Bornedals Tv-serie ”1864” er i næsten enhver henseende – bortset fra fotograferingen - et filmisk makværk udsmykket med platheder. Skuespillerne er dygtige og gør, hvad de kan; men deres karakterer er håbløse; enten er de ikke af denne verden eller også er de flade og unuancerede, kreeret af et fordomsfuldt og kulturløst samfundssyn. Der er næppe et eneste rigtigt menneske i den serie. Sjovt nok er det imidlertid det eneste område, hvor Bornedal med rette kan påberåbe sig at have kunstnerisk frihed. For selvfølgelig har han ret til at lave popfilm med ”de gode” og ”de onde” for hver eneste af de 170 mio. kroner DR´s direktion ansvarsløst har stillet til hans rådighed, hvis det har været hans ”kunstneriske” intention.
Han er derimod forpligtet af noget andet: at filmen skulle skildre krigen 1864, og det gør den ikke – bortset fra nogle udmærkede slagscener i næstsidste afsnit. Her gælder den kunstneriske frihed imidlertid ikke.
Man kan bare foretage det tankeeksperiment, at hans kunstneriske frihed havde tilsagt ham, at danskerne skulle vinde krigen, og det afgørende slag skulle stå ved Lillebæltsbroen.
Det ville de fleste trods alt nok mene ville være for galt; men Bornedals ”bedrift” er ikke spor mindre. Jeg tænker ikke på det relativt store antal ”småfejl”: store drenge fra almuen havde ikke tid til at onanere i fællesskab, drive rundt i skovene eller bade med piger, de var ude at tjene allerede som 7-årige, sigøjnere drev ikke rundt i landet med prærievogne, diplomater talte formentligt fransk – selv i England, det har aldrig været en fælles landlig fornøjelse at voldtage koen osv. osv.
Alle de ting kunne man måske bære over med, hvis filmen havde søgt at beskrive krigen og dens årsager. Men netop det har ikke været Bornedals hensigt: krigen 1864 anrettes således, at den kan danne baggrund for Bornedals højst nutidige politiske holdninger: flertallet af dagens danskere er fremmedfjendske, nationalchauvinistiske, indelukkede og krigsgale.
Derfor bliver årsagen til krigen vanvittig dansk nationalisme; derfor bliver multikarakteren Monrad (læs Fogh/Kjærsgaard) en dæmonisk, sindssyg satan; derfor ydmyges de fiktive, men gode sigøjnere på enhver måde; derfor de irrationelle spring mellem fortid og nutid, og derfor skal Bent Mejding have sit lort skyllet væk af en punk-tøs, som skal agere sosu-assistent(!)
Men krigens årsag var, at den multikulturelle danske stat (Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg) efter enevældens afskaffelse ikke kunne styres demokratisk. De tyske holstenere hverken kunne eller ville passes ind i et dansk folkestyre, og danskerne ville gerne af med dem. Men holstenerne, prøjserne og Det tyske Forbund ville ikke tillade en adskillelse mellem Slesvig og Holsten (”Up ewig tosammen ungedeelt”, Ribebrevet 1460). Det førte til borgerkrigen 1848-50; men ved fredsslutningen ville stormagterne – Frankrig, England, Rusland, Østrig og Preussen - ikke gå med til en holdbar løsning. Status quo blev opretholdt. Grundloven fra 1849 gjaldt kun i kongeriget Danmark. I hertugdømmerne, Slesvig, Holsten og Lauenborg, var kongen stadig enevældig.
Derefter fulgte 12- 13 års kaos, hvorefter De Nationalliberale med C.C. Hall som konseilspræsident d. 13.11.1863 fik vedtaget Novemberforfatningen, der knyttede kongeriget og Slesvig sammen; mens Holsten og Lauenborg skulle være selvstændige medlemmer af ”Det tyske forbund”, evt. i personalforbund med Danmark. To dage efter vedtagelsen, den 15.11. 1863, døde den sidste af oldenborgerne, kong Frederik d. 7., pludseligt. Efterfølgeren, glücksborgeren Christian d. 9., underskrev Novemberforfatningen d. 18.11. 1863. Det komplicerede retstilstanden, at den meget tysksindede hertug af Augustenborg ikke anerkendte den nye konges arveret til hertugdømmerne. Tværtimod gjorde han selv i den internationalt anspændte situation arvekrav gældende, idet hans mor, Louise Augusta af Danmark, var søster til Fr. 6. Det passede den preussiske kansler, Bismarck, ganske udmærket.
De forenede preussiske og østrigske hære rykkede i december 1863 ind i Holsten og krævede, at novemberforfatningen omgående blev suspenderet. Den 31. dec. gik konseilspræsident C.C. Hall af og overlod først nu, da krigen ikke længere kunne undgås, roret til junigrundlovens fader, D.G. Monrad.
De ledende danske politikere havde gennem hele forløbet været ganske klar over, at den nye forfatning med stor sikkerhed ville blive brugt af Preussen som påskud til en krig, som danskerne ingen chance havde for at vinde. Politikerne håbede imidlertid, at stormagterne hurtigt ville kræve kampene stoppet og denne gang se nødvendigheden af en mere holdbar løsning. Det skete også ved en erklæret våbenstilstand og efterfølgende konference i London (20. april 1864); men bl.a. uenighed mellem de danske forhandlere, som repræsenterede både kongens foretrukne helstatsløsning og forskellige delingsforslag af Slesvig mod syd, resulterede i at konferencen brød sammen og krigen genoptaget.
Ønsket om demokrati og folkestyre, der var opstået af, at Oplysningstiden havde skabt en velstående og oplyst middelklasse, der krævede medindflydelse og siden af Romantikkens syn på ”Folket” og dets historiske identitet, var altså det egentlige problem.
Men Holsten og demokratiproblemet er slet ikke nævnt i Bornedals film. Hvorfor?
Fordi Bornedal er udstyret med et korrekt kulturradikalt livssyn, et globalt udsyn og grænseløs kærlighed til alle - fortrinsvis fremmede!
For at vise sin foragt for dansk nationalfølelse, kristendom og folkestyre har han begået et værk i 8 dele, der fornægter virkeligheden og genopliver myten om den vilde nationalisme som årsag til nederlag og sårfeber efter 1864. Denne historieforfalskning, som folk som litteraten Georg Brandes og den radikale historiker Kristian Erslev er et par af hovedmændene bag, spejler han ind i en forvreden nutid med politisk skabte affaldsmennesker og krigsliderlighed.
Bornedal kommer indirekte til at bekræfte, at den, der forsøger at fornægte sin bundethed til egen sproglige, kulturelle og historiske baggrund, ender i værdiernes opløsning og altings ligegyldighed.
PS.
Det er ikke overraskende; men dog bemærkelsesværdigt, at Bornedals ”1864” flugter i helt forbløffende grad med den nye radikale reklameserie: ”Det handler om mennesker”. På hvert af partiets plakater er et menneske fotograferet i et tomt, sterilt lyserødt rum. Det radikale individ indgår ikke i nogen sammenhæng, er tilsyneladende helt selvberoende og har sin helt egen dybe betydningsfuldhed. En formodentlig ufrivillig; men god illustration af det radikale menneske midt i den grænseløse tomhed.
