"Offerrollen er som en dykkerdragt" - Debat om social kontrol hos KVINFO

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader

Camilla Paaske Hjort,

08/09/2011

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk

I KVINFO’s bibliotek i Den Sorte Diamant var der i går lagt an til ”Kvindeoprør mod social kontrol.” Et panel bestående af kvinder med indvandrerbaggrund og en dansk forsker skulle tage stilling til den meget debatterede problematik, at social kontrol benyttes som middel til undertrykkelse af kvinder i muslimske indvandrermiljøer. Men hvad er social kontrol i det hele taget? Og er indvandrerkvinder så undertrykte, som vi går og tror?

Simona Abdallah er en ung dansk-palæstinenser, som er vokset op i Gellerupparken ved Århus. Hun er internationalt kendt som en dygtig trommeslager, hvis instrument er den arabiske tromme darbouka – et instrument, der normalt er forbeholdt mænd.

”Jeg har det ambivalent med min opvækst i ghettoen,” lægger hun ud, da hun som den første i panelet får ordet. ”Uden mine oplevelser der, var jeg måske ikke blevet motiveret for at bruge 15 år af mit liv på at kæmpe mig frem mod, hvor jeg er i dag.

Der er en masse undertrykkelse og frihedsberøvelse af pigerne i indvandrermiljøerne. Brødrene og fætrene får til opgave at passe på deres søstre, frem for at man oplærer pigerne til at klare sig selv i det her samfund, hvor der ikke er andet end muligheder,” fortæller hun.

Måtte ikke hilse på klassekammerater

Simona Abdallah, som har været forlovet fire gange og gift to gange, har oplevet undertrykkelsen og frihedsberøvelsen på egen krop: ”Jeg blev første gang forlovet som 16-årig. Det valgte jeg, fordi jeg tænkte, at jeg hellere ville kontrolleres af en enkelt mand end af en hel familie. Jeg er den yngste af fem søskende, så alle mine søskende betragtede det som deres opgave at beskytte mig. De levnede mig ikke meget frihed.

I en periode, efter jeg lige var blevet skilt, tillod mine forældre mig ikke at have computer, tv eller telefon på mit værelse, fordi de ikke ønskede, at jeg var i kontakt med omverdenen. Jeg måtte ikke låse døren til mit eget værelse, og havde jeg sagt hej til en mandlig kollega eller klassekammerat på gaden, vidste min mor det allerede, inden jeg var nået hjem. Rygterne går så hurtigt, og det vigtige for familien er, at deres navn er rent – det vil sige at datteren ikke må fratage navnet ære ved for eksempel at tale med fremmede mænd på gaden. Det vigtige for mange af de her familier er slet ikke, hvorvidt datteren er lykkelig eller ej.”

Holdningen til kvinder er desværre ikke bedre i den unge generation af danskere med muslimsk indvandrerbaggrund, mener Simona Abdallah:

”Jeg kan se, at min nevø, som er teenager, har samme idéer som min onkel. Han holder øje med min niece, og hvis han ser, at hun har talt med en dreng, falder der brænde ned. Jeg havde håbet, holdningen ville være anderledes i hans generation, men det er den ikke. Det gør mig trist at se.”

Hvordan skelne mellem social kontrol og forældreansvar?

Farwa Nielsen har afghansk baggrund, og arbejder som selvstændig erhvervsdrivende med rådgivning og mægling af familiekonflikter hos etniske minoriteter. Hun genkender Simona Abdallahs beskrivelse af social kontrol som et middel til undertrykkelse af indvandrerkvinder, men mener, at selve begrebet er problematisk:

”Social kontrol er blevet til et buzz word uden en klar definition. Jeg oplever, at man blander social kontrol sammen med ganske almindeligt forældreansvar. Hvordan kan vi adskille de to ting? Hvem definerer, hvordan vores etniske minoriteter skal opdrage deres børn? Mener vi, at etniske minoritetsunge nødvendigvis skal have nøjagtigt samme vilkår som danske unge? Er det kun danske familieforhold, der skal bruges som målestok for, hvad der er normal opdragelse?” spørger hun og fortsætter:

”Der er ingen tvivl om, at kontrol og styring af piger og kvinder har været en del af årsagen til de konflikter, vi de senere år har set i indvandrermiljøer. Men hver situation er unik, og man må altid tage højde for den enkelte indvandrerkvindes unikke livshistorie.  Når man bruger begrebet social kontrol, har det en tendens til at skabe et image af indvandrerkvinder som undertrykte ofre. Og når man gør folk til ofre, overser man meget nemt deres ressourcer. Hvis jeg sidder og taler med et menneske, og jeg betragter hende som et offer, så svarer det til, at hun er iført offerrollen som en slags dykkerdragt fra top til tå, der skjuler det menneske, hun er. Og jeg taler til den dragt, ikke til hende, hvis jeg ser hende som et offer,” pointerer hun.

Farwa Nielsen mener i det hele taget ikke, det er helt korrekt at betragte indvandrerkvinder som så undertrykte, som mange danskere gør:

”Det er jo kvinderne selv, der er traditionens vogtere. Det er dem, der er med til at implementere de regler og normsæt, der for eksempel tilsiger, at kvinders seksualitet skal kontrolleres af familien. Jeg ser ikke etniske minoritetskvinder som så undertrykte og så langt væk fra danske kvinder. Hver undertrykt person, hvis man skal bruge det ord, har ressourcer. Hvis en kvinde ikke har ressourcer til at tro på sig selv, så kan jeg eller I andre ikke give hende dem. Og man skal huske, at frigørelse for en indvandrerkvinde ikke nødvendigvis er det samme som frigørelse for en dansk kvinde.”

Kvinder vogter over kvinder

Lotte Kragh, som er forsker og har skrevet Ph.d.-afhandling om brugen af æresbegreber i tyrkiske indvandrermiljøer i Danmark, bekræfter, at kvinderne selv spiller en stor rolle i udførelsen af den sociale kontrol:

”Det er generelt kvinder, der går og holder øje med, om andre kvinder nu også opfører sig moralsk og dydigt. Det er fordi, man får status på den måde. Hvis man kan afsløre andre kvinder i miljøet i at være mindre dydige, end de - om man så må sige - burde være, kan man selv fremstå som mere ren. Hvor danskere  typisk ser ære som noget med, at man klarer sit arbejde godt og ikke snyder på vægten, afhænger en tyrkisk indvandrerfamilies ære og status i høj grad af, om familiens kvinder er ”rene” udadtil. Det vil sige at der ikke må være mistanke om, at de for eksempel har kærester. Vi må vise de her kvinder, at der en anden vej – at de nu lever i et samfund, hvor der er andre måder for en kvinde at opnå status på,” opfordrer hun.

Direktør for KVINFO og ordstyrer Elisabeth Møller Jensen giver ordet til Jytte Larsen, feministisk historiker:

”Sådan som jeg hører fra arabiske kvinder, at de har det i dag – sådan var det også for kvinder i min barndom i 1950’erne. Så gik det pludseligt rigtigt stærkt med forandringer fra 1960’erne og frem. Jeg synes egentlig, der her arrangement er lidt overflødigt, for vi kan jo se, hvor hurtigt det går med ligestillingen af etniske minoritetskvinder. Vi kan se det på hvor godt de klarer sig på uddannelserne, og på at det antal børn, de får, nu nærmer sig antallet for danske kvinder,” siger Jytte Larsen.

Prik hul på mødommen

Elmas Berke, forkvinde i den feministiske organisation Q Freedom, der beskæftiger sig meget med problematikken omkring social kontrol i indvandrermiljøer, er bestemt ikke enig med Larsen:

”Hvis det her arrangement var så overflødigt, så ville 800 indvandrerunge ikke henvende sig til LOKKs (Landsorganisationen af Kvindekrisecentres) rådgivning hvert eneste år. Vi ville ikke høre alle de nødråb fra unge indvandrere, som vi hører. Prøv at spørge dem, der har været udsat for æresdrab og æresvold, og prøv at spørge os, der har ligget på krisecentrene nat efter nat, hvor hurtigt det går med ligestillingen i indvandrermiljøerne. Det er ligegyldigt, hvor højt uddannede, de muslimske piger bliver, for vi får ikke prikket hul på den skide mødom. Det her handler om seksualitet og kontrol med kvinders seksualitet!” lyder det.

Simona Abdallah er enig med Elmas Berke: ”Ja, det handler om seksualitet. At have en kæreste er at bryde med familiens ære. Kvinderne i indvandrerghettoerne skal være gift, før de kan få lov til at flytte hjemmefra. Der er ikke noget der hedder: ”Ok, nu er jeg 40 år, og jeg er forlængst voksen og myndig – nu vil jeg bo for mig selv.” Personligt tog det mig en 15 år lang kamp at få min familie til at give slip og tro på, at jeg kunne klare mig selv.”

”Ja,” indsparker Elmas Berke. ”Men når din familie tror på dig i dag, så er det jo også fordi, de tror på, at du ikke sviner din families navn til ved at have kærester.”

Det bekræfter Abdallah: ”Ja – hvis jeg for eksempel fik en dansk kæreste, ville det være svært for mig at komme hjem til min familie,” svarer hun.

Farwa Nielsen, der ikke er enig i, at indvandrerkvindernes problemer handler om seksualitet alene, har igen en lidt anderledes vinkel på sagen end hvad man almindeligvis hører: ”Hvis der er alt for meget fokus på, at ligestilling og kvindefrigørelse skal forbindes med seksualitet, så bliver mange etniske minoritetskvinder dybt forvirrede,” mener hun.

”De unge indvandrerpiger kan opleve, at det er en fed følelse at være fri og kunne have sex til højre og venstre. Men det ligger stadig dybt i dem, at det er forkert at gøre det, og vi kan ikke bare uden videre kaste hele vores kultur fra os. De kan få svært ved at respektere sig selv, hvis de går imod det, de har lært om kvinder og seksualitet igennem hele deres opvækst. Jeg har siddet med kvinder i den situation, der har sagt til mig: ”Det er lige meget, Farwa. Jeg har mistet alt. Hvis min familie slår mig ihjel nu, så gør de mig en tjeneste.”"

At have kontrol med sin egen retning i livet er det vigtigste, hvis man vil være frigjort, mener Farwa Nielsen. Som hun siger: ”Der er ikke noget galt i, at forældrene stoler på datteren, fordi de ved, at hun ikke har sex med alle mulige. Det vigtige er, at de stoler på hende.”

Kilde: