Her hvor røgen fra krisen endnu er tyk som Leibnitz-smog på en god dag i '73, undrer det den røde, at cheflønningerne er stigende, og stiger mere end den normale lønmodtagers lønninger. Den normale lønmodtager, som jo gennemsnitligt ses oftere i køen af arbejdsløse for tiden, og hvis pris derfor må falde. Og chefen, der skal rage kastanjerne ud af ilden for de relativt mange kriseramte virksomheder, hans pris stiger, da hans chance for, ikke-relativ benhård bundlinje-, succes forværres af krisen.
Sådan er forholdene nu en gang på det frie marked, men i de røde hoveder læses cheflønningernes relative positive flugt som et udtryk for grådighed på chefgangen. De røde, der endnu ikke har forstået, at der løbende finder en naturlig prissættelse af topchefernes lønninger sted, som på den lange bane sørger for, at de bedste vælges til jobbene til den pris, det nu en gang er nødvendigt og muligt at betale, for en given virksomheds optimering gennem valg af øverste leder på et givent tidspunkt.
Lige nu er topchefen relativt vigtig, medarbejderne på gulvet knap så vigtige, så prisen i toppen stiger og prisen i bunden falder. Hvis ikke man kan accepterer dette faktum, så evner man ikke, at gennemføre den politik, der er bedst for erhvervslivet og dermed os alle.
Det gør man ikke i rød stue, hvor vi nok snart skal se en genåbning af millionærskat- og måske endda bankskat-debatterne, hvor idiotien sættes i kollektivt psykotisk selvsving, når de røde idioter vil kæmpe for en øget beskatning af topchefer og banker og dermed i virkeligheden - madpakkesmørende Benny - Skattebarnets nye yndling. Ebberød bank, denne gang bestyret af Skattebarnet med svumlende dunlæber, armycut og dårligt siddende suit.
Den røde idealisme er præmieeksemplet på tænderskærende eget-benafskydende dumhed.
