Kære redaktion på Politiken
Denne respons er på baggrund af jeres udmærkede artikel ”Piger er lyserøde - drenge er lyseblå”, der kan ses på http://politiken.dk/kultur/article868782.ece
Vi er helt enige i, at Darwin tog fuldkommen fejl. Hverken genetik, hormoner eller PMS-cyklusser spiller på nogen måde ind i levende væseners opførsel.
Det er alt sammen blot endnu et element i den verdensomspændende mandekonspiration, der igennem årevis har forfalsket alle ikke-feministiske forskningsresultater til at fremvise en kunstig ulighed, som vi jo alle ved ikke eksisterer. At ingen feministiske forskere har vist det empirisk muligt at ændre pigebørns legevaner, selvom de siden fødslen har fået unisex-baseret opdragelse, viser blot, hvor alvorligt omfanget egentligt er. De stakkels undertrykte kvinder bliver jo hjernevasket allerede FØR fødslen – måske endda før sædafgang! Men hvad skal vi med empirisk belæg og logisk deduktion? Det er noget, jeg ved, fordi jeg føler det.
Et af de værste emner er, at kvinder gennemsnitligt får endnu kortere tid på arbejdsmarkedet, fordi et mandsdominerende samfund har tvunget dem til at leve længere. Derved fastlåses kvinder i endnu højere grad i ”forsørget”-rollen, når de på den måde passivt tvinges til mere sygdomsbehandling, modtagelse af pension og arvning fra ægtefælden. Det er åbenlyst, at dette problem ikke løser sig selv. Det kan kun løses ad politisk vej! Jeg foreslår derfor, at vi i sympati med de aldersundertrykte kvinder enten hæver deres pensionsalder eller indfører visse medicinalt baserede aldersudjævnende tiltag.
Vi opnår aldrig fuldkommen lighed ved at sidde på vores flade og lade individer tro, de kan træffe deres egne beslutninger. Især ikke når de gang på gang viser sig at være forkerte på det kollektivistiske – og dermed meget vigtigere – plan. Det kunne være rigtigt interessant, at høre hvordan politikens eksperter ville angribe denne yderst tabuiserede problemstilling.
Mvh
Michael
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Har desværre endnu ikke modtaget nogen respons...