Ole Sohn: "Vi arbejder som om, vi altid er 5 pct. bagud i meningsmålingerne"

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader

Kristian_Bo_Eriksen

22/02/2011

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader.dk

UGENS VALGBAROMETER: SF’s gruppeformand og finanspolitisk ordfører, Ole Sohn, er midt i en hård kamp. En hård valgkamp om magten i Danmark.


”Vi arbejder som om, vi altid er 5 pct. bagud i meningsmålingerne. Men om vi får en ny regering eller ej afgøres af danskerne på valgdagen, ikke i meningsmålingerne,” siger han til 180Grader og fortsætter: ”Løkke udskrev de facto valgkampen under nytårstalen, hvor han foreslog at afskaffe efterlønnen. Så valgkampen er i fuld gang.”


Ole Sohn mener, at efterlønsforslaget er en god baggrund at føre valgkamp på.


”Forslaget om at afskaffe efterlønnen gør det endnu tydeligere for danskerne, at der er to veje i dansk politik: En nedskæringsvej, som regeringen står for og S-SF’s vej, hvor vi er mere optaget af at skabe vækst og arbejdspladser. Ved at tage det spørgsmål op i forbindelse med valgkampen gør Løkke bare de to veje endnu tydeligere.”


”Det bliver tydeligere og tydeligere, at danskerne foretrækker, at vi arbejder og investerer os ud af krisen i stedet for at skære ned.”


Sådan synes Ole Sohn, man kan tyde den medvind, rød blok har i meningsmålingerne. Selvom han vil kæmpe videre, er det tydeligt, at han synes, vinden blæser den rigtige vej. Barometeret er med rød blok.


”Mange synes ikke, det er rimeligt, at efterlønnere, arbejdsløse og børnefamilier skal betale regningen for et årtis uansvarlig økonomisk politik.”


”Mit mål er, at vi kan få en ny kurs for Danmark. Holdbarhed i dansk økonomi skal genskabes for at vi kan sikre velfærdssamfundet.”


Og holdbarhed betyder at sætte gang i væksten og skabe arbejdspladser.


”Vi skal lukke hullet i dansk økonomi," siger Ole Sohn.

Ole Sohn vil ikke give et bud på, hvornår valget kommer. Det afgør statsministeren. Men han tror , det er op over: ”Den politiske hverdag er meget spændende. Der er meget på spil, fordi vi er så tæt på et valg.”

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

"Ugens valgbarometer" vender tilbage hver tirsdag frem til valget, hver gang med en ny interviewperson.

Kilde: