Finanssektoren er alt for stor og uproduktiv, fordi den holdes kunstigt i live efter et boom, mens andre sektorer tvinges til at skære naturligt i kapaciteten. I Danmark er den i store træk blevet gjort systemisk, dvs til en del af et statskapitalistisk system. Det er naturligvis skadeligt. Når tabene for denne katastrofale politik så derudover senere tørres af på skatteyderne, så er der kun tale om fuldbyrdet statskapitalisme, desværre. Og i den slags systemer taber samfundet og skatteyderne som helhed desværre altid.

Jeg lugter konspirationsgejl hvor jøderne får skylden.

Uanset hvor mange pengesedler, nationalbanken trykker eller destruerer, ændrer det ikke på mængden af værdier hverken i Danmark eller i verden. Det eneste man kan gøre er at ændre, hvor mange danske sedler, der skal til for at kunne købe en given vare (tryk flere kroner = lavere værdi af en krone = der skal bruges flere kroner på at købe en vare).

Ja, den danske stat kan finansiere sit forbrug ved at trykke kroner: effekten heraf er at den reducerer værdien hos samtlige, der ejer kroner (dvs danskere) gennem inflation. Den kan også bare beskatte danskerne lidt hårdere så indtægter matcher udgifter. Eller en kombination (hvilket den jo sådan set gør, al den stund der er inflation). Det gør sådan set principielt ingen forskel ud over at det er lidt nemmere at bestemme hvem der betaler skatter, frem for at fastslå, hvem der betaler inflation.

For at besvare dine spørgsmål: den danske stat har gæld, fordi den bruger flere penge, end den konfiskerer fra borgerne gennem skat + inflation. Det kan den lave om på ved at øge konfiskationen af borgernes penge ved at øge skatten eller øge inflationen (nu dropper vi lige den kætterske tankem, at staten rent faktisk reducerer de offentlige udgifter).

det virkers om om du tror, at det vil spare borgerne for nogle penge ("Hvorfor skal Staten låne penge og betale renter af det,...") - men du overser noget.

Hvis staten konfiskerer flere penge fra sine borgere, kan det godt være at staten slipper for at betale renter. men borgerne - som har fået konfiskeret flere af deres penge - mister til gengæld en nøjagtig lige så stor renteINDTÆGT, som de kunne have fået ved at udlåne de penge, som staten nu har konfiskeret.

Det er klassisk Bastiat: hvad man ser og hvad man ikke ser.

eller som Stom P formulerede det: "Intet opstår af intet, på nær lommeuld"

Danmarks kronemængde følger udviklingen i ECBs euromængde nogenlunde, og det er meget stationært i øjeblikket. Kombinationen af et heftigt pengetrykkende USA og et finansielt disciplineret euro-område med nær-kontraktion i pengemængden er meget ubehagelig for europæerne.

Men på længere sigt er det vel en fordel for Europa? Eller?

Kan du uddybe dette? Jeg kan se den kortsigtede konsekvens at investorer vil foretrække at investere i europæiske obligationer - da den finansielle disciplin vil øge tilliden til at gælden kan honoreres. Derudover vil en kontraktion i pengemængden vel også være en fordel for købere af statsobligationer? Men da du skriver at det vil ende ubehageligt for europæerne må der være noget jeg har overset (udover at USA får en konkurrencefordel ved devalueringen).

Derudover: På et tidspunkt må de amerikanske vælgere vel formodes at blive vrede over at en hyperinflation udhuler deres pensionsopsparinger? Så måske sker der det at de amerikanske vælgere sætter kryds udfor politikere der stopper for seddelpressen. Jeg kan svært forestille mig at de finder sig i den her politik i længere tid, når konsekvenserne begynder at indfinde sig.

Det er jo ikke en fordel for Europa at være finansielt disciplineret, når verdens største økonomi og reservevaluta-udsteder trykker 10% + QE dollars om året.

Min teori er, at QE 1+2 = 1700 milliarder dollars nok har virket ti gange stærkere pga fractional reserve banking = 17 billioner dollars i de finansielle markeder siden primo 2009, eller ca. halvdelen af verdens pris på frit flydende, offentligt handlede aktier, hvilket ud fra MV = QP ville være den simpleste forklaring i verden på, at aktie- og råstofmarkederne på 2 år er kommet tæt på gammel top igen på trods af fundamentalerne. 

Det afgørende er, om obligations- og valutamarkederne er frie og hvordan gældskriserne i øvrigt håndteres, vil jeg synes.

Der har været enormt fokus på eurogæld (som Schiff påpeger urimeligt stor fokus i forhold til USA og Japan f.eks.) og det har begrænset dollarflugten og bevaret dollar-carry traden som er en afledet effekt af den QE ovenfor, som har skabt dolla-skabt inflation i de finansielle markeder.

På trods af denne kampagne kan USA ikke sælge sin gæld, og derfor har The Fed nu påtaget sig at købe alt det, andre ikke vil købe (QE 2 + formentlig "UK" køb af amerikanske statsobligationer de sidste år).

Hvis obligationsmarkedet var frit, ville man nok se en dollarflugt over længere tid, og Europa ville formentlig vinde på alle niveauer på finansiel disciplin. Men nu køber Fed jo lige præcis obligationer i 1.7-billion-dollar-mængder og holder renten nede og liv i dollar carry trade.

Der er sikkert mange, der bare låner i dollar og køber europæiske aktiver og det kan fortsætte længe - se evt. Japans yen-carry trade efter 1990.

De amerikanske banker får enorm kredit til at opkøbe aktiver i hele verden og bolstre sig, mens dollaren kun svækkes med et lag svarende til den tid, der går fra at de kvantitative lempelser og inflationen i finansmarkederne spreder sig til realøkonomien.Det betyder i praksis, at krisen tørres af på resten af verden eller det, Ron Paul kalder, at "USA eksporterer inflation".

Det er vel ubehageligt for mange europæiske banker ikke at have været en del af opkøbsbølgen i dollars før meget sent, og samtidig se dollar-nomineret gæld miste værdi på den gradvise udvanding af dollarens værdi. Derfor er de store europæiske banker sikkert nu mere sårbare end de amerikanske ditto.

For borgerne i EU har man både dollar-svækkelsen, der rammer direkte via inflationen i fødevarer og energi, og den finansielle disciplin, der rammer som et tve-ægget sværd. Derfor er kombinationen ubehagelig.

Hvad angår eksport-effekten er jeg skeptisk, men hvis man har gæld nomineret i en valuta er det naturligvis en ekstra enorm fordel at devaluere pågældende valuta som debitor, mens kreditor vil tabe tilsvarende - det er den tredje grund (efter bankpolstring og forbruger-effekt) på, at krisen tørres af på EU på denne måde.

USAs politik er 100% egoistisk og smertegræsen afhænger kun af Texas West intermediate, og den kan subsidieres, hvorfor man sikkert sagtens kan se langt større spænd mellem WTI og brent fremover (min teori - der er også forsyningsaspekter)

Uanset hvor mange pengesedler, nationalbanken trykker eller destruerer, ændrer det ikke på mængden af værdier hverken i Danmark eller i verden.

Jo, det gør, Jacob. Husk din ABC ;-):

http://www.youtube.com/watch?v=Bxq_mhdYeBM

Så vidt jeg husker, var du til stede til det foredrag.

? Jeg har ikke lige 1:09:25 til overs, så med mindre det var ironi, så forklar venligst (eller henvis til hvor det bliver sagt).

jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan printning af nogle små lapper papir skaber værdi

Ingen ironi. Men lige præcis: Det skaber ikke værdi - det destruerer værdi (altså ændrer på mængden af værdier). Pengepolitik er ikke neutral i det lange løb.

Se eksempelvis fra 42:55 og til 47:47.

Den går desværre kold lige omkring 46:54 - men jeg er ikke uenig med ham. Jeg vil dog mene, at anklagen går generelt på fraktional reserve banking / fiat money, hvilket gør at man ikke kan stole på det signal penge giver (det er hele tiden usikkert, hvor mange værdier, der er i samfundet og hvad de i virkeligheden er værd - eller sagt på en anden måde: pengesystemet hjælper i hvert fald ikke med at opklare det spørgsmål, tværtimod!).

Det er således ikke selve printningen af flere penge, der destruerer værdier (der er stadig det samme antal huse, trillebører, mursten, hænder, kaffekopper og spader i samfundet), men printning af penge (al afvigelse fra at penge er bundet direkte op på værdi, dvs også indfgørelsen af fraktional reserve banking) er et bidrag til at forstyrre det signal, som penge BURDE sende om mængden af værdier og deres indbyrdes værd, hvilket fører til fejlallokeringer, hvilket nødvendigvis medfører REEL værdi-destrukltion når fejlene skal rettes.

Er du ikke enig?

Og jeg vil så tilføje: skatter har samme dårlige effekt på signalværdien af penge i samfundet

"Husk nu lige på at Danmarks Nationalbank ikke styres af Staten men er en Privat fond."

Hvem ansætter og fyrer nationalbankdirektøren?