Ytringsfriheden bør være ukrænkelig, og ingen ytringer bør kunne forbydes, blot fordi de krænker nogen. Der er og skal imidlertid være grænser for ytringsfriheden. Det er og bør nemlig være forbudt, at:
1. Opfordre andre til at begå terror, vold, mord eller anden kriminalitet.
2. True andre med vold, mord eller andre fysiske overgreb.
Nogle udtalelser til BT fra konvertitten Abdullah Ali (tidl. René Andersen), hvor han giver sin verbale støtte til mordforsøget på Kurt Westergaard, har fået en række folketingspolitikere fra venstre til højre i salen til at fordømme udtalelserne, og Peter Skaarup fra DF vil have ministeren til at svare på, om sådanne udtalelser er strafbare ifølge straffeloven.
Selv om jeg ikke er jurist, så vil jeg alligevel vove pelsen og gætte på, at det ikke er tilfældet. Så vidt man kan læse af den elektroniske artikel, når man ikke har adgang til papirudgaven af BT, så hverken opfordrer eller truer Abdullah Ali med terror, vold eller mord. Han giver dog utvetydigt sin moralske støtte til terror, når han udtaler, at:
Hvis øksemanden (der brød ind hos Kurt Westergaard og forsøgte at dræbe ham, red.) havde haft succes, så var det Guds vilje, der var sket. Han så det som en nødvendighed. Han er min bror i islam – derfor støtter jeg ham i det, han gjorde, siger Abdullah Ali i interviewet om, hvordan en dansk født mand kan ende som terrorist.
Den somaliske øksemand blev nemlig dømt for terror, så mordforsøget på Kurt Westergaard er ikke ”bare” et mordforsøg, men en terrorhandling.
Spørgsmålet er, om verbal støtte til terror skal kriminaliseres. Økonomisk støtte til terror er allerede forbudt i straffeloven, og det mener jeg også, at det skal være.
Men hvad med politisk og ideologisk støtte? Hvor går grænsen mellem at opfordre til terror og at støtte den moralsk og politisk?
Personligt synes jeg, at dette er en gråzone, hvor man godt kan diskutere, om ideologisk og politisk støtte til terror skal kriminaliseres på linje med økonomisk støtte, og lige som opfordringer til terror eller mord er forbudt.
Det handler selvfølgelig ikke kun om islamisk terror, det er lige så relevant at diskutere, om ideologisk og politisk støtte til dansk venstreekstremistisk terror skal være tilladt.
Hvis man kriminaliserer ideologisk støtte til terror, så risikerer man naturligvis, at der opstår gråzoner i forhold til andre forbrydelser. Skal moralsk støtte til andre forbrydelser så også kriminaliseres?
Og hvor går grænsen for, hvad der er politisk og ideologisk støtte? At have en fast blog på en hjemmeside, hvor redaktionen støtter venstreekstremistisk terror politisk og ideologisk, skal det regnes med? Eller skal der alene være tale om eksplicit verbal støtte? Eller er det nok, at man ikke vil tage afstand fra terror? Hvis man kriminaliserer ytringer, der støtter terror, så må man være klar over, at der kommer til at opstå den slags gråzoner, og det er for mig det bedste argument imod at kriminalisere moralsk/politisk/ideologisk støtte til terror.
Fortalere for at kriminalisere politisk og ideologisk støtte til terror vil finde støtte hertil hos Karl Popper, der i en slutnote i Det åbne samfund og dets fjender, skriver, at vi ikke skal tolerere de intolerante, fordi en ubetinget tolerance over for de intolerante ender med at afskaffe tolerancen, og slutresultatet vil være, at demokratiet og friheden afskaffes af politisk vej. Popper synes at være parat til at gå ret langt i retning af at ville kriminalisere ”intolerance”, uden dog at være særlig specifik med hensyn til, hvad han mener. Som jeg læser ham, så er der i mit sind ikke tvivl om, at Popper ville støtte et forbud mod politisk og ideologisk støtte til terrorhandlinger.
