Måske er det ren og skær pamperi og nepotisme, måske er det i frustration over ikke at kunne få lov til at gennemføre rød politik, og måske er der helt andre forklaringer, men resultatet er det samme, nemlig at regeringen har travlt med alt andet end at lede landet ud af krisen.
Med blikket stift rettet bagud leder de med lys og lygte efter "skandaler" og "sager" de kan komme efter. Det er tydeligvis "pay-back time" og 10 års frustration skal ud af systemet.
Der skal findes ofre i de blå rækker: "Skattesagen" skal undersøges, ikke omfanget af Helle Thornings skattesnyd naturligvis, men derimod det langt vigtigere, nemlig hvem der sivede oplysninger til pressen. "Irakkrigen" skal også undersøges, for vi kan naturligvis ikke have tillid til de militære dispositioner, der blev truffet under blå forsvarsministre. Paradoksalt nok skal vi have tillid til de dispositioner PET har truffet i arkivsagerne, og iflg. Justitsministeren må vi ikke skade PET´s omdømme i befolkningen. Det hensyn gælder tydeligvis ikke forsvaret, men det har måske også noget med det forhold at gøre, at i PET-sagen er der socialdemokrater og SF´ere der kan komme i klemme.
Men man kan ikke beskylde S-SF for kun at være interesserede i fortiden, de kigger også fremad: Vi så hvordan de i valgkampen kørte vennerne i stilling - bl.a. Bjarne Corydon i Socialdemokratiet, da han skulle hastes igennem partiapparatet til en sikker kreds et sted i Jylland, som han næppe kunne stave til. I SF var det Thor Møger der skulle lyn-promoveres som tak for indsatsen i valgkampen, og da det ikke lykkedes i første omgang, og vælgerne sagde nej tak, så måtte der en ministerpost til at klare sagen.
Og farcen fortsætter på alle niveauer: En partivenlig forsvarschef er på plads, og der ledes efter en ny chef til skatteministeriet efter at en af landets dygtigste departemenschefer er kørt ud på et sidespor. Som en lille detalje sker parkeringen af Peter Loft på fuld departementschefløn, for man har indtil videre ikke kunnet påvise, at han har gjort noget forkert. (Måske skattedirektøren, der forsøgte sig som "whisleblower" for regeringen er kvalificeret til en forfremmelse - det skulle ikke overraske.)
Også udenfor de nære regeringskredse ska der "renses ud", og jagten er gået ind på DONG´s bestyrelse, som skal underkastes en undersøgelse. Ingen er i tvivl om at det egentlige mål er formanden, hvis brøde er hans borgerlige-liberale baggrund. Trods det faktum at hans beslutninger er sket i enighed med en bestyrelse, som talte nogle af landets absolut stærkeste erhvervsnavne, skal han forsøges fjernet - og uden tvivl for at gøre plads for en af vennerne.
Senest er det så kommet frem, at Bjarne Corydons kone har landet et topjob i et ministerie - i bedste fald en uheldig timing, og i værste fald endnu et eklatant eksempel på nepotisme. Og man kan blive ved, for der er sket en stribe af ansættelser af venner og bekendte i regeringsapparatet og som rådgivere - og vi har kun set begyndelsen.
Desværre har regeringspausen været så lang, at det ophobede behov for at rage til sig er så stort, at det går ud over regeringens evne og vilje til at styre landet. På nuværende tidspunkt, 4-5 måneder efter valget, skal vi fortsat gætte os til, hvor regeringen vil føre landet hen. Der tales om 2020-planer og en strøm af reformer, men det forbliver overskrifter, mens indholder følger "når regeringen er klar" som Helle Thorning ynder at formulere det. Det eneste vi har at hænge håbet op på er hendes forsikringer om at "det bliver en god plan", hvilket er en meget spinkel støtte om nogen.
Der er naturligvis også den mulighed, at det ikke er fordi regeringen ikke har tid, der ikke sker noget, men at forklaringen er, at de simpelthen ikke ved hvad de skal gøre, men uanset hvad, så er det skræmmende.
Efter at Enhedslisten også har overgivet sig, og har accepteret en stærkt amputeret undersøgelse af PET-sagen - de sprang op som løver og faldt ned som lam - er der intet håb om at tingenes tilstand vil ændre sig. De radikale fortsætter deres mindretalsregering, S-SF fortsætter med at høste deres sidegevinster, og vælgerne kan se frem til yderligere 3½ års ørkenvandring.
