DE KONSERVATIVE har kørt en landsdækkende annoncekampagne med et stort portrætfoto af Lars Barfoed sammen med følgende tekst: »Helt grundlæggende mener jeg, at vi skal tage ansvar for vores eget liv og i fællesskab tage hånd om samfundets udsatte«. Jeg tror, at de fleste mennesker dybest set er enige i dette budskab. Pointen med velfærdsstaten var vel netop at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv - og lade alle os andre tage ansvar for vores liv.
Men sådan er velfærdsstaten desværre ikke indrettet længere. I 1970 var der 890.000 danskere, der levede af overførselsindkomst. Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, var antallet 1,7 millioner, og i dag er det steget yderligere til 1,9 millioner - og inden 2015 vil vi runde 2 millioner, hvis der ikke gennemføres reformer.
Stort set alle landets borgere modtager overførselsindkomster og såkaldte ' gratisydelser' - som jo faktisk netop ikke er gratis. Selv de 20 pct. mest velhavende modtager over en femtedel af deres forbrug fra skatteyderne.
Nogle undskylder dette vanvid med, at det er nødvendigt at bestikke middelklassen med velfærd for at sikre deres opbakning til ydelserne til samfundets svageste. Det er dog næppe korrekt. Faktisk modsiger velfærdsstatens historie denne bestikkelsesteori.
I MERE END 200 år har det ved lov været klart fastslået, at det var fattigvæsenets pligt at understøtte samtlige fattige. Aldersrenten blev indført i 1922 og var indtægtsafhængig. Det forhindrede ikke, at aldersrenten ved gentagne politiske indgreb blev hævet, så den frem til 1970 var steget hurtigere end inflationen og endog lønniveauet. Den indtægtsuafhængige folkepension blev først en realitet i 1970. Forældreuafhængig SU, skatteyderfinansieret varig hjemmehjælp og universelle børnetilskud blev først indført under de borgerlige regeringer i 1980' erne.
Vælgerne var ganske villige til at finansiere disse ydelser, inden de blev universelle. At ydelserne er blevet universelle, synes snarere at være et udtryk for politikernes behov for at indynde sig hos så brede vælgergrupper som muligt.
Når en ydelse først er indført, opstår et kraftigt pres for at brede den ud til stadig større vælgergrupper. Hvis der er tale om bestikkelse, er det snarere en bestikkelse, der skal sikre politikerne genvalg, end en, der skal sikre fortsat opbakning til velfærdsstaten.
Professor i socialpolitik Jørgen S. Dich beskrev i sin stadig særdeles læseværdige bog ' Den herskende klasse' fra 1973 udviklingen i boligpolitikken siden huslejestoppet ved begyndelsen af Anden Verdenskrig.
Herefter gik det slag i slag: »For at bringe huslejen i det ny byggeri ned på det regulerede lejenivo [ sic] og derved opretholde en vis ligestilling mellem gamle og nye lejere og for overhovedet at opretholde byggeriet under krigen, kom man ind på noget nyt: at yde rentenedsættelse på lån til det sociale boligbyggeri og efterhånden også til det private etagebyggeri.
De konservative forlangte herefter lignende begunstigelse for villabyggeriet, og dermed var ringen sluttet«, konstaterede socialisten Dich, som mildest talt ikke var begejstret.
MAN KAN MED en vis rimelighed argumentere for, at en fokusering af ydelserne til personer, der ikke kan klare sig selv, giver mulighed for at fastholde eller endda udbygge niveauet for ydelserne. Ydelsernes størrelse afhænger trods alt ikke kun af vælgernes personlige interesse i dem, men også af, i hvor høj grad disse ydelser belaster statskassen.
På et enkelt område er udviklingen gået i den rigtige retning, nemlig på pensionsområdet. Her tager stadig flere et eget ansvar for egen pensionering. Indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne i 1990 har således medført, at otte ud af ti lønmodtagere i dag har en egen pensionsordning. Folkepensionen er således kommet til at udgøre en mindre betydningsfuld andel af danskernes forventede indtægt som pensionister. Dette har endnu ikke ført til en svækkelse af opbakningen til folkepensionen i det politiske system.
Selv hvis opbakningen til en universel folkepension skulle mindskes, er det ikke ensbetydende med, at opbakningen til en særlig skattefinansieret pensionsordning til mindre bemidlede også ville forsvinde.
Det har vi jo faktisk i tillægget til folkepensionens grundbeløb. Vi har også relativt gunstige invalide-og førtidspensionsordninger - ordninger, som langt de fleste forventer ikke selv at skulle benytte sig af.
Vi danskere er anstændige mennesker. Vi behøver ikke bestikkelse for at ville hjælpe de svageste.
(Denne artikel blev bragt i Politiken 16. april 2011 som min faste klumme Modpol)
