Som politiker bør man spørge sig selv om, hvorfor man går ind i politik. Vi bør spørge os selv, hvad politik handler om? Den Store Danske definerer det som værende ”aktiviteter, der vedrører fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund eller andre sociale systemer og institutioner.” Dermed har man som politiker en forpligtigelse til at gøre sit bedste i forhold til at skabe et samfund, som man tror på kan være bæredygtigt.
Det er derfor, vi vælger specifikke politikere til Folketinget og byrådene. Fordi vi føler, at de er de bedste kandidater til at styre samfundet ansvarligt i en retning, vi som vælgere gerne vil se landet føres i. Eller sådan burde det være. Desværre nærmer vi os mere et system, hvor vi vælger efter, hvem der lover os guld og grønne skove, for efterhånden handler det mere om, hvad jeg kan putte i lommen af offentlige ydelser, fremfor hvorledes samfundet bliver bæredygtigt.
Det er ingen hemmelighed, at Danmark er udfordret – hele Vesten er faktisk udfordret, men særligt Danmark. Vi er udfordret af Asien og Sydamerika, af lande som kan tilbyde virksomhederne billig arbejdskraft, lave skatter og højt kvalificeret arbejdskraft. Vi er udfordret, fordi vores velstand afhænger af, at der balance mellem den offentlige sektor og den private sektor, og at der er balance mellem, hvor mange der yder, og hvor mange der nyder.
Et flertal i vores lille nation mener, at velfærdssamfundet er vores store vidunder, det som vi stolt har vist frem for resten af verden igennem en årrække. Ideen om, at velfærdssamfundet automatisk medfører et højt skattetryk, er desværre et kendetegn på den skandinaviske velfærdsmodel. Vi gruppetænker os ind i en forståelse af, at vores velfærdssamfund ER bedre end tyskernes, italienernes og briternes, fordi vi betaler meget mere til fælleskassen, men det er en misforstået kobling.
Ikke nok med at diverse afgifter undergraver danskernes købekraft, så har vi også en tårnhøj indkomstskat, der presser lønniveauet op i håbløse højder, og netop disse forhold er faktisk en hæmsko i forhold til velfærdssamfundets udvikling og bæredygtighed.
Imens lande som Kina og Cuba decentraliserer og liberaliserer og Sverige sænker skatten – og efterfølgende oplever exceptionelt høj vækst – vil danske politikere tilsyneladende i den modsatte retning. Der er i hvert fald ikke den store vilje til at tage hånd om landets problemer, for oppositionen vil have mere stat og mere skat. Ligeledes er det ikke lykkedes en borgerlig regering, som har siddet på magten i 10 år, at sænke skattetrykket betydeligt.
De fleste politikere er udmærket klar over, at vi skal løse Danmarks største udfordringer ved hjælp af reformer, men de er også klar over, at der er langt flere stemmer i at snakke løst om velfærd, end der er i at snakke om de nødvendige reformer, velvidende at vi er udfordret på livet. Det er nemmere at være Helle Thorning og love velfærdsgoder til alle danskere, end det er at være Anders Samuelsen og snakke om de reformer af Danmark og velfærdsstaten, som er nødvendige, hvis vi fortsat skal kunne tilbyde velfærdssamfundets kerneydelser til vores børn og børnebørn. Danske politikere er således mere interesseret i at blive på sine taburetter, end i at løse de problemer, som de i virkeligheden har forsvoret overfor vælgerne, at de ville løse.
Politik i Danmark handler tilsyneladende ikke om ansvarlighed og god ledelse, nej, det handler om overbudspolitik. Hvem kan tilbyde danskerne flest velfærdsgoder? De blå socialdemokrater eller de røde socialdemokrater? Jeg synes, at danske politikere i stedet skulle gå forrest – rød som blå - og sætte de nødvendige reformer på dagsordenen. Også selvom det er upopulært. Politik burde netop handle om, hvorledes vi får skabt det bæredygtige samfund, og ikke om, hvorledes vinden blæser i meningsmålinger eller fokusgrupper. Heldigvis er jeg en stor mand, der sagtens kan blive stående, selv i strid i modvind.
