Da jeg forleden så en hektisk og ophidset debat imellem SF’s gruppeformand, Ole Sohn, og Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen, på TV2 News, var det med en vis undren, at jeg fulgte diskussionens udvikling.
Det er jo velkendt, at mange politikere ofte har en lettere selektiv hukommelse, der ikke altid er helt tro overfor deres politiske overbevisning, såfremt dette kunne koste popularitet og dermed stemmer. Sådan har dansk politik desværre i stigende grad udviklet sig over de 10 sidste år.
Denne debat var dog et særligt eksempel på, hvor selektiv en hukommelse, man kan have.
Derfor føler jeg mig som borger i Danmark og tilhænger af demokratiet, et frit samfund og en god fremtid for de næste generationer nødsaget til at fortælle denne historie.
Dette er en historie, som mange har været vidner til, men ingen andre har, indtil nu i hvert fald - på trods af den såkaldte ytringsfrihed - ønsket, at historien skulle se dagens lys.
Den meget aggressive tone i debatten begyndte, da Claus Hjort gentagende gange forsøgte at få svar på, hvor rød blok ville finde penge til at dække underskuddet på statsfinanserne. Til sidst gættede Claus Hjort på, at Ole Sohn og hans parlamentariske grundlag nok ville hæve ejendomsskatterne for at dække Danmarks store underskud, hvilket fik Ole Sohn til at blive, hvad jeg vil kalde, meget ophidset.
Ole Sohn anklagede Claus Hjort for at opfinde løgne ved at antyde, at en eventuel kommende regering bestående af S og SF ville lægge ekstra skatter på boligejerne.
Ole Sohn sagde: Vis mig hvor du har set det på skrift.
Det er meget muligt, det ikke står på skrift, men jeg har sammen med ca. 150 andre bankdirektører på sidste års direktørkonference arrangeret af Finansrådet på Munkebjerg Hotel ved Vejle i september 2010 hørt Ole Sohn sige, at han mente, der skulle lægges skat på boliger.
Ole Sohn var inviteret af Finansrådet for at forklare, hvad finanssektoren i givet fald kan forvente af en ny regering baseret på et samarbejde mellem S og SF, hvor han selv bliver økonomi- og erhvervsminister - og dermed politisk chef for finanssektoren.
Ole Sohn fortalte, at VK-regeringen har brugt engangsindtægter fra aktieavancebeskatning og afgifter fra Nordsøolien til at etablere massive faste omkostninger i den offentlige sektor. Dette er jo ret beset korrekt. Ole Sohn påpegede ligeledes, at VKO har skabt en gennemsnitlig vækst på 1,9 % om året i den offentlige sektor.
Ole Sohn forsøgte herefter at berolige publikum ved at fortælle, at når S og SF kommer til magten, vil de kun forøge størrelsen af den offentlige sektor med 1,4 % om året.
Til det konstaterede en deltager fra Nationalbanken, at når der ikke var vækst i samfundet, så ville en vækst i den offentlige sektor på 1,4 % pa blot fortsat sikre, at den offentlige sektor blev en stadigt større andel af den samlede danske økonomi, hvilket ret beset ikke var en løsning på problemet.
Til det sagde Ole Sohn, at det problem skulle løses ved at skabe vækst i Danmark.
Undertegnede spurgte herefter Ole Sohn, hvordan S og SF ville skabe vækst i et samfund uden vækst, som p.t., hvad angår vækst, ligger i bundgruppen i OECD, og oven i købet er det samfund i verden, der straffer vækst mest, i form af skatter herunder skat på arbejde, samt at S og SF herudover har garanteret danskerne, at de vil lave nye millionærskatter og lægge flere skatter på virksomhederne, fedtafgifter m.v.
Nu kommer det spændende:
Ole Sohn skulede herefter rundt i salen, og spurgte: "Er der journalister til stede i dag?", hvorefter mødelederen svarede nej.
Ole Sohn fortalte herefter, at han var helt enig i, at personskatterne var for høje – men som han sagde: ”Det vinder man jo ikke valg på at sige”.
Herefter fortalte han, at man burde sænke personskatterne, og så i stedet beskatte fast ejendom og andre værdier, der var svære at flytte til udlandet.
Med andre ord foreslog han det, som Claus Hjort Frederiksen gættede på var S og SFs politik, men som Ole Sohn altså højlydt benægtede var sandt i debatten på TV2 News.
Jeg ved af gode grunde ikke, om Ole Sohn talte sandt i debatten på TV2 News eller om han talte sandt ved mødet i Vejle. Det må andre vurdere, men sandhed på højeste plan kan det vel næppe kaldes.
Det værste er, at meget tyder på, at Ole Sohn faktisk har forstået problemerne i Danmark, og han har ret i, at ønsker man en provenuneutral skatteomlægning giver det en vis mening at hæve boligskatterne for at sikre en lavere marginalskat på indkomst, der kan øge lysten til at arbejde mere og længere. Med verdens højeste skattetryk burde man dog kunne sænke indkomstskatten uden at hæve andre skatter, men det er en anden diskussion.
Der er sikkert mange, der ikke helt forstår, hvorfor jeg blander mig i diskussionen mellem Ole Sohn og Claus Hjort. Der er ingen tvivl om, at det kan have store omkostninger for erhvervsfolk at ytre sig i samfundsdebatten og specielt om dansk politik, i hvert fald for dem der ikke blot dukker nakken, og støtter den politiske korrekthed. Det ved vi desværre alt om i Saxo Bank, og måske er det derfor, at sådan en historie ikke kommer bredt frem, fordi mange simpelthen frygter eventuelle efterfølgende konsekvenser.
Spørgsmålet er dog, om ikke alle danskere fortjener en åben og ærlig debat? Er det ikke det demokratiet gerne skulle dreje sig om?
Det håber jeg, og er ked af igen at være en af dem, der siger det mange folk helst vil have forbliver usagt.
