Nej, det er ikke godt for Danmark, at Vestager "repræsenterer" Danmark i EU

Jeg biver snart blå i hovedet og med gule knopper, hvis jeg læser flere politikerkommentarer om, at det er godt for Danmark, at vi bliver repræsent...

Torben Mark Pedersen,

31/08/2014

Jeg biver snart blå i hovedet og med gule knopper, hvis jeg læser flere politikerkommentarer om, at det er godt for Danmark, at vi bliver repræsenteret af Vestager i EU.

For det er ikke godt for Danmark. Og hun vil ikke repræsentere Danmark.

For det første repræsenterer hun ikke nogen. Overhovedet. Hun er udpeget i en hemmelig proces bag lukkede døre og har ingen som helst demokratisk repræsentation eller legitimitet. Ingen har stemt på hende som Kommissær, og hvis der havde været en dansk folkeafstemning om kommissærposten, er det sikkert som amen i kirken, at det ikke ville være blevet Vestager, der var blevet valgt.

Mere alvorligt, så repræsenterer de nationale kommissærer kun i meget ringe omfang det land, de kommer fra. Tværtimod må man sige som EU-kritiker: Kommissærerne bliver en del af en EU-magtelite, der har deres egne EU-politiske mål og interesser at varetage, og kommissærerne kommer til at arbejde for en føderalistisk udvikling i EU med en stadig stigende koncentration af politisk magt i de ikke-demokratiske overnationale EU-institutioner, de arbejder for en fortsat funktions- og kompetencetømning af de demokratisk valgte nationale parlamenter, en fortsat bureaukratisering af politik i hele EU og en økonomisk udvikling i retning af stadig mindre markedsøkonomi og stadig mere planøkonomi, regulering, miljøhysteri og statslig intervention i økonomien.

For så vidt den enkelte kommissær overhovedet gør en forskel, og for så vidt Vestager vil agere væsensforskelligt fra en anden - lad os sige - socialdemokratisk kommissær, så er det kun til skade for det borgerlige Danmark, for liberale og for konservative, at Margrete Vestager bliver kommissær, for hun er om nogen en føderalistisk super-europæer, der vil trække EU endnu mere i den forkerte retning. Til skade for Danmark og til skade for vores frihed og velstand.

Kilde: