Skat og frihed

Skatteoprør har spillet en vigtig rolle i frihedens historie

Torben Mark Pedersen,

25/08/2014

Skatteoprør har spillet en vigtig rolle i frihedens historie. Det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg. Men der er også en anden sammenhæng mellem skat og frihed, for i den engelske friheds historie blev friheden ofte købt med skatter.

Den engelske frihedstradition går tilbage til Magna Carta fra 1215, der var en fredsaftale mellem King John og en gruppe oprørske baroner. Med Magna Carta anerkendte King John, at han ikke stod over loven, og dermed etableredes princippet om Rule of Law.

Magna Carta indeholdt også en anden vigtig bestemmelse, nemlig artikel 12 om at Kongen ikke kan opkræve skatter ”unless by common counsel of our realm…

Altså ikke uden undersåtternes samtykke.

Historisk havde engelske konger aldrig haft ret til at opkræve skatter uden samtykke, og vi kan langt hen af vejen takke de engelske kongers leven over evne og dyre krige for de friheder, vi nyder i dag, for det var kongemagtens tilbagevendende finanspolitiske kriser, der gjorde det muligt for først adelen og senere parlamentet at presse skiftende konger til at anerkende undersåtternes rettigheder mod at betale skat. Friheden var bogstaveligt talt dyrekøbt.

Plantagenet kongerne betragtes generelt som nogle af engelsk histories mest brutale tyranner, og ingen var værre end King John (konge 1199-1216). John var ikke bare tyrannisk, han var også inkompetent, manglede sin faders (Henry II) politiske evner og sin broders (Richard Løvehjerte) evner på kamppladsen.

Ved Johns magtovertagelse herskede han over det største rige i Vesten, der strakte sig fra den skotske grænse til Pyrenæerne og omfattede England og hele den vestlige del af Frankrig, men allerede i 1204 erobrede den franske konge hele Normandiet, og i de følgende år frem til 1214 mistede John næsten alle de franske besiddelser, deraf øgenavnet ”John uden land”. Tabet af de franske besiddelser betød tab af skatteindtægter, og John så sig nødsaget til at inddrive endnu højere skatter fra England og Irland, hvilket skabte stor utilfredshed blandt baronerne. Skatterne blev ikke alene opfattet som uretfærdige, de blev også indkrævet med ofte brutale metoder. John holdt sig ikke tilbage fra at tage gidsler blandt baronernes sønner og døtre, og eksproprierede arbitrært baroners jord, såfremt de ikke kunne betale.

Der var mange årsager til baronernes oprør, og skatteoprør var kun en af dem. For at gøre en lang historie kort, så sluttede baronerne fred med King John den 10. juni 1215 ved Runnymede ved Themsen. Magna Carta var resultatet.

Der gik imidlertid ikke mere en 10 uger, før King John havde fået Paven til at annullere Magna Carta, og borgerkrigen brød ud. John blev syg under felttoget og døde natten til den 19. oktober 1216, og hans arving, den niårige Henry III, udstedte en revideret version af Magna Carta for at afslutte krigen.

I de følgende århundreder blev Magna Carta genfremsat et utal af gange. Det var ikke frivilligt, atskiftende konger anerkendte begrænsninger i deres magt, men tilbagevendende finanspolitiske kriser gjorde kongen økonomisk afhængig af adelen, og det blev benyttet til at presse kongen til indrømmelser mod at betale skatter. Da Henry III var blevet myndig i 1225 og genfremsatte Magna Carta, skete det eksempelvis som modydelse for betaling af nye skatter, og igen i 1237 og i 1253 blev Magna Carta genfremsat som en modydelse for skattebetaling. Det blev efterhånden en tradition at stille krav om en bekræftelse af Magna Carta som modydelse for at betale skat, og det var så igen med til at skabe præcedens for, at kongen ikke kunne opkræve skatter uden samtykke.

Undervejs i processen blev frihedsrettighederne i Magna Carta præciseret, omtolket og ofte udvidet både i forhold til hvilke friheder, der blev beskyttet, og i forhold til antal personer, der var beskyttet, og Magna Carta kom til at virke som en murbrækker for nye garantier mod kongens arbitrære magtudøvelse.

I det omvæltende 17. århundrede kom Magna Carta igen til at spille en fremtrædende rolle i konflikten mellem konge og parlament, der endte med den engelske borgerkrig og kongens henrettelse i 1649.

Den katolske Stuartkonge Charles I’s kroniske pengemangel tvang ham i 1628 til at indkalde parlamentet for at få accept til opkrævning af skatter, og kongen blev da præsenteret for en Petition of Rights, som juristen Sir Edward Coke fremlagde, som var den en blot og bar genfremsættelse af Magna Carta. I virkeligheden indeholdt Petition of Rights en væsentlig ny beskyttelse mod tvangslån og skatter og skærpede beskyttelsen af individuelle rettigheder.

I det 17. århundrede opstår liberalismen som politisk ideologi med Hobbes, Overton og John Locke som liberalismens fædre, og de sætter fokus på individets rettigheder over for kongens arbitrære magtudøvelse. The Glorious Revolution i 1688 var en frihedsrevolution, og udstedelsen af Bill of Rights i 1689 var tænkt som et nyt Magna Carta. Bill of Rights gav England en blandet forfatning, hvor magten var delt mellem konge og parlament, og med parlamentet som den lovgivende forsamling. Kongen var underkastet loven og kunne ikke længere udstede dekreter med lovgivende kraft, dispensere fra eller afvige fra loven. De prærogative domstole blev afskaffet, så den udøvende magt blev adskilt fra den dømmende, og kongen måtte acceptere ikke at kunne udskrive skatter uden parlamentets godkendelse. Borgerne blev garanteret retten til at blive dømt af et nævningeting, og Habeas Corpus princippet blev bekræftet. Med Bill of Rights endte enhver mulighed for et absolut monarki i England.

Da de amerikanske kolonister i 1760erne og 1770erne gjorde oprør mod det engelske parlaments indførelse af nye skatter i kolonierne, henviste de ikke til et abstrakt frihedsbegreb men til deres historiske ”Rights as Englishmen” – det var retten til ikke at blive beskattet uden repræsentation i parlamentet, ”no taxation without representation.” Det var traditionen fra Magna Carta, som kolonisterne byggede på og henviste til.

Kilde:

Torben Mark Pedersen (2014): ”Magna Carta og den engelske friheds historie,” Libertas nr. 57, februar 2014. www.libertas.dk

Kilde: