Marlene Wind holdt i går tiltrædelsesforelæsning. Wind har sagt til danskerne, at Morten Messerschmidts påstand, at danske politikere underdrev unionsplanerne for at få danskerne med i EU, er ”konspirationsteori”. Men allerede 10 år tidligere var det hos Wind og EU-systemet et velkendt faktum.
Marlene Winds bortforklaring af euroskepsis
Marlene Wind holdt i går, den 25. november, tiltrædelsesforelæsning som ny professor pr. 1. juni i “europaforskning” ved Københavns Universitet. Ved tiltrædelsesforelæsninger indenfor socialvidenskaberne er kritiske spørgsmål fra auditoriet vedrørende finansieringen, målene og objektiviteten af stor betydning i et demokrati, da et professorat medfører autoritet, som finder anvendelse i den offentlige debat. Jeg kunne desværre ikke være tilstede i går, men håber, at andre borgere mødte frem og stillede spørgsmål fra auditoriet.
Marlene Winds forsknings “hovedtese” er, at nordeuropæisk EU-skepsis kan forklares gennem styreformen “majoritetsdemokrati”, hvor magten hos domstole og andre institutioner skulle være mindre end hos de folkevalgte. Denne tese er selvfølgelig fascinerende, da den berører balancen mellem demokrati på den ene side og oligarki og teknokrati på den anden side, som er afgørende for EU's fremtidige udvikling.
Kontinentaleuropa har en årtusind-gammel tradition for totalitære systemer med undertvingelse af menneskerettigheder, frihedskrænkelser og forfølgelser af videnskabsfolk, jøder og andre ”kættere”. Imens har Nordeuropa (inklusive Holland) især siden Reformationen skilt sig ud med sin større grad af frihed og velstand, stærke civilsamfund, innovationer indenfor finans, videnskab, teknologi og international handel, der har gjort protestantiske Nordeuropa til Europas primus motor, selvfølgelig anført af Storbritannien efter den industrielle revolution.
Som kontrast til Nordeuropas liberale demokratier har især Sydeuropa i lange perioder været tydelige oligarkier eller endog diktaturer, selv efter 2. verdenskrig. Denne modsætning burde Marlene Wind holde sig for øje som noget af det første, når hun skal forklare nordeuropæisk EU-skepsis med et professorat i ryggen, men det gør hun ikke: Denne skepsis bunder ifølge Wind i en forskel i konstitutioner. Det virker selvfølgelig en smule historieløst, men er altså nok til et professorat ved Københavns Universitet, og tillykke med det.
Skepsis er ikke blevet mindre, efterhånden som teknokrater indsættes i kontinentaleuropæiske lande gennem EU-systemet, som selv styres af ikkefolkevalgte topfolk. Det vidner nok om, at EU-systemet næppe kan vriste sig helt fri af den kontinentaleuropæiske tradition for totalitarisme, og denne oligarkiske tendens, samt det, at befolkningerne ikke spørges undervejs mod målet, styrker formentlig den nordeuropæiske skepsis.
EU-skepsis er jo desuden vokset markant, efterhånden som euro-projektets omkostninger og konsekvenser bliver mere tydelige for almindelige mennesker – hvilket Marlene Wind også ignorerer. Jeg glæder mig til at se, hvordan en tese, der ignorerer flere hundrede års teknologisk, økonomisk og kulturel tendens til større frihed i Nordeuropa, kan lægges ud til kontinentaleuropas fordel i Winds projekt.
Wind vs. Messerschmidt
Marlene Wind er tidligere blevet beskyldt for stærk pro-union bias: Morten Messerschmidt kaldte det i 2009 for politiserende kommentarer i dagspressen op til valget til Europaparlamentsvalget. – ”Jeg er godt træt af at høre på jubeleuropæeren Marlene Winds evindelige politisering. Når man udtaler sig som ekspert, udtaler man sig om faktuelle forhold og vurderinger. Man giver ikke sit eget politiske besyv med, men det har Marlene Wind tilsyneladende ikke fattet, fastslår Morten Messerschmidt, der opfordrer Wind til enten at stikke piben ind eller bekende kulør og stille op til Europaparlamentet.”
For nogle måneder skulle Messerschmidts EU-kritiske minifilm inddæmmes. En af de fremdragne eksperter var Marlene Wind, som kaldte Messerschmidts argumentation, at EU blev manipuleret igennem, fordi unionens omfang ikke blev gjort klart, for ”konspirationsteori”. Der blev ikke citeret nogle argumenter, og Lisbeth Knudsens Berlingske Tidende undlod som altid den redelige disclaimer, man kunne ønske, vedrørende Marlene Winds baggrund , skoling og finansiering i EU-systemet, som kunne give mistanke om, at Messerschmidt måske har ret vedrørende Winds neutralitet.
Berlingske Tidende fandt dengang, men vanlig sans for journalistisk objektivitet og balance, tre pro-EU ”eksperter” frem til lejligheden, som alle angreb Messerschmidt, uden nuancer, og alle tre angreb var uden substans og handlede om ”Propaganda” og ”konspirationsteori”. Nu viser det sig så, at Marlene Wind dengang talte mod bedre vidende.
Wind kendte til nationale politikeres falske løfter om ingen superstat allerede i 2001
Her er, hvad Marlene Wind selv sagde til sine EU-kolleger allerede i 2001:
“A lot of popular resentment towards the Union and its institutions can thus be traced to national politicians themselves, who, in recent years, have been extremely busy reassuring the voters that the EU is not (and never will be) anything but ‘ordinary international politics’ among entirely independent governments. Thus, lack of confidence in the EU has a lot to do with the lack of trust in national politicians, who have handed down promises about the development of the Union which, clearly, could not be kept.”(min understregning).
Citatet viser, at Marlene Wind både har kendt til planerne om superstat og om de nationale politikeres svigt i at oplyse om disse planer, i hvert fald siden 2001. Og dette var jo lige præcis Messerschmidts pointe.
I lyset af dette 10 år gamle citat bliver sagen pludselig noget speget for Marlene Wind. Når Messerschmidt advarede danskerne om netop dette i TV, så var det pludselig ”konspirationsteori”? Også Uffe Ellemann Jensen benægtede i øvrigt Messerschmidts historiske beskrivelse som ”propaganda”. Jeg er forvirret, og kunne egentlig godt tænke mig en forklaring.
Nogen ville hævde, at Marlene Wind med sine kommentarer fra 2001 taler med to tunger: Én til sine venner og kolleger i partiskolerne og i eurobureaukratiet, og en anden til det danske folk. Måske havde Morten Messerschmidt alligevel ret i, at Marlene Wind skulle melde sig ind i et eurofilt parti og ikke fremstå som neutral professor?
Udover vedkendelsen af nationale politikeres usandheder i EU-indslusningen og senere benægtelse af samme overfor danskerne i 2011, så fremgår det i korrespondance med kolleger i EU-apparatet, at Wind gerne vil give nationale politikere "skylden" for EU-skepsis:
“On the one hand, we have a European Union which has all the institutions of a modern state, but with no real public legitimacy. And, on the other, we have the century old nation states whose existence as real democracies have been more or less undermined by supranational governance” [...] “…there is little doubt that the Member States can (and should) be blamed for their role in turning their citizens into reluctant Europeans - at least, if we focus on the Nordic countries, Britain and perhaps even Ireland” (min markering).
I lyset af alt dette virker det lidt overraskende, når Wind hævder: ”Overordnet er jeg fløjtende ligeglad, om vi melder os ud af EU, men så længe vi er med i fællesskabet, skal reglerne overholdes”. Objektivitet er nok nødvendigt for at retfærdiggøre skatteyderfinansierede professorater, fordi alt andet ville være udemokratisk. Men Winds felttog mod Messerschmidt strider imod en historisk virkelighed, hun selv har kendt til i mindst 10 år.
Forskellen mellem harmoni og monotoni
Og så vil jeg slutte med et profetisk citat af den århusianske filosof Oskar Borgman Hansen fra 1998:
”EU giver ikke love, men udsteder direktiver. 15 europæiske landes befolkninger må mere og mere indrette deres liv efter direktiver, d.v.s. påbud, der kommer fra en myndighed, man ikke kan diskutere med. Mere afslørende kan det ikke siges, hvad det drejer sig om.
Til gengæld er harmonisering af lovgivningen i EU-landene et mål, som efterstræbes af al kraft, og det, som her hedder harmonisering er det modsatte af, hvad ordet almindeligvis betyder. En harmoni er en samklang. Modsætningen er disharmoni eller dissonans. Som det er klart, at der er tale om flere toner, hvis der skal være disharmoni, må der også være flere toner, hvis der skal være harmoni. Men i EU-sproget betyder harmonisering ensretning. Der må ikke være flere toner. Lovgivningen skal være ens i forskellige lande. Det rette ord herfor er monotoni.” (mine fremhævelser).
Monotonien (ensretningen og kollektiviseringen) er netop totalitarismens varemærke, bedst beskrevet af George Orwell, Ayn Rand, Kafka og visse andre forfattere. Monotoniens fejlpræmisser er kun blevet tydeligere med det katastrofale europrojekt, hvori ensretningens umulighed netop var hovedargumentet hos euromodstanderne i sin tid.
Mens vi taler, støtteopkøber Den europæiske Centralbank sydeuropæiske statsobligationer for hundredevis af milliarder euro med moral hazard og fremtidig inflation til følge. Omkostningerne for den kontinentaleuropæiske storstatsfilosofi er allerede og bliver endnu mere gigantiske.
Totalitarisme under dække af samklang og solidaritet fremført af de historieløse har altid været en trussel mod liberalt demokrati. Historien har vist, at ensrettet centralistisk union i Europa fører til ufrihed, antisemitisme, forfølgelser og krig, altid under påskud om at bekæmpe disse, og at Nordeuropas tradition for frihed og velstand er langt stærkere end Syd- og kontinentaleuropas tradition for diktaturer.
Der findes i Europa en gruppe fanatiske EU-tilhængere, der prøver at realisere et nyt system ovenpå ruinerne af Romerriget, Den mørke Middelalders kirkemagt, Habsburgerne, Napoleons kontinentalalliance, Hitlers Tredje Rige og Warszawapagten. Med skatteborger-finansierede eksperter i front uden modstand fra demokratiets sovende vagthunde, de gamle mediers sammenspiste 68’er generation, hvoraf mange nærede sympati for det sidste kontinentaleuropæiske projekt i Østeuropa, er der en risiko for, at de vil lykkes.
Når EU-systemet nu også går uden om folket på sin vej mod ensretning, så kan det undre, at Marlene Wind ikke inddrager hele historien og de aktuelle begivenheder i en oplagt forklaring på, at de nordeuropæiske demokratier er skeptiske, i stedet for en søgt, socialvidenskabelig, forklaring om ”konstitutioner”.
Men tillykke som ny professor på KU. Det bliver spændende at se, hvordan den nye autoritet håndteres fremover med denne noget særegne tese som udgangspunkt.
