PRESSENS MORD PÅ LØKKE

Ekstra Bladets leder i dag opretholder hånende presset på Løkke: - Tøjet må vi forstå, at Løkke fik, fordi andre mente, at det var en god idé

suzanne_bjerrehuus

01/06/2014

Ekstra Bladets leder i dag opretholder hånende presset på Løkke: - Tøjet må vi forstå, at Løkke fik, fordi andre mente, at det var en god idé. Lad mig sige det ligeud, jeg synes også, at det var en god idé. Jeg har fuld forståelse for Venstres indsats i 2011 for at klæde Løkke pænt på. Manden er skabt som han er og skal se præsentabel ud. 

Løkkes job er enormt udadvendt, det forventes, at han er velklædt som en bankdirektør. Se dog på erhvervslivets ledere, som han skal være i øjenhøjde med. Man er klædt pænt på i direktionen. Han stiller op til mængder af interviews, rejser, taler, tv, aviser og et altfortærende nådesløst politisk arbejde, hvor han altid har været velforberedt og knivskarp. Alle, som kender til det at være en topprofessionel også i mediesammenhæng, ved, hvor meget besvær der er med at have tøj parat. Man skal skifte tøj, man sveder, tøjet krøller, man er af sted i flere dage i træk. 

Godt at nogen i partiet passer på Løkke med den kraftpræstation, han gennem årene har leveret. Med de afsavn hans familie har lidt. Skræddersyet tøj, sko, strømper, hvad kommer det folk ved? Det handler om smålighed og dansk misundelse, når det er værst. Det er Venstres eget valg. Partiet kan have et problem med de mere nøgterne vælgere, men det komme ikke offentligheden ved. 

Hvorfor skal vi tvangsforarges over det? EB er ude i den store opdragelsesmanøvre og det er lykkedes. De har fået slæbt de andre medier med, de taler ikke om andet, som om Løkke har stjålet kronjuvelerne og smeltet dem om. 

Den lovgivende dømmende og udøvende magt er grundlovssikret. Og så er der oveni den fjerde statsmagt, pressen - den fordømmende magt. 


At fjerne Løkke på tirsdag er et knæfald for Ekstra Bladet. Tænk dog tilbage på Politikens angreb på Fogh under Muhammedkrisen, fordi han nægtede at tage det møde med nogle ambassadører. Det var helt klart en presseskabt pressehetz, der skulle vise at Seidenfaden kunne fælde en statsminister. 

Skal EkstreBladet have den sejr at fælde en dygtig leder af Venstre? Resten af pressen har fulgt med i forargelsen, som blev til en lavine, der lever af sin egen luft. 


Det kan ikke nytte noget, at der sidder nogle provins-venstrefolk og panikker, fordi de ikke kan klare, at pressen i denne periode har sat sit kryds på Løkke. Det her er EB's egen lille Muhammedkrise, nu skal avisen gøre hvad Seidenfaden ikke formåede, at gøre mod Fogh, at ødelægge Venstres leder.

Forsiden i EB i dag: Løkke tømte kassen. Der er ikke mere i den historie. Flasken begynder at pege på EB: Ren personhetz, nu har de sat krydset på Løkke, han skal væltes. De vil bare se om de kan, de ville synes det var så fedt, hvis EB kunne vælte ham. Det gælder om at få ham væk, så de kan prale af det. 


Hvis det lykkes er det til stor skade for Danmark. Ønsker vi et land, hvor pressen i sidste ende skal bestemme, hvem der skal sidde i spidsen for et parti? Løkkes garderobe er IKKE en skandale, det ligner en skandale. Takket være pressens hetz.

Var Løkke kommet hjem og havde talt i telefon for 250.000 kr på skatteydernes regning eller havde han ulovligt fået lavet sine valgplakater for EU penge, var det blevet omtalt i månedsvis. 


Den proportions forvrængning har andre medier også fulgt, og ignoreret andre forseelser som med rette kunne være blæst op. Mærkeligt at vælgerne er så enge med EkstraBladet i, at det er småtingsafdelingen, mens de er gået helt agurk over, at V har brugt 150.000 kr på en masse tøj til en investering i Løkkes remtoning som partichef og kommende statsminister? 
Hvis Løkke ryger er det ikke pga det han har gjort, men på grund af omtalen.

Kilde: