Patentdomstol: Det sikre er at stemme nej.

Ville du være parat til at løbe en stor risiko uden at kunne forvente en stor gevinst? Det ville være irrationelt

Torben Mark Pedersen,

31/03/2014

Ville du være parat til at løbe en stor risiko uden at kunne forvente en stor gevinst? Det ville være irrationelt. Det samme med Patentdomstolen.

Der er stor usikkerhed om, hvordan enhedspatentet og Patentdomstolen rent faktisk kommer til at virke.

Der er usikkerhed om,

- hvor mange patenter, der pludselig vil være gældende i Danmark

- om udstederne af enhedspatentet (der tjener penge på at udstede flere patenter) vil tillade mange flere patenter på afvikling af software (selve softwaren kan i princippet ikke patenteres, men afvikling kan). Og der er allerede udstedt softwarepatenter

- hvorvidt det vil være muligt at patentere en lang række ting, som ikke i dag anerkendes i Danmark, det kunne være patenter på planteforædling, m.m.

- hvordan Patentdomstolen vil dømme, og om hvordan en anke til et højere niveau af Patentdomstolen (som jo reelt er samme organisation) vil virke.

- sprog og mulighed for at føre retssager i Danmark og på dansk. Alle ankesager vil under alle omstændigheder skulle føres for Patentdomstolen og ikke i Højesteret

- de økonomiske omkostninger ved enhedspatentet og for at føre retssager

- omfanget af patent-troll, altså patentovertræderjægere, der vil få et stort marked at operere på med et enhedspatent og fælles Patentdomstol

En usikkerhed, der taler for, at vi ser tiden an og stemmer NEJ, indtil der eventuelt er vished for, at frygten for alle de nævnte risici (og der skal nok være flere) er gjort til skamme.

Det klogeste vil være at udskyde beslutningen om dansk deltagelse i Patentdomstolen, og da det ikke er på tapetet, så stem NEJ den 25. maj.

Danmark vil altid kunne tilslutte sig senere. Om tre eller fem år, når vi ved mere om, hvordan enhedspatentet og Patentdomstolen kommer til at fungere.

Det er decideret irrationelt at stemme Ja til noget, vi ikke ved, hvordan vil komme til at fungere, go stemmer danskerne ja den 25. maj, så fanger bordet, og vi slipper ikke ud igen.

Tilslutning til Patentdomstolen indebærer suverænitetsafgivelse, og det bør kun komme på tale, hvis der er klokkeklare og kvantiatitativt meget betydelige økonomiske gevinster ved at gå med.

Der er endnu ingen fortalere for dansk tilslutning til Patentdomstolen, der har kunnet dokumentere, at der skulle være nogen betydelige økonomiske fordele for Danmark, og de har samtidig ikke kunnet dokumentere, at der ikke er en lang række risici og usikkerheder ved en dansk tilslutning.

Og da EU-fortalerne i alle tidligere folkeafstemninger har løjet om konsekvenserne, fortiet og fordrejet sandheden om, hvad konsekvenserne ville være ved at stemme ja til traktater, euroen osv., så er der heller ikke i denne sag grund til at have stor tillid til forsikringer fra ja-partiernes side om, hvor godt det vil blive. Sandheden er, at ingen kan vide, hvordan Patentdomstolen kommer til at fungere.

Man skal være decideret risikoelskende eller blot helt og aldeles irrationel, hvis man skal stemme ja til noget, der er så stor usikkerhed ved, og som der ikke er nogen forventet positivt afkast af.

Det eneste fornuftige er derfor at stemme NEJ den 25. maj og lade os vente og se, hvordan enhedspatentet og Patentdomstolen kommer til at virke. Det er helt sikkert, at hvis det bliver et nej, så vil der alligevel komme en ny folkeafstemning på et senere tidspunkt.

Kilde: