Partiet for de snakkende klasser

Af Lars Helleskov Engelbrektsen Mange af de socialdemokratiske partier har mistet en betydelig del af deres folkelige forankring

Lars Helleskov Engelbrektsen,

24/11/2014

Af Lars Helleskov Engelbrektsen

Mange af de socialdemokratiske partier har mistet en betydelig del af deres folkelige forankring.

Som Ralf Pittekow har sagt det, på Den Korte Avis, er de mere og mere blevet partier for de snakkende klasser – akademikere, mediefolk, kulturelite, undervisere.  Til gengæld taber de mere og mere terræn i de produktive klasser, især ansatte i de private virksomheder.

Vedrørende de definerende klasser, den herskende klasse, så begik Anders Fogh Rasmussen en genistreg da han bragte emnet smagsdommere frem ved nytårstalen i starten af 00’erne. Vi troede han mente kommissioner, men han mente alle der vil influere på vores liv, for at sikre deres egen opretholdelse. Det vil sige, sikre en lønindkomst, hentet fra de offentlige fælleskasser. Til stadighed i stand til at finde på nye emner der må have offentlig bevågenhed og dermed også offentlige midler. Typisk er det emner der tilgodeser mellemklassen. Eksempelvis sundhedskampagner som ikke når ud til andre end dem der begår sundhedskampagnerne og så mellemklassen der selv lever efter sundhedsrådene.

Nu ser vi så småt resultatet af denne værdikamp, der i løbet af få år permanent flytter, nok allerede har flyttet 10 procent af midtervælgerne mod blå blok. Således at Helle Thorning-Schmidt, som forudsagt af Forfatteren Carsten Jensen – er sidste socialdemokratiske Statsminister. Den næste socialdemokratiske Statsminister bliver Thulesen-Dahl, der er formand for Socialdemokratiets underafdeling, men vil fortrænge det Socialdemokrati, der er synonym med velfærdsstatens institutioner og i stedet optræde som et klassisk socialdemokrati, der vender sig mod den arbejdende klasse – kendt som Blå Bjarne, der er til camping og kolonihave og dansk kaffebord. Det skal vi nok ikke begræde.  Socialdemokratisme er institutionaliseret selvfedme, hvor samfundskagen ikke må bages større, så nogle får for meget, selvom alle får lidt mere.  En større kage kan skabe misundelse. Socialdemokratismen er i stedet at fordele og fordele og skære og skære i den forbandede samfundskage. Til sidst har vi kun krummerne at slås om fordelingen af, da alle er holdt op med at bage kagen større.  Det kan jo ikke svare sig for den enkelte at anstrenge sig.

Kilde: