Ulla Lauridsen rapporterer:
Jeg var her til aften til møde i Liberal Alliance, Storkreds Fyn, i Odense Squash Centers cafe. Det er det første møde, jeg har været til, og det var et godt valg: Først var det fem ny folketingskandidater på Fyn, der hver især præsenterede sig selv, deres politiske fortid og deres politiske interesseområder, så talte den byrådskandidat fra Nordvestfyns Kommune, som lige er er skiftet fra Venstre til Liberal Alliance, og til sidst talte Anders Samuelsen himself om partiets placering i det politiske billede.
På billedet her ses Jens Otto Dalhøj. Den yngre kvinde i mørkt tøj yderst til højre er topkandidaten Merete Riisager.
Det var et godt møde at komme til – one stop shopping, så at sige. Samtlige kandidater og partiejeren var sympatiske og langt hen ad vejen fornuftige mennesker – der var mange gode visioner om økonomiske reformer, frihed og vækst, men de bar nu engang præg af deres fortid i det radikale venstre, for de flestes vedkommende. De har ganske vist lovet at holde sig til de fire programpunkter og ikke tale om andet, heller ikke i valgkampen, men når talen falder på vækst og frihed, begynder de meget hurtigt at tale om, at vi ikke skal være så ‘bange’ for den store verden. ‘Bange’ var et ord, der flere gange faldt om dem, der ikke lige synes, hele verden skal mødes i Danmark, for det synes de. Der er slet ikke noget at være bange for. Som Anders Samuelsen sagde: ‘Hvis der er en indisk ingeniør, der er muslim, og som vil starte en virksomhed med 20.000 ansatte i Danmark, så skal han da være velkommen’. Øh, ja. Hvis man kunne forestille sig det. Men det er ikke den typiske muslimske immigrant, vel?
Det blev meget, meget klart, at partilederen og de kandidater, der talte, ikke alene er uenige med mig om, hvad indvandring og islam betyder. De forstår overhovedet slet ikke mit synspunkt. Jeg er bare ‘bange’ – irrationelt frygtsom, vel at mærke, for løsningen er at være mere ‘modig’, så bliver det hele meget bedre. De fatter slet, slet ikke, at jeg som liberal har taget bestik af den islamiske kultur og traditionelt muslimske samfund og har set noget, der ligner min vision for et frisindet, dejligt og intelligent Danmark meget lidt.
Islam hader frihed. Så enkelt er det. Og når man hader frihed, spænder man ben for forskning, tænkning, uddannelse, iværksætteri og dermed velstand meget langt hen ad vejen. Det myldrer ikke med ingeniører blandt muslimerne i Indien, forresten. De er markant dårlige uddannede og derfor fattigere end andre indere. Det vil man jo sikkert i aflæggeren af det radikale venstre tilskrive diskrimination. Men hvad så med Pakistan? Da Pakistan – de renes land – blev udskilt fra det vantro Indien, var de to områder lige rige. I dag er Indien langt, langt rigere end Pakistan, som endda udmærker sig i forhold til andre muslimske lande ved at have et nogenlunde velfungerende demokrati og retsvæsen, at være engelsktalende og medlem af det britiske Commonwealth.
Det bedste, man ud fra et liberalt synspunkt kan sige om de muslimske lande er, at økonomien er relativt fri. Ikke meget velfærdsstat dér, sahib. Men den frihed kan vi også realisere her uden at hælde barnet ud med badevandet.
Jeg gider ikke gentage mig selv, men altså: Jeg er netop fordi jeg er liberal, fordi jeg er orienteret mod frihed og frisind nå, ja, bange for islam. Det skyldes ikke uvidenhed og irrationalitet, og jeg vil gerne frabede mig den implicitte nedladenhed.
