Hvis man hører til blandt de danskere, der mener, at det alt andet lige er bedre, at mennesker har en høj levestandard end en lav, har det været en deprimerende uge.
Mandag kunne to af landets erhvervs-ikoner – Royal Copenhagen og Fritz Hansen – meddele, at de nu flytter produktionen til Thailand og Polen. Det er ikke i sig selv trist. Det er godt for lønmodtagerne i de lande. Det er godt for forbrugerne verdenover, som nu kan få de samme varer til en billigere pris end ellers–for slet ikke at tale om, hvis varerne helt var ophørt med at blive produceret. Det er også godt for virksomhederne, som på den måde får forbedret deres overlevelsesmuligheder på et konkurrencepræget, globalt marked, hvor urealistisk høje lønninger i Danmark og politisk påførte omkostninger ellers vil kunne true virksomhederne på deres liv. Og det er godt for virksomhedernes tusinder af aktionærer, at man tænker fremadrettet–historiens kirkegård er fyldt med virksomheder, der ikke har gjort det.
Men for det danske samfund iøvrigt er det ikke godt nyt, når arbejdspladser flytter ud af landet. Det er produktion og handel, ikke omfordeling, der skaber velstand, og Danmark er allerede gledet fra en plads blandt verdens mest velhavende nationer ned til i 2011 at ligge så lavet som på en 29. plads (målet efter købekraftsjusteret BNP per indbygger).
