Ondskab og ofre

af Trine Ingemansen Ingen af os glemmer, hvor vi var, hvad vi lavede den dag, vi hørte om tragedien på Utøya

Podia Ikke angivet,

28/04/2012

af Trine Ingemansen

Ingen af os glemmer, hvor vi var, hvad vi lavede den dag, vi hørte om tragedien på Utøya. Jeg kan stadig ikke begribe graden af ondskab og omfanget af ofre. Jeg kan ikke tænke på de stakkels børn og unge, på deres angst, da det skete, på deres families og venners tab, uden at det trækker tårer. De stakkels forældre, der må leve med, at de ikke var der og hjalp og beskyttede deres børn, da de opslugt af frygt mødte deres gerningsmand. For fanden da også! Jeg følger heller ikke retssagen særlig tæt. Jeg har intet behov for at se, forstå eller foragte manden mere, end jeg allerede gør.

Men retspolitisk er sagen interessant. For som alle sager om terrorisme, udfordrer den retsstatens grundlæggende principper og sætter dem på spidsen.
Vi bliver konfronteret med selve demokratiet, med friheden og ikke mindst med os selv. For vi møder vores sande jeg i vores reaktion på mødet med ondskaben.