Her er mit bud på, hvordan vi får en folkeskole baseret på frihed under ansvar. For det første skal man fastholde og styrke det frie skolevalg. For det andet skal alle folkeskoler i landet gøres til selvejende institutioner, ligesom man har gjort det med landets gymnasier. For det tredje skal skolelederen have ansvaret for ansættelse og afskedigelse af lærerne. For det fjerde skal skolens ledelse (skolelederen i samarbejde med bestyrelsen) have ansvar for skolens økonomi og kunne disponere frit over midlerne. For det femte skal skolelederen have mulighed for at indgå decentrale eller individuelle aftaler med lærerne vedr. løn og øvrige ansættelsesvilkår.
Jeg ser for mig en skoleledelse, som rent faktisk bedriver ledelse. En skoleledelse, der for eksempel som det naturligste i verden besøger klasseværelserne, mens der undervises, og giver lærerne den feedback og coaching, som de har brug for. Det er ikke kontrol. Det er ledelse.
Ad den vej vil man gradvist kunne løfte kvaliteten af undervisningen. Alle kan nemlig blive bedre, men de fleste mennesker har brug for hjælp og vejledning undervejs. Mon ikke det også gælder de fleste lærere?