Vi er i dag et samfund af rettighedsforkæmpere. Siden menneskerettighedserklæringen er ingen længere i tvivl om hvilken behandling de har krav på. Og vi gør brug af rettighederne - især rettigheden til at ytre sig (læs: tegne) som det nu engang passer os, har været påberåbt flere gange i den offentlige debat de sidste par år. Men midt i alle disse rettighedskampe har vi glemt, at der med rettigheder også kommer forpligtelser - de forpligtelser betaler vi skat for at slippe for.
Vi har fundet en ret god fordeling mellem pligter og rettigheder. Borgerne har fået en rimelig god "deal" hvis vi selv skal sige det. Ja, ja. Vi har da værnepligten, men den gælder jo kun halvdelen af os og man kan jo altid sige, at man har ondt i ryggen. Og undervisningspligten? Ja, men den er jo også lidt en rettighed. Altså retten til gratis undervisning. Så er der selvfølgelig nævninge- og domsmandspligten, men det er jo kun hvis man bliver spurgt. Altså, alt i alt en ret god aftale. På den anden side, rettighedssiden, får vi personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed (næsten), ret til lige behandling og forenings- og forsamlingsfriheden.
Selvfølgelig er hele rettighedsprincippet da også lidt nemmere at sælge end pligtprincippet. For hvem gider overhovedet bekymre sig om pligter? For i velfærdssamfundet får og får og får vi jo bare. Vi har krav på et job, mad på bordet og et sted at bo. Og hvis vi ikke selv kan klare det, har vi jo krav på at staten klarer det for os. Ja, det burde jo nærmest skrives ind i menneskerettighedserklæringen, ikke?
Men et sådan system sætter én meget mere universel og vigtig pligt i skammekrogen. Og nej den står ikke på borger.dk/pligt; det personlige ansvar. I og for sig har vi sådan set en pligt til at tage ansvar for vores egne gerninger. Et af mine yndlingscitater er af P.J. O'Rourke: "There is only one basic human right, the right to do as you goddamn please. And with that comes only one basic human duty, the duty to take the consequences".
Som tidligere nævnt, har vi rimelig godt tjek på den første del med "at gøre som det passer os". Altså lige med undtagelse af at slå folk ihjel, rygelovgivning og madpakkeordninger - så kan vi vel i høj grad gøre som det passer os. Men den sidste del, har vi sådan lidt glemt, "at tage konsekvenserne". Hvis du spiller eller drikker dine penge op, kan du altid komme på overførselsindkomst. Hvis du som bankdirektør gør et elendigt stykke arbejde, låner staten dig penge til at fortsætte. Hvis du bliver fyret fordi du gør et dårligt stykke arbejde, har du et gratis jobcenter at trække på. Vi har altså elimineret konsekvenserne.
Det lyder jo meget rart i første omgang. Men problemet er, at vi i den proces har skyllet det personlige ansvar ud med badevandet. Vi har nu imidlertid fundet en anden måde at erstatte det personlige ansvar. Jeg taler om skatten. Vi betaler den alle sammen. De fleste af os er enige om at vi skal betale den og hvis man ikke gør det, så tvinger en domstol én til det. Skat er altså sådan set også en pligt.
Men problemet er, at skat i dag fungerer som en afladsordning. Vi køber os fra at tage konsekvenserne af vores handlinger og overlader dem til staten. Hvis noget går galt, forventer vi at staten tager konsekvenserne, for det har vi jo betalt os til. Men det personlige ansvar fungerer jo netop kun fordi det er personligt. Vi har vel alle været i en situation hvor et andet menneske måtte tage skylden for vores fejl. Det er en forfærdelig fornemmelse og nok til at få de fleste til at indrømme at fejlen faktisk var deres. Men skattesystemet er så stort og diffust at det kan være svært at gennemskue hvem der tager faldet, når man lader systemet tage konsekvenserne. Så vi ender altså med et system med masser af rettigheder og ingen pligter. Hvordan konsekvenserne af det kommer til at afspejle sig i fremtiden, kan aflæses direkte i bankpakker, dagpenge og ledighed. For hvad er et samfund uden det personlige ansvar? Svaret er simpelt. Et samfund med en stat med alt for meget ansvar.
Vi har fundet en ret god fordeling mellem pligter og rettigheder. Borgerne har fået en rimelig god "deal" hvis vi selv skal sige det. Ja, ja. Vi har da værnepligten, men den gælder jo kun halvdelen af os og man kan jo altid sige, at man har ondt i ryggen. Og undervisningspligten? Ja, men den er jo også lidt en rettighed. Altså retten til gratis undervisning. Så er der selvfølgelig nævninge- og domsmandspligten, men det er jo kun hvis man bliver spurgt. Altså, alt i alt en ret god aftale. På den anden side, rettighedssiden, får vi personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed (næsten), ret til lige behandling og forenings- og forsamlingsfriheden.
Selvfølgelig er hele rettighedsprincippet da også lidt nemmere at sælge end pligtprincippet. For hvem gider overhovedet bekymre sig om pligter? For i velfærdssamfundet får og får og får vi jo bare. Vi har krav på et job, mad på bordet og et sted at bo. Og hvis vi ikke selv kan klare det, har vi jo krav på at staten klarer det for os. Ja, det burde jo nærmest skrives ind i menneskerettighedserklæringen, ikke?
Men et sådan system sætter én meget mere universel og vigtig pligt i skammekrogen. Og nej den står ikke på borger.dk/pligt; det personlige ansvar. I og for sig har vi sådan set en pligt til at tage ansvar for vores egne gerninger. Et af mine yndlingscitater er af P.J. O'Rourke: "There is only one basic human right, the right to do as you goddamn please. And with that comes only one basic human duty, the duty to take the consequences".
Som tidligere nævnt, har vi rimelig godt tjek på den første del med "at gøre som det passer os". Altså lige med undtagelse af at slå folk ihjel, rygelovgivning og madpakkeordninger - så kan vi vel i høj grad gøre som det passer os. Men den sidste del, har vi sådan lidt glemt, "at tage konsekvenserne". Hvis du spiller eller drikker dine penge op, kan du altid komme på overførselsindkomst. Hvis du som bankdirektør gør et elendigt stykke arbejde, låner staten dig penge til at fortsætte. Hvis du bliver fyret fordi du gør et dårligt stykke arbejde, har du et gratis jobcenter at trække på. Vi har altså elimineret konsekvenserne.
Det lyder jo meget rart i første omgang. Men problemet er, at vi i den proces har skyllet det personlige ansvar ud med badevandet. Vi har nu imidlertid fundet en anden måde at erstatte det personlige ansvar. Jeg taler om skatten. Vi betaler den alle sammen. De fleste af os er enige om at vi skal betale den og hvis man ikke gør det, så tvinger en domstol én til det. Skat er altså sådan set også en pligt.
Men problemet er, at skat i dag fungerer som en afladsordning. Vi køber os fra at tage konsekvenserne af vores handlinger og overlader dem til staten. Hvis noget går galt, forventer vi at staten tager konsekvenserne, for det har vi jo betalt os til. Men det personlige ansvar fungerer jo netop kun fordi det er personligt. Vi har vel alle været i en situation hvor et andet menneske måtte tage skylden for vores fejl. Det er en forfærdelig fornemmelse og nok til at få de fleste til at indrømme at fejlen faktisk var deres. Men skattesystemet er så stort og diffust at det kan være svært at gennemskue hvem der tager faldet, når man lader systemet tage konsekvenserne. Så vi ender altså med et system med masser af rettigheder og ingen pligter. Hvordan konsekvenserne af det kommer til at afspejle sig i fremtiden, kan aflæses direkte i bankpakker, dagpenge og ledighed. For hvad er et samfund uden det personlige ansvar? Svaret er simpelt. Et samfund med en stat med alt for meget ansvar.
