Problem: Der er et stort antal boligområder og bydele i Danmark, hvor etniske danskere og især kristne, jøder og homoseksuelle chikaneres dagligt og udsættes for racistiske og nedsættende, trusler, vold, indbrud, hærværk, stenkast og overfald – fordi de er danskere. Og problemet er ekstra stort, fordi de erfarer, at det ikke nytter at klage til boligselskabet eller kommunen eller melde kriminelle forhold til politiet. Boligselskaber og myndigheder vil og tør ikke gribe ind, og selv politiet har tilsyneladende ikke viljen til at håndhæve dansk lov og beskytte beboerne mod de mange former for overgreb på deres liv, frihed og ejendom, de udsættes for, så det oftest ender med, at etniske danskere føler sig nødsaget til at flytte.
Ghettoproblemerne er selvfølgelig ikke kun et kriminalitetsproblem. Der er også sociale problemer, og en stor del af problemet skyldes nok, at der er tale om socialt boligbyggeri i stedet for ejerboliger, men i sig selv er det et konkret problem, som skal løses, at store boligområder fremstår som lovløse områder, hvor bander og kriminelle unge sætter dagsordenen, og hvor politi og myndigheder rent faktisk ikke beskytter beboerne mod overgreb.
Det er et stort og helt konkret problem, som politikerne på Christiansborg i sidste ende har ansvaret for at løse. Kommunerne har også et ansvar for, at det er gået så galt, og boligselskaberne har et ansvar for ikke at gøre noget, men retspolitik er folketingspolitikernes ansvar.
Racistiske chikanerier tvinger etniske danskere ud af ghettoerne
"Hvad siger man til sin 8-årige datter, når det sidste hun siger til en, inden hun lægger sig til at sove er; far hvad er en hvid luder?" Sådan skrev Kaare Bluitgen i sin bog "Til gavn for de sorte".
”Hvordan lærer man at elske en flok indvandrerdrenge, der kalder ens 10-årige datter for luder og kaster kanonslag efter den mindstes klapvogn?” udtaler en familie, der efter daglig chikane og ubehagelige oplevelser følte sig tvunget til at flytte fra ghettoen i Kokkedal.
I dagens BT skriver en desperat et åbent brev til medier, lokalpolitikere og ministre om en hverdag med chikane og trusler i en Nørrebro-ghetto.
Personlige beretninger om chikane og vold, flyder nettet over med. Ghettobeboere kan fortælle den slags historier i hundredvis af sådanne episoder med trusler, vold, chikane, smadrede biler, opskårne dæk, hærværk på skoler, børn der trues tilråb og stenkast.
Der er talrige beretninger om, at beboere med kristen eller jødisk baggrund trues med vold og må gå under jorden, skriver Politiken: I Vollsmose går jøder og kristne under jorden, fordi de trues med tæsk og får brændt deres biler af. I Gellerup har kirken ansat vagtværn for at få bugt med beboernes hærværk. Og i københavnske områder med mange muslimske beboere anbefales jødiske gymnasieelever at søge andre steder hen. En kristen præst flygter fra chikane i Vollsmose. Den homoseksuelle kristne præst, ”Tingbjergpræsten”, blev chikaneret, udsat for indbrud og hærværk i et omfang, så han til sidst måtte flytte fra boligområdet Tingbjerg til en hemmelig adresse. Det skabte en del politikeropmærksomhed, men intet skete.
Frygten er mange gange så stor, at ingen tør ringe til politiet, fremgik det af en artikel på DR nyheder.
Politiet er utilbøjelige til at reagere på anmeldelser om vold i ghettoerne, politiet oplever selv massiv chikane, når de rykker ud i ghettoerne, og politiet undlader ofte at reagere over for vold, chikane og hærværk – selv ikke når det rammer politiet selv. På Christiania er det nærmest officiel politik, at politiet ikke patruljerer, hvilket efterlader Christiania som en helle for kriminelle, der flygter derud. Det samme er tilfældet i ghettoerne, hvor det er indvandrere, der møder politiet med stenkast.
Politikerne gør ikke noget
Det nytter ikke noget, at politikerne snakker: ”jeg bliver godt gal…” Politikerne er ”fortørnede”, men gør ikke noget, og absurditeter som ”dialogpoliti” sættes ind. Og politiet reagerer helst ikke.
Fra multikulturalisternes side lyder der bare de sædvanlige remser, om at vi må ”komme i langt bedre dialog med de unge ude i de her områder”. ”…det handler meget om, hvordan man går til det og med hvilke ord, man taler om områderne, og hvordan man samarbejder med dem, siger Jørgen Nue Møller.” Radikale Manu Sareen vil ligefrem styrke de værste modstandere af integration, nemlig imamerne, og foreslog sidste år, at daværende justitsminister Barfoed skulle etablere imamråd. S støtter op om foreslået og foreslår et andet sted gratis husleje til velfungerende danskere, der vil sætte deres eget og børnenes velfærd på spil ved at bosætte sig i en ghetto. Helt gakgak bliver det, når en religionsforsker Kate Østergaard foreslår at bygge moskeer som et middel til at løse ghettoproblemer og forbedre integrationen. Kommunalpolitikerne er ofte de værste, og værst af alle er den københavnsk borgmester, Anna Mee Allerslev, der taler som et RUC humbas-projekt: ”Det handler om diskursen, om den måde, vi taler om tingene. (…) ord skaber handling. Så jeg ville gerne have, at vi begyndte at tale om ’mangfoldighed’ frem for ’integration’. Integration er et ord, der er kommet til at betyde, at vi alle sammen skal ligne hinanden, og i mangfoldighed er der plads til at være forskellige”
Et retspolitisk problem
Der er mange andre problemer i ghettoerne, men lovløsheden og det faktum, at politiet ikke rykker ud og ikke håndhæver loven med konsekvens i ghettoområderne er et retspolitisk problem, som det er folketingspolitikernes ansvar at gøre noget ved.
Hvad vil I gøre, folketingspolitikere? Hvordan vil I løse problemet med de retsløse tilstande i ghettoerne, hvor beboere bliver tvunget til at flytte efter chikanerier, trusler, vold, hærværk og indbrud? Hvordan vil I sikre retstilstande over alt inden for Danmarks grænser?
Hvad er Jeres svar?
