Kopi af artikel bragt i den elektroniske udgave af Weekendavisen fredag den 30. dec. 2011
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/0
HIMMERIGE I
Den grumme sandhed var, at ingen dansk regering under nogen som helst betingelser ville have kunnet garantere, at fanger ikke blev tævet i fængslerne i Irak. I de 5.000 år, der har eksisteret en statsmagt i det nuværende irakiske område, har der aldrig nogensinde eksisteret et fængsel, hvor fangerne ikke fik tæv. Det utrolige er, at Folketinget kunne finde på at lade, som om man troede, man kunne præstere sådanne garantier, og at regeringen kunne finde på at lade, som om den kunne give dem.
Dermed bragte man danske soldater i en fuldkommen uholdbar situation; det er kommet til at se ud, som om det er dem, der har gjort noget forkert. Man burde have sagt det, som det var. Nej, vi kan umuligt garantere, at irakiske fanger ikke lider overlast i de irakiske fængsler. Vi kan kun prøve.
UFORPLIGTENDE interventioner findes ikke, så derfor er det en alvorlig bekymring ved enhver form for militær intervention, at vi pådrager os medansvar for retsforhold, vi ikke ville acceptere hjemme hos os selv. Hvordan forestiller man sig for eksempel, at Gaddafis tidligere ansatte har det i de fængsler i Libyen, det danske militær – under hele Folketingets entusiastiske bifald – har hjulpet med at anbringe dem i? Selvfølgelig bliver de tævet sønder og sammen. Og begribeligvis er det et problem, at vi ikke kan forhindre det. Spørgsmålet er, om det også er en god grund til slet ikke at intervenere militært i verden?
KULTURRELATIVISME er den mondæne holdning blandt pæne mennesker i Vesten, herunder Danmark. Men det er sjældent, spørgsmålet om personvold bliver inddraget i den tolerante holdning til fremmede kulturer. Mærkeligt nok, eftersom det er et af de kulturtræk, hvor vi er allermest i mindretal her i verden. Det er ikke kun i Irak og Libyen, fanger bliver mishandlet i fængslerne; det gør de i Rusland, Hviderusland og Ukraine, i Turkmenistan, Kirgistan, Uzbekistan, Tadsjikistan, i Kina, Mongoliet og Cambodia, i Burma og Bangladesh og Indien, i Pakistan, Afghanistan, Iran, Yemen, Saudi Arabien, Libanon, Jordan, Syrien og Egypten og i samtlige lande uden undtagelse på det afrikanske kontinent, i Cuba, Mexico, Venezuela og Colombia og det meste af resten af Sydamerika. Det er meget hurtigere at lave en liste over lande, hvor arrestanter ikke med den største selvfølge bliver pryglet; den omfatter Canada, Australien, det meste af USA – og EU med undtagelse af Rumænien, Bulgarien og Grækenland. I Tyrkiet er det stadig rutine.
OG mishandlingerne i alle disse landes fængsler har tilmed baggrund i den daglige kulturelle praksis; det er lande, hvor folk også slår deres børn.
Men selv om der er lang, lang vej igen, før hele denne voldelige verden derude bliver bare en anelse mere civiliseret, så er dét ingen grund til ikke at prøve.
Eller til ikke selv at leve op til vore egne regler i det omfang, vi overhovedet kan. Det alvorlige spørgsmål er, hvordan man overhovedet kan gribe det an.
DE sædvanlige metoder består i uddannelse og formaninger og ikke meget mere. Det er kun sjældent faldet nogen ind at gøre udviklingsbistand eller samhandel betinget af, at der ikke blev øvet vold mod de indsatte i fængslerne. Men alle de kendte midler er langsomt virkende, hvis de i det hele taget virker. Og hvad gør man så, hvis man pludselig står med en konflikt, man er nødt til at gribe ind i på en eller anden måde? Eftersom man altid kan være nogenlunde stensikker på, at man har at gøre med et land, hvor fanger bliver slået.
ABSOLUTTE krav om ordentlig behandling af fanger kan man kun imødekomme ved selv at tage sig af dem. Og måske er det virkelig dét, man skal gøre i forbindelse med enhver intervention; medbringe egne fængsler. Det er ikke en opgave for kamptropperne eller F-16-piloterne, vi her taler om; det er slet ikke en militær opgave. Men det ville antagelig ikke være umuligt at lave et fængselsberedskab, som man kunne rykke ind med, hvis man ville intervere.
VÆRDIER omkring behandlingen af fanger omfatter også retssystemet og efterforskningen af deres forbrydelser. De fanger, der var tale om i Irak, var opsporet og afsløret af koalitionsstyrkernes militære efterretningstjeneste eller grebet på fersk gerning. Men det er nærliggende, at vi også opstiller et rets- og efterforskningsberedskab til at udsende i disse situationer. Men så begynder vi at se konturerne af en egentlig neokolonialisme for os. Der findes ikke noget uskyldigt valg.
