Disse betragtninger finder næppe vej til til de danske medier, selvom det måske er den historie med det største og mest alvorlige perspektiv. Det er beskæmmende, at journalister er så ensporede, at de ikke ser, hvor rædselsfuldt venstre-ekstreme med intolerance agerer. Men gode, demokratisk-sindede mennesker bliver nødt til at sige fra, vise de onde voldskriminelle foragt og trods.
Der er ved at udvikle sig en politisk legitimeret voldskultur omkring spændingerne mellem de yderste kræfter i dansk politik - en voldskultur, som er dybt alarmerende, og som med terror og trusler om fysisk vold intimiderer almindelige mennesker fra at deltage aktivt i demonstrationer med kritiske synspunkter om de massive problemer med indvandring fra især muslimske samfund og den fejlslagne integration.
Jeg vil ikke konkret tage stilling til arrangørerne bag den islam-kritiske demonstration i Århus, som jeg ikke kender i detaljer, men almindelige demokratiske rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed er blevet så truede, at det åbenbart er nødvendigt at tilkendegive opbakning til enhver fredelig demonstrations ret til at kunne afholdes og udfolde sig. Ganske almindelige og demokratisk sindede mennesker bliver i stigende grad moralsk forpligtede til at deltage i demonstrationer, som man ikke nødvendigvis er enige med, hvis disse demonstrationer forsøges truet til aflysning eller afbrydelse af facistiske antidemokrater.
Det er flovt, at vi i et fredeligt og konsensus-præget land som Danmark har en hardcore gruppe af voldsfacister, som ikke accepterer demokratiske rammer og spilleregler, veletablerede og universelle frihedsrettigheder. Og de besmitter hinanden med en falsk og selvpåkaldt tolerance - et begreb de ikke forstår rækkevidden og essensen af, fordi den kun omfatter tolerance over for egne venner og dem de er enige med. Den ægte tolerance er derimod respekten for andres ret til at have synspunkter, som kan være fundamentalt anderledes end ens eget, så længe det er ikke-voldeligt og er indenfor rammerne af demokratiet.
I mine øjne nærmer vi os en skillevej, som kan få skæbnesvangre konsekvenser for et helt unikt og homogent samfund som det danske: Nogle antidemokratiske kriminelle gør det nødvendigt for sande tolerante danskere af samvittighedsmæssige årsager at gå på gaden med de truede demonstrationer i rent forsvar for deres rettigheder - ikke nødvendigvis som støtte til deres synspunkter, men vi bliver nødt til på et tidspunkt at lade gode kræfter forenes for at fordrive de de onde frø, som er sået i demokratiets have, i det danske samfund. Vi kommer til at vise vores fælles modstand, vores trods og foragt over for afskyelige grupperinger, som vil true og tæve andre til tavshed.
Vi må sige fra!
I modsætning til de løgnagtige venstre-ekstreme står jeg gerne ved, at min tolerance ikke rummer dem, jeg foragter de mennesker som tror, at demokratiets spilleregler kun gælder, når det passer ind i deres eget kram, men kan tilsidesættes, når reglerne går dem imod.
