Under anden verdenskrig opstod der nye alliancer verden over. Den fælles fjende skulle nedkæmpes, og selvom man ikke var enige om ret meget andet, så kunne man danne en alliance, der var fælles om at modarbejde tyskerne. Churchill og Roosevelt på den ene side og Stalin på den anden side delte ikke andet end et fælles ønske om at nedkæmpe Tyskland, og alliancen mellem de to sider faldt også sammen med et brag efter krigen, hvor de to modstridende samfundssyn blev tydelige. På den ene side havde vi kommunisten, der holdt sit folk i et jerngreb, mens den anden side ønskede en fri vestlig verden.
Lad os spole tiden frem til i dag og sætte et flag i Danmarkskortet. I Nordjylland kæmper de russiske mensjevikker mod statsmagtens indgriben i træernes ret til at blive stående. De skal ikke fældes, og ingen store vindmøller skal forstyrre freden og roen i Østerild Klitplantage. Slaget er i gang, og netop her kan en atypisk alliance også opstå, for når den kommunistiske fraktion klatrer op i træerne for at forsvare Østerild Klitplantage fra at blive forvandlet til en vindmøllepark, så kan de liberale tropper komme flyvende med proviant og moralsk support til aktivisterne. På trods af at målet ikke er det samme, så kan alliancen opstå, fordi modstanden kan forenes om den fælles fjende, den danske stats frådende ønske om at opføre en kæmpe vindmøllepark i Thy.
Selvom den røde armé af aktivister i klitplantagen ikke kæmper for samme mål som jeg, så støtter jeg alligevel gerne deres kamp. Jeg vil gerne vise, at jeg er lige så meget imod statens evige indblanding i, hvilke erhverv der skal prioriteres højere end andre. Måske er vi fjender i morgen, præcis som Stalin og Roosevelt blev fjender, men mod en fælles fjende så kan forskellige mål godt stå side om side i en tid. Derfor vil jeg meget gerne tilbyde alle aktivisterne pizza, for de kæmper også min kamp. Min kamp er imod erhvervssubsidiering og planøkonomisk tænkning, og her står den røde flok som et bolværk, en sidste bastion mod Statens ensidige energipolitik, hvor vindmøllebranchen i den grad bliver kærtegnet og elsket.
Når jeg har spist pizza med sovjetterne, og vi alligevel har tabt kampen mod overmagten, så kan vi da i det mindste sige, at in times of need strange alliances will emerge og "så dør baby". I et par dage vil vi klappe hinanden på ryggen og være vemodige over, at vi tabte den fælles kamp, men ti år efter er venskabet glemt. Her har jeg sluppet energibranchen fri, og Østerild Klitplantage er forvandlet til Atomkraftværk Easterfire.
En repræsentant for aktivisterne er velkommen til at kontakte mig, så jeg kan sende pizzaerne afsted.
