Vi nærmer os et folketingsvalg og medierne er ved at gøre sig klar. Ikke i den forstand, at man på de forskellige redaktioner sider og læser sig ned i partiernes politik eller holder partiernes politik op mod sagkundskaben og den situation Danmark befinder sig i.
Virkeligheden er aldeles uinteressant for mange medier, når der skal laves en god historie. Virkeligheden tager for lang tid, er for dyr og så giver virkeligheden ikke det krævede afkast sammenliget med ”sensationshistorierne”.
Derfor handler meget politik heller ikke om indholdet, men om formen. For pressen er den bedste dækning af et valg, en dækning der kan laves i sort/hvid. Helst med 2 ”præsidentkandidater” der kæmper mod hinanden og allerhelst, hvis man kan skabe en ”god/ond” stemning over valget. Hvis alle disse elementer kan gå op i en højere enhed, kan virkeligheden formes til at være en serie, som vi kender det fra den ”virkelige virkelighed” medierne skaber. Så kan en valgkamp laves dramatisk, interessant og nærværende.
”Massemedierne, den 4. statsmagt, er den eneste af vore institutioner, der fungere uden noget form for effektiv demokratisk kontrol, idet enhver form for uafhængig kritik vendt mod den, ethvert forsøg på at skifte den ud, aldrig når en større offentlighed, ganske enkelt fordi en sådan kritik ikke har nogen chance for at blive udsendt i stor målestok.”
Paul Virilio i "Krigen, byen og det politiske", 1994.
Paul Virilios beskrivelse af den 4. statsmagt er på mange måder rammende, for den der kontrollerer medierne, har magten -Silvio Berlusconi eksempelvis. Men måske er demokratiet og den 5. statsmagt ”internettet” endelig ved at gøre op med den altoverskyggende magt pressen har haft gennem de seneste mange år. Internetaviser som www.180grader.dk, blogs og Facebook er umiddelbare. Pressen kan ikke styre sit ”politiske reality show” på internettet og den 5. statsmagt har væltet flere regimer i Nordafrika inden for de sidste par måneder.
Lad os håbe på, at det kommende valg bliver et valg, hvor vi får taget et nødvendigt opgør med den 4. statsmagts rolle i demokratiet. Vi vil givetvis stadig få præsenteret et sort/hvid show mellem 2 statsministerkandidater i pressen, men internettets rolle i demokratiet bliver heldigvis større og mere betydende. Jo mere vi alle sammen støtter medier som 180grader, Facebook, Twitter og blogs - desto bedre kan vi demokratisk kontrollere den 4. statsmagt - her har vi endelig en mulighed for at udsende kritik i stor målestok!