Ole Sohn provokerer sit nye parti

Hvis Ole Sohn fortsætter på den her måde, ender den gamle kommunist med at blive den mest liberale i folketinget

_slettet_bruger_10133 Ikke angivet,

06/02/2014

Hvis Ole Sohn fortsætter på den her måde, ender den gamle kommunist med at blive den mest liberale i folketinget.

For at få gang i jobskabelsen er der brug for en »samfundskontrakt«, som sikrer virksomhederne stabilitet omkring deres rammevilkår, skriver Ole Sohn i dag i et indlæg i Jyllands-Posten.

Han opfordrer til en bred politisk aftale, som aftalepartierne i både rød og blå blok forpligter sig til at stå ved uanset valg og skiftende regeringer. Den skal kombineres med en slags trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, så lønmodtagerne f.eks. forpligter sig til løntilbageholdenhed 10 år frem i tiden.

»Det kræver et løbende og vedvarende fokus at forbedre Danmarks konkurrenceevne,« fastslår Ole Sohn, der også opfordrer til, at penge, der kan skaffes ved effektiviseringer i det offentlige, går til at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. De penge har S-toppen lovet at bruge til velfærd.