Det er så småt begyndt at gå for mig, at der findes to slags islam-modstandere:
A. De, der ser islam som en farlig, fascistisk, voldelig ideologi, som truer vores liberale friheder.
B. De, der ser alle, der ikke er hvide og danske, som dumme og farlige.
Vi har nogle debattører her, som bare er i mod alt fremmed og ukristent. Sådan har jeg det ikke - og jeg tror, man af de islam-kritiske liberale har det på samme vis.
Jeg er totalt ligeglad med, om folk er buddhister, jøder, tror på naturreligioner eller er kulsorte ateister - så længe, de ikke har erklæret sig tilhængere af krigsideologien islam. Så bliver jeg bekymret.
Men jeg har på fornemmeren, at der findes et andet segment - og jeg tør næsten kalde det DF-segmentet, for det går op for mig, at DF'erne faktisk ikke er misforståede frihedsfolk; de er bare imod alt, der ikke hedder Hansen til efternavn.
Se her:
http://www.180grader.dk/Politik/antisemitiske-ritzau-strikes-again-eu-frygter-intern-splittel
Når skuffelsen over, at ens fjenders fjender ikke er ens venner har lagt sig, vil jeg bruge det aktivt i stedet:
Må jeg bede om, at vi, der er bekymrede over islams fremmarch, deles i to kategorier?
I. De grundlæggende liberale, der modsat Simon Emil og Ole Birk mfl. anerkender truslen fra islams tilhængere.
II.De, der bare ikke kan lide det, der ikke er som dem selv.
Jeg er klart en I'er. Jeg er nysgerrig, berejst, relativt ung og absolut "globaliseret". Men islam bekymrer mig. Fremmedhed gør bestemt ikke.
