Rygerjagten, medicinalpengene og Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse på rygerjagt i Tivoli -  Der findes problemer - og der findes problemknusere

Klaus K,

29/08/2012

Kræftens Bekæmpelse på rygerjagt i Tivoli - 

Der findes problemer - og der findes problemknusere. Men så findes der desværre også problemskabere. Sådan én er Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse.

Denne organisation, som hævder at bekæmpe kræft, er igen på jagt efter rygerne i medierne. Denne gang med en absurd påstand i MetroXpress om, at kortvarig passiv rygning i Tivoli er sundhedsskadelig ... udendørs. Så rygerne må ifølge Haunstrup Clemmensen gennes ind og stå i ”rygezoner” ...

For børnenes skyld. Ja, naturligvis. Børnene tages altid som gidsler af dem, der vil skabe problemer eller ødelægge glæden i andres liv. Inge Haunstrup Clemmensen har ingen beviser for sin påstand - der findes nemlig ikke skyggen af bevis for, at kortvarig udsættelse for passiv rygning kan være skadelig. Heller ikke for børn. Og heller ikke udendørs.

Alligevel hævder hun i MetroXpress, at "ny forskning" viser, at nikotin-niveauet er højere udenfor nogle europæiske restauranter end indenfor - formentlig pga forbud mod at ryge indenfor. Man må spørge: Og hvad så? Nikotinen i luften fra rygning er uskadelig - både indendørs og udendørs.

Dette burde Inge Haunstrup Clemmensen vide. Mon hun heller ikke ved, at den enorme medicinalindustri, som Kræftens Bekæmpelse siger de samarbejder med, er storproducenter af rygestopmidler? Mon hun er uvidende om, at medicinalgiganterne Pfizer, Glaxo & Johnson m.fl. har brugt anseelige summer på at lobbye politikerne til at indføre rygeforbud for at booste salget af Nicorette?

Er det sandsynligt, at hun er så naiv, at hun ikke ved det? Det er svært at tro. For det er jo, hvad hele forbudsspillet går ud på: Pengene ...  Det handler ikke om sundhed eller kræft. Det handler om, at rygerne skal presses til at tage medicinalindustriens anti-rygeprodukter på det offentliges rygestopkurser.

Produkter, som iøvrigt ikke virker - så rygerne begynder snart at ryge igen. Men så kan man jo presse dem til at tage produkterne en gang til. Det er en evighedsmaskine.

Sådan er det. Et tvivlsomt ”offentligt-privat samarbejde” mellem staten, Kræftens Bekæmpelse og storspillerne i den multinationale medicinalindustri drejer sig om at jage rygerne rundt i manegen i dette "gode" projekt, der giver industrien et kæmpeafkast.

Hvem sagde erhvervsstøtte? Hvem sagde sundhedsfascisme? What a Brave New World!

Det er lykkedes MetroXpress at finde to forældre i Tivoli, der mener, at passiv rygning udenfor de røgfri værtshuse i Tivoli kan være et problem for deres børn. Det har sikkert taget tid. Men en del nervøse forældre har desværre overkøbt den falske påstand, at andre folks røg er farlig, og vil for enhver pris undgå, at deres børn mærker blot den mindste eksistens af tobaksrøg.

Det er en besynderlig og trist verden, nutidens børn skal vokse op i. De udsættes for myriader af giftige stoffer hver dag, bl.a. fra forurening, byggematerialer og medicin - men de kommer aldrig til opleve lykken ved den uskyldige og harmløse leg, det var at hoppe op og stikke hånden gennem bedstefars flotte cigarrøgringe.

Det er ikke sikkert, de vil være taknemmelige for den massive overbeskyttelse, deres angste forældre udsatte dem for i barndommen, når de en dag selv bliver voksne ...

Ingen tænker over, at hele "problemet" udendørs rygning kun eksisterer, fordi rygerne er smidt ud fra serveringsstederne - af rygeloven. Jamen, så hæv da rygeloven! Den er et brud på ejendomsretten, og den holder økonomien nede. Lad de enkelte restauratører selv bestemme, om de vil have røg eller ej. Så bliver der igen plads til alle, og så vil udendørsrøgen forsvinde igen.

For hvem gider dog stå udenfor og ryge, hvis de kan sidde indenfor med et godt måltid & gode drikkevarer og ryge bagefter? Ikke jeg i hvert fald. Uha, bare tanken gør mig faktisk helt forventningsfuld og glad ...

Men det er jo også fem år siden, det var tilladt her i landet. Før år 2007 - dengang Kræftens Bekæmpelse og medicinalgiganterne fik gennemtrumfet rygeforbud i Danmark. Før verden gik af lave pga. problemskabere.

Kilde: