I år er det 100 år siden 1. Verdenskrig brød ud. Derfor er der mindehøjtideligheder, bogudgivelser og mediefokus på denne skelsættende katastrofe. Jyllands Postens Per Nyholm, som jo er en af skribenterne bag ”En ny fortælling om Europa”, vil tilsyneladende også i denne omgang med på vognen. I hvert fald skriver han om årsagen til 1. Verdenskrig i en søndagsklumme. Ingen, der har læst PN´s klummer, kan være overrasket over, at han udnævner de europæiske nationalstater og nationalismen til de skyldige.
”En ny fortælling om Europa” sætter jo nærmest lighedstegn mellem EU og Europa, hvilket nok kan kaldes et propagandatrick. Europa er et geografisk område med mange folkeslag; mens EU er et topstyret bureaukrati. Det negative syn på nationalstater og nationalfølelse, som er en forudsætning for opbygningen af EU, fører let til simplificering af Europas historie eller endnu værre: på totalitære afveje. Årsagerne til 1. Verdenskrig er en hel del mere kompliceret, end PN og andre EU-tilhængere foregiver.
Det følgende er foruden velkendte historiske værker hovedsagelig baseret på en skandinavisk to-binds udgave af ”Verdenskrigen i tekst og billeder” redigeret af magister P. A. Rosenberg og udgivet i august 1918, altså før krigen var afsluttet. Ingen vidste på dette tidspunkt, hvad udfaldet ville blive; hvem der var taber eller vinder, og især ikke hvem, der kunne skrive historien om krigen, for det gør som bekendt sejrherren.
Værkets første ca. 200 sider beskriver ”Situationen ved Verdenskrigens udbrud”, og ”Den østrigske Note til Serbien og Serbiens svar”. Intet tyder på, at krigen kom pludselig og uventet, eller at nationalismen var hovedårsag. Der er derimod en lang række af årsager, der bunder i begivenheder i det sidste halve århundrede før krigen. Vigtigst er de 5 europæiske stormagters + Osmannerrigets og deres herskeres (konger, kejsere, zar) elitære og arrogante magtspil.
Det er værd at lægge mærke til, at ingen af de 6 stormagter var nationalstater; de var imperier. Ingen var demokratiske i nutidens forståelse; men topstyrede af en snæver elite.
Et karakteristisk træk er, at alle 6 imperier efter Tysklands sejr over Frankrig i 1871 var meget optaget af at skaffe sig alliancer og forsvarsforbund. Mistilliden var stor. Den tyske kansler, Bismarck, havde ikke kunnet afværge en relativ hård fredstraktat med Frankrig, som bl.a. måtte afstå Alsace-Lorraine. Derfor følte kansleren sig ikke sikker mod en fransk revanchisme.
Tysklands samling under preussisk ledelse og det nye kejserdømme, der blev proklameret i januar 1871 havde introduceret en ny stormagt i Europas centrum, som de andre - bortset måske fra Dronning Victorias (af Huset Hannover) Storbritannien – betragtede med skepsis. Dette ændrede sig, da Edvard d. VII kom til magten i 1901. Han begyndte straks at organisere en Entente-ring omkring Tyskland bestående af Frankrig, Rusland og England, hvilket siden skulle vise sig at være én af årsagerne til Verdenskrigen.
En anden ligger – naturligvis - på Balkan og er en følge af Osmannerrigets langsomme forfald. Så tidligt som i året 1876-77 kom det til opstand og voldsomme kampe i provinserne Bosnien, Hercegovina og Bulgarien. Understøttet af Osmannerrigets vasalstater, Serbien og Montenegro, fik disse stater tilkæmpet sig selvstændighed. Afgørende var, at den russiske zar, Aleksander II, modstræbende så sig nødsaget til med våben at understøtte disse folks frihedskamp, fordi Rusland var ledende i ”Den Panslaviske bevægelse”.
Der er imidlertid mange andre årsager til krigen, f.eks. den engelsk-franske konvention fra 1904, som gav Frankrig frie hænder i Marokko og England det samme i Ægypten. En politisk strategi, der - helt bevidst - var på tværs af kejser Vilhelm d. II´s store planer om på verdensscenen at optræde som den ”Muhammedanske Verdens Genoprejser og Protektor”, en ambition han havde givet udtryk for allerede i 1898!
I 1908 annekterede kejser- og kongeriget Østrig-Ungarn de tidligere osmanniske provinser Bosnien og Hercegovina. Det vakte stor vrede i Serbien – bl.a. fordi, der boede mange serbere i disse områder. ”Den Panslaviske bevægelse” pustede til ilden; en krig forekom uundgåelig. Men Rusland havde et par år før overraskende tabt den fjernøstlige krig til Japan. Derfor trak Aleksander d. II sig nu på Balkan; ja, han måtte ovenikøbet undskylde over for Østrig-Ungarn. En ydmygelse, hverken han eller serberne glemte. Dr. phil. R. Besthorn skriver (1918): ´”Serberne begyndte en energisk Agitation i Bosnien og Hercegovina mod Østrig-Ungarn og Kaprustningernes Æra begyndte”.
I året 1912 dannede Bulgarien, Serbien, Grækenland og Montenegro under russisk påvirkning et hemmeligt ”Balkanforbund”, der gik ud på at dele resterne af det europæiske Tyrkiet. Det lille Montenegro erklærede 7. okt. 1912 Osmannerriget krig! De andre stater i forbundet tøvede; men gik med.
Alle havde regnet med, at det ville være en let sag for Osmannerne; men småstaterne vandt! Imidlertid kunne de ikke blive enige om at dele byttet på den efterfølgende fredkonference i London. Konferencen blev sprængt og kamphandlingerne genoptaget d. 3. februar 1913. Nu greb stormagterne England, Tyskland og Østrig-Ungarn ind og resultatet blev, at bulgarerne måtte afstå erobrede områder til Rumænien og Grækenland ved freden i Bukarest august 1913.
Dette skete præcis et år før Verdenskrigen begynder.
Vort romantiske syn på tiden før 1. Verdenskrig – før verden gik af lave - er i høj grad påvirket af bøger som Stefan Zweigs litterære verdenssucces, ”Verden af i går” og lignende længselsskrifter (f.eks. Marcel Prousts ”På poret af den tabte tid” og Oswald Spenglers ”Der Untergang des Abendlandes”). Men (jøden) Zweigs bog er skrevet i landflygtighed i Argentina i 1941, kort tid før han og hans kone begik selvmord. Bogens tendens er præget af forfatterens fremmedgjorthed og nostalgiske hjemvé mod det Wien, som han kendte 30 år tidligere, da han tilhørte en privilegeret, velhavende overklasse.
For Adolf Hitler, som også var indbygger i Wien før verdenskrigen, var byen noget helt andet: en heksekedel af multikulturalisme, i hvilken det østrig-ungarnske imperiums utallige folkeslag var stimlet sammen og levede en mere eller mindre kummerlig tilværelse – depraverede, fordærvede, demoraliserede - underlagt en verdensfjern overklasse, hvorfra de styrende rekrutteredes. Afskyen for metropolen Wien blev en vigtig inspirationskilde til Hitlers nazisme og racisme.
Overklassen i alle 6 europæiske imperier følte det samme: deres position var bygget på sand. Imperierne var kolosser på lerfødder. Selv om Østrig-Ungarn i særklasse var uden indre sammenhæng, gjaldt det alle de andre også: socialismen og klassekampens spøgelse lurede overalt på bunden af imperierne.
I Rusland var kommunisternes revolutionsforsøg slået fejl i 1905; men det ulmede til stadighed – Frankrig havde haft sin Pariserkommune, og Hugos ”De elendige” er jo velkendt, hvis ikke fra andet så fra musicalen!
Storbritannien var nok det mest stabile imperium, især fordi mange kampe blev udkæmpet stedfortrædende i kolonierne – Storbritannien var fra begyndelsen af 1800-tallet nærmest til stadighed i krig et eller andet sted på kloden. Alligevel forudså både Marx og Engels, at den første socialistiske revolution ville blive anført af engelske industri- og kulminearbejdere. (læs f.eks. Drachmanns digt "Engelske socialister")
I hele perioden fra 1871 til 1914 var følelsen af ustabilitet stor - ikke kun internt i imperierne; men også udadtil. Derfor var der travlhed i både officielle og uofficielle forhandlinger om forsvarsaftaler, ikke-angrebspagter og egentlige alliancer.
Selve anledningen til krigen, mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo, viser hvor langt eliten i Østrig-Ungarn var fra befolkningen. I 1909 havde Østrig, som før nævnt annekteret Bosnien, hvilket naturligvis havde udløst stor vrede i det meste af Balkan; men især blandt serberne.
Som et led i sine årlige besøg hos en række hærenheder på manøvre, lagde Franz Ferdinand ruten forbi Sarajevo, og valgte selve Sct. Vitus dag til besøget. Det er den mest betydningsfulde dato i Serbiens historie: årsdagen for nederlaget til Osmannerne på Solsortesletten (Kosovo Polje) i 1389 og indledningen på 500 års besættelse. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at et besøg af den næstfornemste repræsentant for den nye besættelsesmagt på netop denne dag ville blive opfattet som en bevidst ydmygelse og provokation. Men den slags havde den verdensfjerne østrigske overklasse ingen forståelse for, og derved tændtes lunten til den krudttønde, der var blevet fyldt til randen i et halvt århundrede.
Ved at råbe død over nationalstaterne og nationalfølelsen går EU-tilhængerne galt i byen. Nationalstaterne var ikke årsagen til hverken 1. eller 2. Verdenskrig, tværtimod: undertrykkelse af nationer (folkeslag) i imperier er en hovedårsag til mange opstande, revolutioner og krige. (jfr. Balkanlandene, der var besat i 500 år, hvorefter de var en krudttønde)
Det var også den amerikanske præsident Wilsons mening, da han lavede udkast til en fredstraktat i 1919: flest muligt af de europæiske folkeslag skulle have suverænitet og egen regering. Kun det kunne skabe en varig fred!
Men det er glemt i dag. Man siger, at historien gentager sig, bare på en ny måde, hvis man ikke tager ved lære.
Det er måske, hvad vi er vidne til netop nu. EU er fjernt fra de europæiske folkeslag med en elitær, bureaukratisk opbygning, der ikke er meget forskelligt fra Det østrig-ungarske imperium. Skærmydslerne eller magtkampen mellem Rusland og EU omkring Ukraine har vel også visse lighedstegn med begivenhederne på Balkan 1908-14.
Alt dette kunne godt danne grundlag for en tiltrængt revision af ”En ny fortælling om Europa”; men det sker næppe - før det er for sent.
(sendt til Jyllands Posten som forslag til kronik – men ikke antaget)
