Det er interessant, at nu hvor Samuelsen har angrebet forskellige medier, så består interessen i, hvorvidt det nu var taktisk klogt, dygtigt spin og eventuelt kan bon’e ud i forbedrede meningsmålinger eller det modsatte. Samuelsens egen forklaring, at det er en naturlig reaktion på journalister, der ikke ønsker at der skal diskuteres politik, fylder ikke meget.
Politikere har for længst opdaget, at de ikke kan bruge journalisternes vinkling til noget. Derfor har de hidtil blot valgt at svare på noget helt andet end journalistens spørgsmål. Det giver en mærkværdig ikke-samtale, men man undgår skænderiet.
Samuelsen vælger at gå efter ondets rod: den journalistiske vinkling. Ulempen er, at det forskyder fokus og øjeblikkelig kommer til at handle om temperament og om nogen er blevet såret og kede af det. Fordelen er, at ondets rod søges afdækket og falske præmisser afsløres.
Problemet er imidlertid, at der er en modsætning mellem en seriøs politiker og en journalist. Politikeren vil ønske et væsentlighedskriterium anlagt. Journalisten et nyhedskriterium. En nyhed er noget overraskende, noget usædvanligt, en undtagelse. Derfor er nyheden pr. definition uvæsentlig.
Læg mærke til, at mediernes undskyldning for ikke at dække det politiske indhold af LA’s landsmøde er, at der ikke var noget politisk nyt. Det var ganske vist politisk yderst væsentligt, men fra en nyhedsvinkel var det uinteressant fordi der ikke var overraskelser.
Derfor har politikere kun to muligheder, når de står over for en journalist og ønsker noget væsentligt frem: svar på det spørgsmål du ville ønske, journalisten havde stillet eller angrib journalistens præmis for spørgsmålet. Jeg støtter Samuelsens bestræbelser på det sidste – ikke fordi det er taktisk klogt, hvad det måske ikke er, men fordi det direkte adresserer problemet.
