Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Risici ved politisk beslutningstagen
At træffe politiske beslutninger er en risikabel ting. Det er det for så vidt også at lade være. En beslutning skal medføre en succesfuld handling og disposition. En beslutnings succes eller fiasko afhænger af andre personers iagttagelser og handlinger.
Når tusinder af personer skal handle på baggrund af deres iagttagelser, valg, forudsigelser, (mis)forståelser, er det svært at forudsige udfaldet. Enhver politisk organisation skal handle på baggrund af begrænset viden om omgivelsernes reaktioner. Organisationen skal altså handle i situationer, hvor det er vanskeligt at forudsige konsekvenserne. For at forebygge uheldige dispositioner forsøger den politiske organisation at skaffe sig informationer og dermed viden.
Men viden er også omgivet af ikke-viden, der ikke må forveksles med uvidenhed og det forhold at organisationen ikke har læst på lektien. Ikke-viden kan opstå som følge af, at organisationen ikke har øjnene rettet mod bestemte aspekter af virkeligheden. Dertil kan en beslutningstager i en organisation umuligt være helt ajour med hvad der sker rundt omkring. Det kan også være manglende viden om hvad der sker i selve organisationen.
Eksempelvis er mange organisationer præget af asymmetrisk information. Det kan forekomme i en organisation, hvor ledelsen ikke har fuldstændig viden om, hvad der sker i driftsorganisationen. Beslutningstageren kan heller ikke være bekendt med alle tænkelige - og for beslutningen afgørende - faktorer i omverdenen og dermed med forhold uden for organisationen. Endelig kan præmisserne for en beslutning ændre sig i den periode hvor dataindsamling og opstilling af beslutningsscenarier står på.
Det vil sige, at det tilvejebragte beslutningsgrundlag forældes, før beslutningen træffes og effektueres.
En beslutnings implementeringsfase
En beslutnings implementeringsfase er interessant. Der går lang tid fra en beslutning er truffet i toppen af hierarkiet, til den er omsat til virkelighed. Undervejs i et beslutningsforløb formes og tilrettes og måske ligefrem omgøres beslutningen. Beslutningstageren kan måske ikke følge en beslutning fra den er truffet til den er realiseret. Selve beslutningsudfaldet kan være et andet, end det der var tiltænkt med beslutningen.
Såfremt der skal følges op på en beslutning, kræves et apparat, der kan måle udfaldet. Det kan betyde en form for kontrol. Mere populært udtrykt en form for kvalitetssikring. Det tager tid at indsamle og bearbejde den information der skal være tilstede for at kunne tage stilling til om udfaldet er det tiltænkte.
En beslutningsproces fra beslutning til effektuering af beslutningen kan altså medføre en omgøring af beslutningen. Hvis eksempelvis en beslutning skal igennem 5 beslutningsled og der går 10 pct. tabt af intentionen bag beslutningen, hver gang, gennemføres beslutningen kun 66 pct. I praksis kan der undervejs i en sådan proces jo også rettes op på tidligere beslutningsled misforståelse af den politiske intention.
Beslutningen træffes af topledelsen. Beslutningen overbringes mellemledelsen, der mere eller mindre velinformeret og velinstrueret afleverer beslutningen til eksempelvis en betroet menig medarbejder, f.eks. en koordinator eller anden ansvarlig for et område.
Denne overbringer beslutningen til en frontarbejder, der efterfølgende udfører beslutningen i et samspil med adressaten for beslutningen. I dette samspil mellem frontarbejder og virksomhed formes beslutningen endeligt. Udfaldet kan være forskellig fra frontarbejder til frontarbejder alt efter dennes forståelse af beslutningen og vurdering af muligheden for overhovedet at omsætte beslutningen, der set fra frontarbejderens bord kan være mere eller mindre fortænkt.
Når en politisk beslutning kan omgøres undervejs er der vel ingen grund til at bedrive politik. Et kættersk svar vil være at svare nej og så er alt jo overladt til naturtilstanden. Det er ikke mit forslag. Min holdning er, at politikerne skal beherske sig og deres reguleringsiver. Der kommer sikkert alligevel ikke alverden ud af deres beslutninger. Eller måske kommer der noget godt ud af dem, men det er ikke fordi deres politik er gennemført, men fordi den er tilrettet undervejs i forløbet af dem der ved hvor skoen trykker. Politik møder hverdagen og tilpasses hverdagen. Politik må tage hensyn til autonomi og selvbestemmelse og tro på at mange ting regulerer sig selv - ude i samfundet, hvor det autentiske liv leves.
Det er politikerne der skal sætte grænser for politik
Undertiden kører en debat om kostvaner. Andre gange kører en debat om hvad vi ser og hører i medierne. Om vi ser det rigtige. Andre gange en debat om børns internetvaner. Og motionsvaner. Hvor og hvordan vi tilbringer vores ferier. Om det er kultiveret storbyferie vi vælger eller charterferie med alt inklusive på de overfyldte destinationer, der har mistet al autencitet. Hvordan vi opdrager vores børn og om vi revser dem. Om de stimuleres intellektuelt. Om de er for mange timer i institutionerne. Om hvad kvalitetstid er.
Der er altid politikere med en mening om ovennævnte og som mener, at der også må gøres noget. Underforstået lovgives.
Indenfor hjemmets fire vægge og trygge rammer bestemmer vi selv. Og her bydes smagsdommerne ikke indenfor. Her har vi et fristed, en regulerings- og overvågningsfri zone. Her råder vi selv. Tror vi, for vi er alle underlagt normerne. Helt frie er vi ikke til selv at bestemme. Og der findes også en politik for det private, så politikerne vil også være med.
Ovennævnte handler om selvbestemmelse og mere overordnet set om autonomi.
Politisk skal man tage emnet autonomi højtideligt. Ikke kun ved grundlovstaler, men hver gang en ny lovgivning tænkes indført. For autonomi handler netop om at undgå et fintmasket net af love og regler og holde privatsfæren fri for alt for mange snærende bånd. At tro på at meget kan regulere sig selv og faktisk tiltro borgerne, at de i deres interaktion med andre følger en etik, så lovgivningsmagten ikke behøver sætte rammerne på opdragende vis.
Der skal være grænser for politik, forstået som grænser for hvad politikerne skal blande sig i og lovgive om. Noget skal være helliget privatlivets fred.
Bertel Haarder skrev tilbage i 1990 en bog om emnet, grænser for politik, som jeg må indrømme er 16-17 år siden jeg læste, men lidt kan jeg da huske. Nemlig at alle og alles velbefindende ikke er et politisk anliggende og dermed at politik ikke skal forsøge at løse alle private problemer og sikkert heller ikke kan.
Alt skal ikke være politik, kan Bertel Haarders budskab destilleres til. En politiker, som har som politisk projekt, at beherske sig og stille spørgsmålstegn ved om nye love nu også er nødvendige, vil hurtigt blive beskyldt for ikke at tage de samfundsmæssige problemer alvorligt. Det er meget lettere som politiker, med valg eller genvalgsønsker, at nævne hvad han vil arbejde for regulering af og kontrol med. For er der noget der ikke accepteres i overreguleringsdanmark, er det laden stå til og selvregulering. Der er ikke en udpræget tro på, at ting kan gå i sig selv igen og kan regulere sig selv og finde et nyt ligevægtspunkt.
Politik har at gøre med at omskabe mennesket. Ikke tillade mangfoldighed og afvigelser. Vil man et konformt samfund, skal man bare stemme på de reguleringsivrige politikere. Det første skridt mod totalitære tendenser er reguleringsivrighed blandt politikerstanden. Hjulpet af borgere der også finder det for galt, at der ikke gøres noget ved det uregelmæssige og brogede. Det er også for galt at der larmes, støves, males i forskellige farver og holdes åbent på ukristelige tider i butikkerne en søndag.
Politikerne skal lede landet. De skal ikke lave dets mennesker om.
Danmark er historien om, hvordan staten mere og mere udvidede dens domæne. Med kulturpolitik og børnepolitik. Intet livsområde slipper for at få hæftet en "-politik" på sig. Ved hjælp af demokratiet, det totale demokrati, kan alt politiseres.
Hvad vil det nemlig sige at sætte grænser for politik? Det vil sige, at man tager områder bort fra den offentlige kontrol. Hvem af de folkevalgte tør gøre det til sin politik at fjerne kontrol og er der nogen kandidater til Folketinget, der vil turde stille op med en sådan politik og vil vedkommende have en chance for at blive indvalgt? Måske én enkelt eller to fra Liberal Alliance.
Hvis man skal respektere det private og holde det privat, skal børneopdragelse ikke være omfattet af love og paragrafer. Ansvaret for børnene er forældrenes og ikke statens.
Sindelagskontrol skal væk og staten skal opgive oplysningskampagner, af den slags vi ser, og som selv Josef Goebbels ville være blevet imponeret over, hvis han, Hitlers Propagandaminister, var i live.
