Efter at Farum-sagen blev antændt med forventning om et kanonslag - er sagen med kommissionens rapporten feset ud som en våd kineser. Efter 10 år og samlede udgifter på mere end kr. 50 mio. er konklusionen - ja, der er vist ikke rigtigt noget nyt i konklusionen. Resultatet understreger at undersøgelsen først og fremmest har været en heksejagt.
Det længe ventede undersøgelsesresultat kan Socialdemokraterne naturligvis ikke bruge til noget, og i vanlig stil fornægter de derfor virkeligheden. Med tågehornet Magnus Heunicke i spidsen kræver de nu en undskyldning fra Lars Løkke Rasmussen. Hvor kommer det krav lige fra - har de fået en anden rapport end den officielle?
Det er mere end noget andet parti Socialdemokratiet der har spildt skatteydernes penge, uden noget der bare minder om et resultat. Der er INTET kommet frem som retssagerne ikke allerede har belyst. Men skidt med det - Lars Løkke skal sige undskylde!?
Men har Socialdemokraterne så i øvrigt lært noget af Farum-sagen? Svaret er tydeligvis nej, for de kører videre med deres nytteløse undersøgelse af Helle Thornings skattesag - d.v.s. ikke skattesagens substans, for den er de ikke interesserede i, men derimod sagen om hvem der har lækket oplysninger.
Som en lille sidegevinst i den sag har de så benyttet lejligheden til at skaffe sig af med en af statsadministrationens dygtigste departementchefer, og naturligvis før der er foreligger et resultat af den undersøgelse, der er iværksat (!). I Danmark er man som hovedregel uskyldig indtil det modsatte er bevist - men hvis man generer Helle Thorning eller Socialdemokratiet, så gælder det modsatte, nemlig at man er skyldig indtil Helle Thorning mener noget andet.
Og den politiskle heksejagt stopper ikke her; Tvært imod har regeringen fået nedsat endnu en kommission, som skal undersøge baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Det skal tage fem og og koste andre kr. 50 mio. - selv om ingen tror at resultatet vil blive mere markant end i Farumsagen. Hvorfor - naturligvis fordi man kan mistænkeliggøre politiske modstandere gennem en lang periode.
Det er naturligvis en streg i regningen, at dommerforeningen har taget afstand fra kommissioriet, som efter deres mening er for politisk. Det usædvanlige er ikke at kommissioriet er politisk, for det er mere reglen end undtagelsen, men det er usædvanligt at det er så tydeligt, at dommerforeningen føler sig nødsaget til at udtale det. Det er bestemt ikke hverdagskost at høre kritik fra den side.
Problemet er endnu engang regeringens uerfarne ministre, som ikke kan bare et minimum af politisk håndværk - og hvorfor skulle de også kunne det, de fleste af dem har jo ingen erfaring.
