Det er ustyrligt morsomt at følge gamle DR-koryfæer og diverse ideologiske støttegruppers rasende protester mod den veldrejede nye DR-serie ”Jagten på de røde lejesvende”.
Hele klaviaturet er i spil; alle mand af huse. Her handler det om meget mere end noget så uskyldigt som vurderingen af det journalistiske niveau i DR i 1960'erne og -70'erne. Man finder sig ikke i at blive kigget i kortene. Man finder sig i særlig grad ikke i at blive afsløret i det ideologiske amokløb, som forbløffende mange DR-medarbejdere fik frikort til. Og så det tv-studie, som afsløringerne falder i; det rene Stasi!
Danmarks Radio har meget fortjenstfuldt - sent, men bedre sent end aldrig - sat gang i et selvopgør, som er højst tiltrængt. Selv yngre generationer har nu muligheden for at se, hvad den skatteyderfinansierede mediemastodont i sin tid bød sine kunder. Noget af det var så langt ude, at ubefæstede sjæle i dag må tro, at det er en ”Hov Hov”-agtig parodi. Det er det desværre ikke.
Det er heller ikke nok at affeje kritikken af den ideologiske skævvridning med, at den går 30-40 år tilbage; og herregud da, hvorfor gå så meget op i disse gamle sager? Udskejelserne fra dengang belaster den dag i dag Danmarks Radios ry. Når en oplæser på TV Avisen oftere kritiseres for enøjethed end kollegaen på TV 2, skyldes det de ideologiske skeletter, som DR slæber rundt på. DR lider stadig under, at skiftende ledelser ikke greb ind, men lod nøglemedarbejdere, der så sig selv mere som agitatorer end journalister, ride deres personlige kæpheste helt i bund. Det er forbløffende i dag at måtte konstatere, hvor længe dette fik lov at foregå.
Hele klaviaturet er i spil; alle mand af huse. Her handler det om meget mere end noget så uskyldigt som vurderingen af det journalistiske niveau i DR i 1960'erne og -70'erne. Man finder sig ikke i at blive kigget i kortene. Man finder sig i særlig grad ikke i at blive afsløret i det ideologiske amokløb, som forbløffende mange DR-medarbejdere fik frikort til. Og så det tv-studie, som afsløringerne falder i; det rene Stasi!
Danmarks Radio har meget fortjenstfuldt - sent, men bedre sent end aldrig - sat gang i et selvopgør, som er højst tiltrængt. Selv yngre generationer har nu muligheden for at se, hvad den skatteyderfinansierede mediemastodont i sin tid bød sine kunder. Noget af det var så langt ude, at ubefæstede sjæle i dag må tro, at det er en ”Hov Hov”-agtig parodi. Det er det desværre ikke.
Det er heller ikke nok at affeje kritikken af den ideologiske skævvridning med, at den går 30-40 år tilbage; og herregud da, hvorfor gå så meget op i disse gamle sager? Udskejelserne fra dengang belaster den dag i dag Danmarks Radios ry. Når en oplæser på TV Avisen oftere kritiseres for enøjethed end kollegaen på TV 2, skyldes det de ideologiske skeletter, som DR slæber rundt på. DR lider stadig under, at skiftende ledelser ikke greb ind, men lod nøglemedarbejdere, der så sig selv mere som agitatorer end journalister, ride deres personlige kæpheste helt i bund. Det er forbløffende i dag at måtte konstatere, hvor længe dette fik lov at foregå.
