Overblik over Thorning-Schmidts modstridende udtalelser

Der har som bekendt været utrolig megen polemik om Helle Thorning-Schmidts mail til Justitsministeriet de seneste dage

Jan Christensen,

01/08/2010

Der har som bekendt været utrolig megen polemik om Helle Thorning-Schmidts mail til Justitsministeriet de seneste dage. Sandheden om sagen er, at den socialdemokratiske formand ikke blot var sløset, da hun skrev, at min mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Både måneden før- og efter, Stephen Kinnock flyttede til Schweiz, og 7 måneder-, 10 måneder-, 12 måneder-, 17- og sågar 18 måneder efter, han var flyttet, har Helle Thorning-Schmidt og Kinnock selv unisono talt om, at han var i Danmark hver weekend (året rundt), hver uge eller i bedste/værste fald de allerfleste weekender. Hvordan skal nogen, med det in mente, i fulde alvor kunne tro på, at Thorning-Schmidt ikke skrev sandheden i den famøse mail til Justitsministeriet?

Nedenfor følger et lille overblik over Helle Thorning-Schmidt- og Stephen Kinnocks modstridende udtalelser i sagen:

B.T., d. 23. december 2008:

Til januar skifter Stephen (Kinnock) sit job for British Council i Sierra Leone ud med et job i Genève i Schweiz for World Economic Forum og er borte fra mandag til torsdag. Han er hjemme hver weekend, som vi er vant til. Det kræver, at vi fra mandag til torsdag er ferme til at planlægge.

Se & Hør, d. 22. januar 2009:

Socialdemokraternes førstedame, Helle Thorning-Schmidt, kom alene: Min mand, Stephen Kinnock, arbejder i Genève i Schweiz og er kun hjemme hos mig og børnene i weekenderne.

Politiken, d. 14. juli 2009:

Jeg er et kendt ansigt i Super Best på Østerbrogade, hvor Camilla (parrets datter, red.) og jeg handler ind hver weekend, så på den måde giver jeg Helle plads til at gøre de ting, hun har brug for, siger Stephen Kinnock til Politiken.

B.T., d. 27. september 2009:

Siden 2004 har familien boet fast i Danmark, som weekendfamilie. I dag arbejder Stephen Kinnock for World Economic Forum i Geneve, hvor han flyver til om mandagen og fra om fredagen. Nogle uger hopper han allerede på flyet hjem til København om torsdagen, for at få mere tid til familien.

Mail til Justitsministeriet, d. 14. oktober 2009:

Min mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt.

Nordjyske, d. 10. januar 2010:

Man skal også huske på, at min mand kommer hjem og er der tre nætter hver uge.

Ugebladet Femina, d. 28. april 2010:

Når han (Stephen Kinnock, red) kommer hjem torsdag aften eller fredag eftermiddag, er det ham, der tager over i huset - laver mad, vasker tøj og kører børnene til aktiviteter, hvis de skal det.

B.T., d. 23. juni 2010:

Han ( Kinnock, red.) er i Schweiz mellem mandag og fredag. Og de allerfleste weekender er han i Danmark. Det er ikke alle weekender. Nogle weekender arbejder han, så det kan ikke lade sig gøre at overskride de regler ( skatteregler, red.), der er.

Berlingske Tidende, d. 1. juli 2010:

Vi har siddet og talt dage, det har vi aldrig prøvet før, men vi har talt alle hans dage op. Vi er kommet frem til, at han er i Danmark 33 weekender om året. Det vil sige, at de tal, der har været fremme om, at han hver weekend og alle ferier var i Danmark, har været forkerte.

Mail til Ritzaus Bureau, d. 29. juli 2010:

De oplysninger, der i efteråret 2009 blev sendt til Justitsministeriet vedr. min mands tilskødning af vores ejendom, har vist sig ikke at være præcise. Det var en sløset fejl, som jeg naturligvis beklager.

P.S: To skatteretseksperter, Tommy V. Christiansen og Søren Aagaard, har i går, lørdag, fastslået, at Skat vil lægge Helle Thorning-Schmidts udsagn til Justitsministeriet om, at Stephen Kinnock er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt til grund for sin afgørelse i den verserende skattesag. Det er nu op til ægteparret at bevise sin uskyld, og det kan kun ske ved at fremlægge bl.a. kreditkortoplysninger. Søren Aagaard sagde også lørdag aften på TV2 News, at Skat vil tillægge det faktum, at Thorning-Schmidt har indhentet en tilladelse til at få Kinnock registreret som medejer af sit hus vægt som yderligere bevis på hans tilknytning til Danmark, uagtet, at skiftet i ejerforholdene ikke er blevet ført ud i livet.

Indlægget er blevet opdateret d. 4. august.

Kilde: