Mette Frederiksen(S) har udtalt at: ”..Politik er smagsdommeri. Det handler om at blande sig og vade ind over privatsfæren..”. Dette citat må stå i stående kontrast til Frederiksens 9 teser for socialdemokratisk politik, hvor den første hed; ”..Den personlige frihed står over alt andet..”. Der må være løbet meget vand gennem åen siden sidstnævnte blev fremført. I dag kan der vidst ikke herske tvivl om, at Frederiksen, Astrid Kragh og Anne Grethe Bjarup Riis mfl., for alvor har meldt sig under den fane der hedder ”.. Vi har opskriften på det gode liv, indret dig, ellers….!.”. Det er i sagens natur en velmenende tanke, at ville hjælpe andre mennesker med at leve deres liv – i almenvellets højhellige navn, naturligvis – en hest der for øvrigt efterhånden må være træt af, at blive trukket af stalden. Ikke desto mindre fordamper dette argument som dug for solen, når den velmenende elite taler med afsky om rygeren, de overvægtige og den prostituerede. Tilbage sidder nypuritaneren på sin piedestal og kan ikke forstå, at ikke alle ønsker et liv med meditation, økologiske grøntsager og grøn te.
Vi er landet med klods hans, Nanna med det røde hår og andre skæve eksistenser. For bare få år siden værnede vi om retten til selv at bestemme, vi brystede os af at være en nation med rummelighed, ja ligefrem pralede med vores frisind og plads til forskellighed. Det var en del det at være dansk. Det var med andre ord helt utænkeligt, at lovgiverne ville være villige til, at bruge magten til at bestemme over den enkeltes privatsfære og dermed krænke selve den danske selvforståelse. I dag kan man ikke stille spørgsmålstegn ved, den noble tankegang der ligger bag nypuritanismen uden, at blive stemplet som frihedsfanatiker eller ultraliberalist. Det prædikat er vi så nogle hundrede tusinde der må leve med. Jeg vil dog forbeholde mig ret til, at stille samme spørgsmål som en kunstnergruppe under Kim Larsen, gjorde det i en kampagne i 2008; ” Undskyld, hvad med friheden, hvad med oplysning, frit valg og det personlige ansvar?” - Ja hvad med det?