ender vi med et samfund hvor man ikke er uskyldig til andet er bevist, men konstant skal forsøge at skaffe sig et alibi. Diverse whistleblowerordninger, eller lad os kalde dem ved deres rette term, sladrehanksordninger eller stikkersvinsordninger, kan umiddelbart virke fornuftige og tilforladelige, beklageligvis har vi efterhånden bygget et samfund op hvor sladrehanken er en decideret helt, noget der starter allerede i børnehaven, hvor børn der sladre om at et andet barn er kravlet op i det forbudte træ får ros, i stedet for at få at vide at de ikke skal sladre.
Hvis jeg ser en rockerfætter smadre en anden vil jeg ringe til politiet, og med risiko for dummebøder vil jeg også vidne i retten, men fordi min nabo har besøg af håndværkere en søndag eftermiddag, ringer jeg ikke efter politiet. Mine børn skal lære at råbe op hvis de ser at et andet barn er ved at komme til skade, men de skal ikke nødvendigvis råbe op bare fordi et andet barn gør noget det ikke må.
Et samfund hvor alle passer på alle er det stik modsatte af et samfund hvor alle angiver alle, at passe på hinanden handler om den personlige dømmekraft, hvor man siger... det der er ikke så slemt, det lader jeg passere, men de tider er forbi, hvilket man løbende ser eksempler på, seneste så jeg tidligere i dag på twitter, læs dette skræmmende eksempel på hvordan en madblogger er blevet anonymt anmeldt til SKAT og nu skal forsvare sig uden at der er nogen som helst sag.
http://klidmoster.dk/2012/06/anmeldt-anonymtigen.html
Vi har valgt en samfundsmodel med en lovgivende, udøvende og dømmende magt, den underminere vi når vi socialt og kulturelt gør det at sladre og angive til en heltemodig gerning. Når vi roser børn der sladre ender de med at sladre om ALT, og til sidst tage selve sandheden ud af brøken for at opnå ros.
