Tiden er jo for nytårsfortsæt, og Sam Harris tweetede mig denne interessante artikel: A New Year's Resolution for the Rich. Hans nytårsfortsæt er motiveret af den samme frustration, som vi danskere også kæmper med for tiden. Vores uddannelsessystem (og det meste andet) synes at være på vej ned i afløbet, og vores politikere synes ude af stand til at bremse udviklingen, når der også skal tages hensyn til deres karrierer, ministerpensioner, diæter og andre kortsigtede rævekager.
På overfladen kan artiklen godt lyde som en Michael Moore udgydelse, men det bliver hurtigt interessant jo længere man kommer ned. For der er noget andet på spil, krydret med en art "Spider-Man" morale. Der er da også en vis sandhed i at lade de bredeste skuldre løfte læsset - eller som Spider-Man's motto er: "With great power comes great responsibility".
Og lidt uvant i utaknemmelige, liberale sammenhænge, så er han faktisk en dybt taknemmelig mand, og man må da også spørge, hvad mennesker med trecifrede millionbeløb eller endog milliarder af dollars lider af afsavn, hvis de anvendte en del af deres heldigt og dygtigt erhvervede formuer til noget andet end den 117. limousine?
Med andre ord agiterer han for, at hvis Staten ikke kan finde ud af det, så kunne de aller, aller rigeste overveje, hvad det egentlig er for et samfund, som de ønsker at være borgere i, endsige lade deres børn vokse op i? Varmen i bukserne kan nemt udvikle sig til en klam fornemmelse, hvis ingen i fremtiden har råd til at købe deres produkter, og hvordan skal de, deres børn og deres land klare sig, når Korea, Kina og andre sænker dem ned i en (relativ) afgrund af dårlig uddannelse og drivkraft.
Det er frustrerede ord.
Men hvad andet er der at stille op end at bygge en kompetent ledet super-fond, der kan bryde isen og skabe de uddannelser, som vi ikke har råd til at lade være med at have?
Træls som det måske kan lyde, at man sådan skal til at tage ansvar, så er svaret i hvert fald ikke: "Det kan ikke passe, vi betaler nok i skat til den skole ...". Det løb synes kørt.
På en personlig note er Sam Harris en af mine store forbilleder, og jeg deler hans dybe tilfredshed med eget liv, muligheder og det svineheld, at jeg er født med gode nok egenskaber til at følge med og konkurrere med de kloge hoveder omkring mig. Ikke at jeg er super rig (I wish), men jeg har brede nok skuldre til at give den et ekstra nøk. Af den tilfredshed vokser der paradoksalt nok en mangel på vampyr-lignende grådighed frem, for hvor mange røde bøffer, rødvin og biler har jeg egentlig brug for?
Altså for at blive mæt?
Vampyrerne og denne verdens Citizen Kanes har deres Rosebud. Må de huske, hvad der i sandhed er vigtigt for dem.
Godt nytår og godt valg!
