Fra et dansk perspektiv kan den sidste tids racerelaterede begivenheder og uroligheder i USA være svære at forstå. Hvordan kan USAs sorte befolkning stadig være utilfredse med racisme i samfundet efter borgerrettighedsbevægelsens ubestridelige succes med at bekæmpe de institutionaliserede former for racisme? Hvordan kan den stadig være utilfreds med de demokratiske politiske virkemidler efter 6 år med en sort præsident? Fra et sådant perspektiv kan den sorte vrede på gaderne virke malplaceret og svær at retfærdiggøre. I danske medier væver ”USA-kendere” ofte rundt i forklaringer om hvordan de sorte er misundelige på de hvide over manglende social mobilitet, eller hvordan de bærer på dybe ar fra ”slave tiden”. Der er naturligvis også faktorer der spiller en rolle, men hvis man lytter til de bekymringer som de sorte udtrykker i medierne, til protester og til hinanden, så er det nogle langt mere konkrete bekymringer de giver udtryk for. Det handler simpelthen om liv eller død.
Hvis man ser på det Amerikanske samfund og politiske kultur of fra et sort perspektiv ser det meget anderledes ud. I medierne som ofte er hvide amerikaneres og europæeres eneste kilde til viden om hvordan sorte oplever verden, behandles sager som ”Ferguson”, ”Trayvon Martin sagen” og ”Rodney King sagen” ofte som enkeltstående begivenheder. For mange progressive hvide står de som uheldige begivenheder hvor raceadskillelse og magt ubalancer stilles på spidsen og får et ekstremt udfald. Eller for konservative hvide ses de som eksempler på at sorte ikke kan tilfredsstilles, og at de simpelthen nægter at tage ansvar for deres egne problemer. Men når USA's sorte selv forklarer begivenhederne, i tweets, på blogs og i medierne, står begivenhederne aldrig alene. De forståes derimod i en bredere kontekst af racebaseret uretfærdighed som udgør en konstant ramme i sorte menneskers livserfaring, en ramme som de møder i deres egne og i deres venners og familiemedlemmers liv, og som de konstant kofronteres med i medierne.
For USA's sorte handler sagen fra Ferguson ikke om hvorvidt Michael Brown var uskyldig eller ej, og heller ikke om hvor langt væk betjenten Darren Wilson stod da han skød. Den handler om det klare mønster af forskelsbehandling som alle sorte oplever fra politiet og fra landets andre retsinstanser. En forskelbehandling som gang på gang betyder at hvide mennesker, med eller uden uniform, kan slå sorte mennesker ihjel uden bevis for skyld, uden rettergang, uden anden motivation en frygt – og ofte uden konsekvenser for drabsmanden.
Michael Brown blev skudt den 9 august med otte skud. Vidner og eksperter er uenige om hvor langt han var fra betjenten på tidspunktet da han blev skudt, om han havde hænderne i vejret, og om han udgjorde en trussel for betjenten Darren Wilson. Men det spørgsmål bliver formentlig aldrig klogere på, for en jury bestående af 9 hvide og tre sorte valgte at Wilson slet ikke skulle sigtes, efter at den offentlige anklager havde fremlagt beviserne. I USA samarbejder den offentlige anklager tæt med politiet, og bestemmer hvilke beviser der forelægges juryen og hvordan de forklares. Dette samarbejde betyder i praksis at juryer stortset altid vælger at tiltale. Medmindre altså den anklagede er politibetjent.
Få uger senere i august blev John Crawford dræbt af politiet i et walmart supermarked i Ohio hvor han gik rundt med en legetøjspistil han netop havde taget i legetøjsafdelingen på vej op til kassen. Han talte i telefon med sin familie og lagde ikke mærke til at en kunde så mærkeligt på ham. Kunden ringede til politiet og anmeldte at en mand gik rundt med våben i supermarkedet. De ankom hurtigt på scenen og inden for få sekunder beordrede Crawford til at smide pistolen og skød ham – inden han nåede at lægge telefonen fra sig. Betjentene blev ikke tiltalt.
9 September 2014, skød og dræbte to betjente i Utah, 22 årige Darrien Hunt. Hunt var iklædt et rollespilskostume og havde et legetøjs samuraisværd i hånden. Betjentene sagde at Hunt svingede sværdet i mod dem og derefter løb væk, og at de var bange for at han ville ”hakke den første han mødte ihjel”, så de skød ham 6 gange i ryggen mens han løb for sit liv. Videoen af begivenheden viser ikke at Hunt svingede sværdet imod betjentene, som ikke blev tiltalt.
Mens Ferguson protesterne stod på 20 november, skød Peter Liang, en nyuddannet betjent fra New York, den sorte Akai Gurley. Ikke fordi 28-årige Gurley havde begået nogen forbrydelse. Men simpelthen fordi betjenten blev bange da han på vej ned på gaden fra sin lejelighed trådte ind i den mørke trappeopgang som betjenten var op vej opad. Betjenten blev ikke tiltalt for drabet der blev anset for at være en ulykke.
I Cleveland den 22nde november, også mens Ferguson protesterne stod på, blev 12 årige Tamir Rice drabt af politiet som var blevet tilkaldt fordi drengen pegede på forbipasserende med en harmløs luftpistol. Manden som ringede til politiet nævnte at pistolen nok var falsk og at det drejede sig om en dreng. Men det forhindrede ikke politiet i at skyde ham ihjel inden for få sekunder efter de ankom på scenen. Og bortset fra at råbe ”hold up your hands”, hvilket Tamir af en eller anden grund ikke gjorde hurtigt nok, forsøgte de ikke på at få legetøjsvåbnet fra ham på fredelig vis. Juryen har endnu ikke bestemt om betjentene skal tiltales.
3 december, mens USA stadig diskuterede juryens beslutning om ikke at tilale Darren Wilson, skød politi i Arizona Rumain Brisbon som var på vej hjem med mad fra McDonalds til sin familie. Politiet havde fået et anonymt tip om at nogle solgte stoffer i Brisbons kvarter og da de gik hen imod ham og bad ham tage hænderne op puttede han i stedet den ene hånd i lommen for at tage en æske hovedpinepiller. Betjentene angreb ham og brød med ham og da den ene mærkede pilleæsken i hans lomme troede han det var en pistol og skød ham foran døren mens hans børn ventede på deres burgere indenfor. Ingen er blevet tiltalt.
Dagen efter, 4 december i New York, valgte en jury ikke at tiltale betjenten Daniel Pantaleo for drabet på Eric Garner den 17 juli. Det valgte de på trods af at en video viser at Pantaleo tager kvælertag på Garner og fastholder ham indtil han mister bevistheden. Garner var under mistanke for at have solgt afgiftsfrie cigaretter. Det udløste nye protester.
Disse er bare historier fra de sidste få måneder. Går man lidt længere tilbage er der endnu mere absurde historier.
For eksempel fra New York i 2011, da den 68 årige pensionerede soldat Kenneth Chamberlains hjertealarm gik af ved et uheld og tilkaldte politiets beredskab. Da han fredligt fortalte betjentene ved sin hoveddør at der var tale om en misforståelse og at han ikke behøvede hjælp, svarede de ved først at uskadeliggøre ham med en elektrisk taser, og derefter skyde ham. På en lydoptagelse af begivenhederne høres det at en af de hvide betjente under forløbet råbende kaldte ham ”nigger”, og at Armstrongs sidste ord var ”officers, why do you have your weapons out?” [Betjente, hvorfor har i taget jeres våben frem?]. Ingen af betjentene blev tiltalt for drabet.
Rigtig mange sorte amerikanere fortæller om deres oplevelser med mindre dramatiske former for uretfærdighed. At blive stoppet og ydmyget af politiet for selv de mindste forteelser i trafikken, ellerautomatisk at blive behandlet som tyv i butikker. Og ofte at måtte se til mens hvide venner går fri for de samme forseelser. Sort kultur, sort mode og sorte udtryksformer bliver konstant knyttet til stereotype billeder af sorte som kriminelle. I Californien er det for eksempelt ulovligt at tjene penge på ”banderelateret aktivitet”. En lov under hvilken rap musikere er blevet sigtet med en straframme op til livsvarigt fængsel. Ikke fordi de er med i bander eller har begået noget banderelateret kriminalitet. Ene og alene fordi de synger om det og sælger plader. Brug af ”banderelateret tøj”, et begreb som stortset bare dækker afroamerikansk streetwear i bestemte farver, er også i Californien lovlig grund for politiet til at stoppe og visitere folk.
Men det er ikke kun sorte mennesker der klæder sig i street wear og ”hoodies” og bor i slummen som oplever at blive behandlet som stereotype kriminelle. Den sorte litteratur professor Kiese Laymon skriver hjertegribende om sine oplevelser som sort akademiker: om hvordan sikkerhedsfolkene på skolen aften efter aften beder ham om at vise sit ID kort når han sidder på sit kontor omgivet af billeder af sig selv og sin familie, eller på gaden når han kører til og fra arbejde, og om hvordan han ved at det kun er pågrund af det ID kort at han undgår at komme igennem møllen af ydmygelser. I 2010 skabte det overskrifter da den berømte sorte Harvard professor Henry Louis Gates blev brutalt behandlet af politiet da han var på vej ind i sit eget hjem. Betjentene forklarede sig med at de troede den ældre velklædte herre var ved at begår indbrud, og at han var vred og nægtede at vise identifikation for at vise at han virkelig var husets beboer.
Samtidig ser man i nyhederne at hvide mennesker går i supermarkedet med automatrifler for at demonstrere for deres ret til at bære våben offentligt. De sorte ved at det ikke er en ret de har råd til at påberåbe sig - det kunne koste dem livet. Samtidig viser TV nyheder om hvide studerende der holder vilde college fester med stoffer og sprut, som kører spirituskørsel gennem gaderne, råber ukvemsord efter politiet. Og slipper med en advarsel. De er jo i bund og grund ”good kids” og deres fremtid skal ikke ødelægges af en enkelt fejltagelse. De sorte ved at et sådant fejltrin med stor sandsynelighed ville sende dem direkte i fængsel og gøre det umuligt for dem at få selv et mindstelønnet arbejde resten af deres liv. Hvis de altså overhovedet overlever mødet med politiet.
Det er ikke bare i de sortes subjektive opfattelse at denne dobeltstandard findes. Det er et velkendt faktum at selvom USA's befolkning er under 14% sort, så er 39% af de indsatte i fængsler sorte. Dette misforhold er for mange mange hvide et vidnesbyrd på at sorte er mere kriminelle end hvide og at det derfor er med rette at hvide er bange for dem. I virkeligheden er det noget mere kompliceret, og logikken kan ligeså godt vendes om. Grunden til at de sorte er overrepræsenteret i fængslerne er måske snarere netop at de hvide er bange for dem. Al statistik viser at sorte langt oftere end hvide stoppes i traffikken, at de langt oftere bliver kropsvisiteret i visitationszoner og at de langt oftere bliver anholdt for mindre forseelser end hvide. Samtidig viser statistikerne at hvide og sorte begår den slags forseelser med nøjagtig ligeså stor hyppighed. Faktisk finder betjente oftere ulovlige genstande når de visiterer hvide end når de visiterer sorte i visitationszoner. Omvendt ryger både sorte og hvide unge i USA ryger lige meget hash. Men det er stortset kun sorte der bliver anholdt for det. Sorte får også generelt og beviseligt hårdere straffe end hvide for de samme forbrydelser. Selvom der ikke er officiel statistik for hvor mange mennesker politiet slår ihjel er der statistik der viser også en risikoen for at en sort mistænkt dør i løbet af deres møde med politiet er fire gange så stor som for en hvid mistænkt.
USA's sorte har lært at leve med de mange ”små” uretfærdigheder som de møder hver dag. De har lært at de skal være dobbelt så arbejdsomme som de hvide for at opnå de samme goder. At de skal holde deres sti pinligt ren uden det mindste fejltrin hvis de skal have en chance for at blive behandlet som ordentlige mennesker. Og de har lært at leve med at hvis de opnår noget stort, så får de uvægerligt at vide at de bare er blevet tilgodeset af ”omvendt diskrimination” og i virkeligheden slet ikke har fortjent det. Men der er én ting det er umuligt at lære at leve med. Det er at skulle leve i frygt for sit eget og sine sønners liv. Med frygten for at skulle se hjælpeløst til når de bliver dræbt, uden håb om at dræberne nogensinde bliver straffet. Man kan ikke som sort amerikaner leve med et system som helt åbenlyst vægter sorte liv som værende mindre værd end hvide.
Sagerne om Trayvon Martin, Michael Brown og Eric Garner er altså langt fra enestående. De er bare dem som medierne har valgt at fokusere på. Men sat ind i det større perspektiv, betyder de at en hver sort amerikaner med god grund frygter for sit liv og fremtid hver gang de har nogen form for kontakt med politiet. De betyder at sorte forældre ser sig nødsaget til at træne deres børn specielt i hvordan de skal undgå på nogen måde at virke agressive eller truende overfor politifolk, uanset hvor uretfærdigt de føler sig behandlet. Mere end noget andet er det denne følelse af total magtesløshed overfor et system som har påtaget sig hånd- og halsret over dem – og som ikke en gang er villigt til at anerkende at der er en ulighed eller at diskutere om det er rimeligt – der får USA's sorte på gaden.
Magnus Pharao Hansen, antropolog, Brown University
