det ville jeg godt nok hellere end mit sundhedsbidrag, min sundhedsforsikring og tandlægeregninger oveni. 

Faktisk er det godt nok meget billigere en skatten, det siges op til 10% i danmark beslaglægges til sunhedsvæsenet, dvs minimum 20 000 - 25 000 per Dansker, og omkring 40 000dkk i gennemsnit, og så dækker det ikke tandlæge behandlinger...

Så 20,000 - 25,000 er godt nok billig.

Ja, det er international expat forsikring, spørgsmålet er om det gælder i DK også, men 25K for 3 mio euro i dækning i hele verden plus tandlæge er jo umådelig billigt sammenlignet med det skodprodukt staten kan tilbyde.

Det er også det jeg tænker... og så yderligere at den er international.