Er man et frit menneske og ikke slave, så har man ejendomsret til sin egen person (selvejerskab); ejendom og frihed hænger uløseligt sammen.
At fængsle Lars Kragh Andersen for at sælge tørrede blade til andre voksne mennesker, er en krænkelse af den personlige frihed. Fængslingen strider fundamentalt mod frie borgeres ret til at bestemme over egen krop.
Grænsen for statens magtudøvelse går (bør gå) ved den private ejendom og individets ukrænkelighed. Det er illegitimt, nårs staten kriminaliserer, hvad den enkelte borger spiser, drikker, ryger eller tager af rusmidler.
Den ”nye” opfattelse af ejendom i det 17. århundrede
I løbet af første halvdel af det 17. århundrede gennemløb England en række konflikter mellem konge og parlament om deres respektive magt og især om kongens magt til at indkræve skatter uden parlamentets godkendelse. Den ret havde engelske konger aldrig haft, men de kronisk forgældede Stuart konger (fra 1603) forsøgte på alle måder at omgå parlamentet, indføre nye skatter eller pålægge undersåtterne tvangslån. Konflikten kulminerede med den engelske borgerkrig fra 1642 til 1648/52 (afhængig af, hvordan man regner) og henrettelsen af kongen i 1649.
I løbet af denne turbulente tid gennemgik ejendomsbegrebet en transformation, der skulle få revolutionerende virkninger. Hvor ejendom oprindelig betød fysisk ejendom, så kom det nu til at betyde ”liv, frihed og ejendom” – alt hvad et menneske kunne siges at have en ”naturlig ret” til, Richard Pipes (1999): Property and Freedom, side 30.
Det var også i løbet af det 17. århundrede (bl.a. med Hobbes og Locke), at det blev alment accepteret, at der eksisterer en naturret, der står over positiv ret, og at et aspekt af naturretten er ukrænkeligheden af privat ejendom. Suverænen er i kraft af denne naturret forpligtiget til at respektere undersåtternes ejendom.
Denne nye opfattelse af ejendomsret fik sin klareste formulering hos John Locke (1632-1704) i hans Second Treatise of Government skrevet omkring 1679-81 og udgivet i august 1689 efter The Glorious Revolution.
Locke kalder det for selvejerskab, at man ejer sig selv, sin krop og forstand, hvis man er et frit menneske: ”Every man has a property in his own person; this no body has any right to but himself.” (§ 27).
Med dette ejendomsretsbegreb bliver ejendom synonym med frihed, at eje sig selv er at være et frit menneske, og alle andre friheder følger nemlig af selvejerskabet: Retten til liv, kroppens ukrænkelighed, den private ejendoms ukrænkelighed, frihed til at rejse, søge arbejde, indgå frivillige aftaler og sælge retmæssigt erhvervet ejendom, religionsfrihed og ytringsfrihed (på privat ejendom).
Det var Lockes største bidrag til liberalismen. Locke etablerede nemlig forbindelsen mellem ejendomsret og frihed, og historisk var ejendomsretten betragtet som ukrænkelig. Suverænens autoritet stopper ved den private ejendoms grænser, og som nævnt havde kongen i England ikke ret til at udskrive skatter uden sine undersåtters samtykke.
Der var en lang historisk tradition i England for at sikre Rights of Englishmen, og her ikke mindst den private ejendomsret. Allerede i Magna Carta fra 1215 stadfæstes, at: ”ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom (…) medmindre det sker efter hans ligemænds dom eller i henhold til landets lov.”
Seneca havde udtalt: ”to kings appertains the power over all, but property belongs to individuals.” Hos Hugo Grotius finder vi den allerførste formulering (fra 1618-21) af, at vise rettigheder er “inalienable” (umistelige/uafhændelige).
Statens krænkelse af selvejerskabet
I det 17. århundrede ville det naturligvis have været en helt utænkelig tanke, at staten (kongen som udøvende magt) skulle have ret til at bestemme over, hvad undersåtterne må spise, drikke, ryge eller beruse sig i. Det ville blive opfattet som en klar krænkelse af individets frihed, for staten har ingen legitim ret til at bestemme over, hvad den enkelte gør med sin egen krop. Forsøger den alligevel at gøre det, eller at beskatte uden undersåtternes samtykke, så krænker suverænen den tillid, som styret af baseret på (Lockes opfattelse af ”government by consent”), det er at betragte som en ”war with the people”, og så kan folket trække deres samtykke tilbage, styret mister sin legitimitet, regeringen må opløses, og folket har ret til oprør. Det var præcis, hvad der skete med The Glorious Revolution i 1688.
Vi bør genopdage de oprindelige friheder
Grænsen for statens magtudøvelse går (eller rettere: bør gå) ved den private ejendom og især ved den enkelte persons ukrænkelighed.
Det er illegitimt, når staten vil bestemme over, hvad den enkelte borger skal spise, drikke, ryge eller tage af euforiserende stoffer.
Vi bør genopdage det ejendomsretsbegreb, der lagde grunden for den politiske liberalisme i slutningen af det 17. århundrede og godt 100 år frem, nemlig betydningen af selvejerskabet med alle dets implikationer.
Illegitim lovgivning
At fængsle Lars Kragh Andersen for at sælge tørrede blade til andre voksne mennesker, der fuldt bevidst og helt frivilligt køber dem med henblik på at ryge dem, er en grov krænkelse af den personlige frihed. Fængslingen er baseret på en lovgivning, der aldrig burde kunne håndhæves ved domstolene. Den strider fundamentalt mod frie borgeres ret til at bestemme over egen krop, for der er tale om en handling, der ikke krænker andre borgeres liv, frihed eller ejendom.
Det samme gælder kriminaliseringen af krænkende ytringer. Det er på samme måde en krænkelse af frie borgeres ret til at benytte deres selvejerskab ved at sige, skrive eller tegne, hvad de har lyst til, så længe de ikke truer andre eller opfordrer til vold eller lignende. Når Lars Kragh Andersen fængsles for overtrædelse af § 266b, bør han betragtes som en samvittighedsfange, en politisk fange. Han har ikke gjort sig skyldig i krænkelsen af noget andet menneskes liv, frihed eller ejendom, og han bør derfor ikke kunne fængsles eller idømmes straf.
Den danske stat har med kriminaliseringen af offerløse forbrydelser og ytringer, der ikke krænker andre menneskers liv, frihed eller ejendom, bevæget sig langt væk fra de liberale idealer om ”limited government under the Rule of Law”. Princippet om Rule of Law var i det 17. århundrede tænkt som et værn mod et styres arbitrære magtudøvelse. Et værn, der skulle beskytte individet, ved at etablere en beskyttelseszone, som intet andet individ og ej heller staten må krænke. Og grænsen for den beskyttelseszone er selvejerskabet og den private ejendomsret. At love er vedtaget af et demokratisk valgt parlament betyder ikke, at det er legitimt at krænke de grænser. Det er netop pointen i at hævde individets rettigheder som et værn over for statsmagtens arbitrære magtudøvelse.
Lars Kragh Andersen bør løslades, og lovgivningen bør ændres, så den ikke krænker individets ret til at bestemme over eget liv: ”Freedom under the Rule of Law”, tak!
