Et link til denne artikel har floreret blandt en del af mine mere "røde" venner på Facebook, der alle er overbeviste om, at Carina Christensen, Tom Behnke og Kristian Jensen ikke vil svare på artiklens spørgsmål, fordi Konservative og Venstre modtager milliardbeløb fra det danske erhvervsliv. En enkelt går endda så langt at påstå, at disse politikere skulle have lyssky motiver ved ikke at offentliggøre beløbsstørrelser fra alle givere.
Lad mig minde mine røde venner om, at fagbevægelsen skyder et kæmpe millionbeløb ind i valgkampen, hvor fem millioner er øremærket decideret kampagne FOR Helle Thorning, mens der bruges et ukendt millionbeløb på kampagner, der er regeringsfjendtlige, såsom Skævt-kampagnen. Det vurderes, at fagbevægelsen har spyttet en del i kassen i forhold til de omkring 100 millioner kroner, som Fagbevægelsen/S/SF brugte i 2010, og for det beløb vil Harald Børsting smugkigge i ministerlisterne og sidde med ved forhandlingsbordet, når en eventuelt kommende S/SF-regerings politik skal forhandles på plads. Så når en enkelt rød lejesvend formaster sig til at kalde Carina Christensens principielle svarundladelse for en fare for demokratiet, så bør selvsamme person kigge på, hvorledes fagbevægelsen har købt sig direkte indflydelse på en kommende regerings politik.
Ofte skal man høre, at fagbevægelsen udelukkende kæmper for deres medlemmer, hvorfor nogle tilsyneladende mener, at fagbevægelsen gerne må spytte millioner i en valgkampskasse, men når en virksomhed beskytter sine egne og sine medarbejderes interesse, så er det landsskadelig virksomhed (Altså hvis de donerer penge til VK). Det er ganske hyklerisk.
Kigger man på artiklen, så kan man se, at det er et telegram fra Ritzau. Der er IKKE en eneste S eller SF'er, der tilsyneladende er interviewet til artiklen, hvilket jeg fandt en smule underligt. Lige indtil jeg fandt originalartiklen med lidt hjælp fra Kaare Sørensen - I originalartiklen står der:
"Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) »aner det ikke.« Og gruppeformand Carsten Hansen (S) siger, at han ikke ved det endnu.", men netop den paragraf er klippet ud af telegrammet. En tilfældighed? I think not. Kaare Sørensen sendte mig et link til JPs tema omhandlende sponsorkroner, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at hverken blå eller rød blok er interesserede i ændringerne, men Ritzau fokuserer entydigt på blå blok, hvilket helt sikkert er med en bagtanke.
Skal vi ikke bare blive enige om, at nogle har interesser i valget, og nogle betaler små eller store beløb for at forsøge at påvirke valget med kampagner. Måske har Venstre det største budget her i valgåret, men det skal ses i forhold til venstrefløjens imponerende 100 millioner kroners kampagner i 2010. Hvis man kigger over en fire-årig periode, så er jeg slet ikke i tvivl om, at venstrefløjen med fagbevægelsen i front bruger mere end dobbelt så mange kroner og ører på politiske kampagner end højrefløjen. Men ja, fordi Carina ikke vil svare, så ødelægger hun demokratiet. Dejligt med individer, der kun ser problemet, når fjenden gør det!