Så har den nye skolereform indfundet sig i hverdagsskolen. De mindste elever sidder en time længere i klasselokalet hver dag, og særligt drengene synes at have svært ved at honorere de nye krav, der har sneget sig ind med reformen. Som lærer undrer jeg mig over, hvordan politikkere på Christiansborg, kan tage en så drastisk beslutning, uden at kende de pædagogiske konsekvenser reformen medfører.
Jeg taler hverken for eller imod reformen, det slag er for længst tabt – Jeg taler om den virkelighed, der udspiller sig i skolen. Om børn der er trætte og ked af det, der har så lange skoledage, at de allerede ved spisetid ikke kan efterkomme de faglige krav, de stilles overfor. Inden reformen gjorde sit indtog i folkeskolen, var der bølgen af inklusion. Man lukkede mange specialskoletilbud, og børn med særlige behov skulle nu inkluderes i folkeskolen…. Folkeskolen skulle tilpasse sig elever med interpersonelle udfordringer, og dermed være mere rummelig.
"Inklusions børnene" er kommet slemt i klemme i den nye didaktiske praksis, der udspiller sig i skrivende stund. Højere faglige krav, markant længere skoledage og fremmedsprog allerede i 1. Klasse. De mest udsatte elever kommer slet ikke med samme sociale kapital som middelklassens børn, dem der klare sig godt, og altid har klaret sig godt.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at stille spørgsmålstegn ved alle ekspertudsagnene omkring folkeskolen. Hvem er egentlig disse såkaldte eksperter på området? Er det dem, der har en stærk politisk stemme og som har vundet indpas i det intellektuelle akademiske miljø qua en fin doktorgrad i filosofi? Eller er det bare dem, der engang gik i folkeskolen, og som har børn eller børnebørn, der går der nu? Den virkelige ekspert er vel selv sagt ikke den, der bare har en mening, men den praktiserende didaktikker, der har sin daglige gang i den pædagogiske virkelighed ude i folkeskolen, ham eller hende der ser og mærker konsekvenserne af et nyt reformpædagogisk tiltag, der har så store konsekvenser for alle de inkluderede børn.
Det er plattenslagerens tilgang at skrive et holdningsbaserede debatindlæg eller en klumme, og så verificere den ved at have en bachelor eller en ph.d. i et eller andet, der for så vidt slet ikke vedrører sig folkeskolen. Alle holdninger kan krydres med akademiske tillægsord og udgives i dagspressen under et ”ekspertudsagn”, men hvad fanden ved Maren i kæret egentlig om god didaktisk praksis og sunde undervisningsmiljøer med masser af psykologisk ilt?
