Artiklen på Wikipedia om den franske revolution har givet anledning til en tankerække, som jeg hermed lægger ud til drøftelse.
Det centrale citat gentages herunder:
Den dybeste drivkraft bag en folkelig reaktion på et givet system er undertrykkelse. En anden årsag kunne være en vis økonomisk fremgang, hvor folket ikke får andel i velstanden og eliten er isoleret fra den resterende del af befolkningen. I det datidens franske samfund bestod eliten af gejstligheden i 1. stand og de adelige i 2. stand. De borgerlige kunne trods betydelig rigdom ikke uden videre regnes med blandt eliten, for de havde ikke de to første stænders privilegier.I krisetider affinder folk sig ofte med tingenes tilstand. Det forklares almindeligvis ved, at man ikke har det fornødne overskud til revolutionære spekulationer under økonomisk tilbagegang. Hertil skal lægges, at alle rammes uanset klasseforskelle og privilegier, når der er økonomisk tilbagegang. Derimod var de franske bønder blevet frustrerede over, at de ikke havde fået del i værdierne under det økonomiske opsving. Statsmagtens ubønhørlighed med hensyn til at dele indtægtsmuligheder og beskatningstryk mere ligeligt betød sikkert, at den jævne franskmand ganske enkelt blevet opildnet til revolution.
Prøv at sammenligne med nutidens Danmark. Eliten er ikke længere gejstligheden og adelen, men en selvunderstøttende stand af politikere, der i nogle partier næsten har indført biologisk arvefølge. Den frustrerede befolkningsgruppe er ikke længere bønderne, men middelklassen. Bortset herfra synes der at være flere ligheder end forskelle. Er vi på vej mod en ny revolution?
Det er nok en naturlig udvikling, der ikke blev forudset, dengang Grundloven blev skrevet. Den forudsætter nemlig politikere, der primært er motiveret af et ønske om at tjene samfundet, men vi kan i dag konstatere, en politisk karriere er særdeles lukrativ – ikke blot økonomisk – og man skal være mere idealist, end man kan forlange af den menneskelige psyke, for frivilligt at opgive disse behagelige privilegier, og det fører til magtfuldkommenhed.
Magtfuldkommenhed synes at være en indre drivkraft i alle mennesker, og derfor er det vigtigt, at forfatningen hjælper de beslutningstagere, folket vælger til at repræsentere dem, med at undgå at falde for denne fristelse, og beskytter befolkningen mod følgerne af magtfuldkommenhed, når den alligevel træder igennem.
Vi skal ikke forvente, at den siddende polikerstand af sig selv tager initiativ til en sådan forfatningsændring, kravet skal komme fra befolkningen, og jeg så gerne, at det kommer til at ske på en lidt fredeligere måde end Paris 1789, men hvordan. Politikerne er jo efterhånden blevet immune overfor demonstrationer foran Christiansborg.
Jeg har en umiddelbar idé, som ikke er særlig gennemtænkt, men måske kunne være en begyndelse. Der står intet i Grundloven om politiske partier, og det parlamentariske system (at regeringen skal dannes af det eller de partier, der ikke har et folketingsflertal imod sig) har de seneste 10 år haft den kedelige virkning, at et mindretalsparti udenfor regeringen de facto har bestemt store dele af landets politik. Derfor kunne et fredeligt oprør begynde med, at der opstilles mere end 179 løsgængerkandidater til det kommende folketingsvalg. Kandidater der på baggrund af deres personlige integritet har gjort sig fortjent til folkets tillid. Se dét vil blive en spændende valgkamp!
Alternativt kunne man forestille sig, en folkelig revolution i form af en simpel boykot af folketingsvalget. Jeg kan ikke finde nogen bestemmelse i Grundloven, der tager højde for et folketing, der ikke har et folkeligt mandat bag sig, så det må afgjort føre til en konstitutionel krise, og dermed til forandring.
Andre forslag til en fredelig revolution modtages gerne.
